Hele sæsonen har været en sidste dans på roser, for den 37-årige guard Dwyane Wade, der stopper sin karriere, når denne sæson er ovre.
Hvis ikke Miami Heat kommer i slutspillet, stopper den karriere altså om små tre kampe. 1051 kampe har han spillet i NBA, og nu er der muligvis blot tre kampe tilbage. En æra i Miami af to omgange og et par mislykkede ophold i henholdsvis Chicago Bulls og Cleveland Cavaliers blev det til. Æraen i Miami kastede også 13 All Star-optrædender af sig, hvor han blev MVP i den ene, samt otte All NBA-udnævnelser, tre mesterskaber, hvor han blev Finals-MVP i den ene. Foruden de flotte titler blev han også den mest scorende spiller i sæsonen 2008-2009.
Det er en ekstremt gloværdig karriere han i dag kan bryste sig af, og selvom han stadig har mere at byde på på banen, har han bestemt sig for at sige stop.
Alligevel bliver det ikke nemt for Dwyane Wade, der forleden talte om karriere-stoppet i ESPN’s The Jump med Rachel Nichols. Her talte Wade om terapi som en mulighed, når han stopper, på grund af den store omvæltning det uden tvivl bliver efter 16 intensive sæsoner i verdens bedste basketballliga.
“Jeg talte med min kone om det. Jeg fortalte hende, at jeg selv blev nødt til at komme i terapi, og at vi også skulle gøre det sammen,” sagde han og fortsatte:
“Jeg har altid været i mod at folk, der ikke kender mig vil fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv, men jeg bliver nødt til at tale med en om det her. Det er en kæmpe forandring. Selvom jeg har et langt liv at leve, hvor jeg kan opnå flere store ting, er det ikke det samme. Det kommer til at blive anderledes,” sagde Wade.
Om sin karriere afsluttede Dwyane Wade med at udtrykke sin tilfredshed over det hæder han har opnået.
“Den kunne ikke være bedre. Det er en best-seller. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv,” sagde Wade.
Mange har efterspurgt, at Wade fortsætter karrieren en enkelt sæson endnu, efter han har leveret den ene store kamp efter den anden. Det bliver dog ikke en mulighed siger hovedpersonen selv.
“Jeg stopper som D-Wade burde stoppe, forstår du? Lige nu kan vi stadig nå slutspillet, så jeg forsøger bare at vinde hver kamp,” sagde Wade, inden han fortalte, at selvom hans krop føles godt og han kan mærke, at han stadig kan gøre en forskel, så bliver det nødt til at stoppe nu.
“Jeg har noget fantastisk derhjemme, og det har jeg ikke været hos meget længe,” sagde Wade med en klar hentydning til sin kone og nyfødte pige.
Dwyane Wade og Miami Heat ligger på en niendeplads i East blot en enkelt kamp op til den slutspilsgivende ottendeplads. I de sidste tre opgør skal Heat møde Raptors, Sixers og Nets.
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































