Ligesom i første kamp var det de forsvarende mestre, som kom bedst fra start, og de kom hurtigt foran 6-0. Cleveland slog ved stillingen 11-10 et endnu større hul, da de gik på et 10-0 run og den negative udvikling fortsatte for Boston. Cavs var foran 32-18 efter første periode.
Boston blev ved med at have problemer med at score point og holde LeBron James i defensiven. James spadserede flere gange ind i feltet, og lige meget hvem der dækkede ham op – om det var Marcus Smart, Al Horford eller Avery Bradley, så havde den firedobbelte MVP stadig nemt ved både at score og assistere sine holdkammerater.
Selvom Bostons cheftræner Brad Stevens prøvede forskellige konstellationer, så var det bare ikke nok til at sætte en prop i et flyvende Cleveland Cavaliers-mandskab. Efter første halvleg var de forsvarende mestre foran med enorme 72-31.
Den 41-point store føring til halvleg var desuden rekord for den største føring nogensinde i slutspillet ved halvleg – en rekord som havde stået siden 1978. Boston Celtics lignede heller ikke et hold, der ville komme tilbage i kampen, da udviklingen fortsatte i anden halvleg.
Ligesom man troede, at det ikke kunne blive værre for Boston Celtics, så måtte de også se deres store offensive stjerne Isaiah Thomas blive skadet i anden periode. Thomas kom aldrig tilbage og sluttede kampen med to point efter to free throws, men nåede aldrig at ramme et skud for gulvet i de 17 minutter, som han nåede at spille.
Skuffelsen var enorm blandt hjemmebane-publikummet, da Boston ikke formåede at komme tilbage i kampen. Flere gange kunne man høre utilfredse ‘buh-råb’ efter hjemmeholdet, som da heller ikke havde fortjent andet med scoringsprocent på 37,7 procent og 29,6 procent fra distancen samt 20 turnovers.
Kampen sluttede med en overbevisende sejr til Cleveland på 86-130, og de har nu vundet deres første ti kampe i slutspillet. Dermed står endnu en rekord for fald, da Los Angeles Lakers har rekorden for bedste start i slutspillet med 11-0, som de har præsteret over to ombæringer.
Cleveland sluttede sidste års finaleserie med tre sejre i streg, hvilket bringer dem op på 13 sejre i træk i slutspillet. Det er ligeledes en tangering af NBA-rekorden, som kan stå for fald i næste kamp.
LeBron James blev igen kampens topscorer og store profil, da han sluttede med 30 point, fire rebounds, syv assists, fire steals og tre blocks.
Cavs får muligheden for at lukke serien på hjemmebane, hvor de næste to kampe skal spilles. Første kamp spilles søndag.
https://www.youtube.com/watch?v=xL4nGeBXtAI
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































