Draften nærmer sig, og her på Fullcourt vil vi gerne klæde dig på, så du kender de kommende NBA-spillere. Det gør vi med denne artikel-serie, hvor vi ser på de fem bedste spillere på hver position. Vi mangler kun de bedste Power Forwards og de resterende spillere, der fortjener at blive nævnt. Først er det dog Power Forwards, der kommer i fokus.
NBA sammenligning: Danilo Gallinari
| Højde | Vægt | Alder | Erfaring |
| 6’9” / 205 cm | 220 lbs / 99 kg | 19 | Sophomore |
| Points | Assists | Steals | 3pt % |
| 12,8 | 2,9 | 1,4 | 38,4 |
Franz Wagner er en af de spændende europæiske spillere i årets draft. Han kommer fra Berlin i Tyskland, hvor han blandt andet har spillet for byens hold Alba Berlin. Mange af eksperterne har ham til at blive valgt blandt de 15 første i årets draft.
Wagner valgte at gå i sin brors fodspor, da han tog til USA for at spille college i stedet for at blive i Europa. Broren er selvfølgelig Moritz Wagner, der har været i ligaen i tre år, hvor han har spillet for Lakers, Wizards, Celtics og Magic. Begge Wagner brødre valgte at spille for det ikoniske Michigan Universitet.
Franz Wagner spillede på et godt hold under en god træner, og det lignede, at de kunne gå langt i March Madness, men de måtte, ret overraskende, forlade turneringen, da UCLA slog dem ud. Sidste år havde Wagner og Michigan også haft en god chance, men turneringen blev aflyst på grund af Covid-19 pandemien.
Franz Wagner's game could fit the Warriors on Day 1 (via @MontePooleNBCS)https://t.co/ig2u2hz91W pic.twitter.com/ejWRTqB10D
— Warriors on NBCS (@NBCSWarriors) July 21, 2021
Spilleranalyse
Wagner er en ret god spiller, og han har en bredere vifte af færdigheder end sin bror, da han forlod college.
Wagner er en dygtig skytte fra distancen, og han er speciel god i catch-and-shoot situationer og i pull-up spillet. Skuddet fungerer dog også godt fra mid-range og straffekastlinjen.
Han er en glimrende playmaker med et stort overblik for holdkammerater og egne chancer. Han var en fantastisk holdspiller ved Michigan, hvilket gjorde, at han måske faldt lidt under radaren i forhold til Hunter Dickinson.
Han er en klog spiller både offensivt og defensivt. Han er en af de spillere, der bare forstår basketball helt perfekt. Han laver sjældent nogle dumme fejl, og han laver meget få turnovers.
Defensivt er han ikke den bedste, men man finder dem meget værre i denne draft. Han har lidt svært ved at følge med sin mand, når de har bolden. Wagner er ikke den hurtigste eller mest atletiske spiller, og derfor kæmper han lidt med det defensive. Han er dog god til at stjæle bolden, når han ikke dækker bolden. Han hopper ind i aflveringsbanerne og starter en kontra.
Han hopper ikke ud af bygningen, og han løber ikke fra nogen i en kontra. Han er meget højrehåndet og er nærmest bange for at afslutte med venstre. Der er nogle fysiske ting at arbejde på, men Wagner besidder en rigtig attraktiv startpakke, der kun vil udvikle sig.
Jeg overtog posten som NBA-Redaktør på siden i september 2021 med min dygtige medredaktør Mikkel Tofte Langerhuus. Jeg har været ved Fullcourt siden august 2019. Jeg har i mange år haft stor interesse for NBA, men jeg dækker også college-basketball.









































































