Sidst den australske center Aron Baynes spillede en professionel basketball-kamp var under de Olympiske Lege i sommeren 2021. Her var Baynes en stor del af det australske hold, der havde drømme om at tage guldmedaljer, da de havde slået giganterne fra USA i deres seneste to opgør.
I Australiens anden kamp i turneringen ville alt dog ændre sig. De mødte Italien i en kamp, der kunne sikre dem videre avancement i turneringen. Mellem tredje og fjerde quarter løb Aron Baynes ned på toilet, men han vendte ikke tilbage. Et bekymret medlem af den australske stab gik ned i omklædningsrummet for at tjekke op på den australske center. Der ventede ham et skræmmende syn. Baynes lå bevidstløs på gulvet med store sår på sin ene arm.
Baynes var faldet om på vej ind i omklædningsrummet, og han faldt højst sandsynligt ind i nogle håndklæde-kroge, der forårsagede de store sår på armen. Holdets læger kom hurtigt sammen med paramedicinerne i hallen. Baynes kunne kun huske, at han løb hen mod toilettet, men intet efter det. Han var groggy, så de placerede ham på en båre. Han skulle dog stadig på toilet, så han rejste sig fra båren, men han faldt på gulvet med det samme. Han havde mistet evnen til at gå.
Under australiernes første kamp var han ude for en anden uheldig episode inden anden halvleg skulle i gang. Han havde stadig sprit på hænderne, hvilket gjorde, at hånden gled, og han faldt hårdt ned efter et dunk. Han spillede ikke resten af kampen, men det er ikke blevet bevist, at de to begivenheder har noget med hinanden at gøre.
Ensomhedens hospital
Baynes blev kørt direkte på hospitalet med en ambulance, hvor han blev scannet. En MR-scanning viste, at han havde indre blødninger, der pressede ind på hans rygrad. Det var ganske alvorligt, men det var svært for Baynes at forstå, hvad der foregik, da han havde problemer med at kommunikere med de japanske læger. Baynes’ agent Daniel Moldovan genkalder den første tid på hospitalet i Tokyo:
”Ingen kunne give os nogle svar. Vi kæmpede for at finde nogle informationer, også for at holde hans kone Rachel opdateret i Australien. Jeg ville tage det næste fly, men på det tidspunkt kunne jeg ikke engang komme til Japan”.
Aron Baynes er mand på cirka 208 centimeter, hvilket gav hospitalet i Tokyo problemer. Der var nemlig ingen senge i Baynes’ størrelse, så de måtte sætte en ekstra seng ind i fodenden. Rummet, som han var placeret i, var så småt, at hvis han kunne bevæge sine arme som normalt, ville han kunne nå begge vægge i rummet. Han var totalt isoleret fra omverden på grund af lokale regler omhandlende Covid-19. Baynes har fortalt til ESPN, hvordan han oplevede tiden på hospitalet:
”Den mest ensomme tid i mit liv var på det hospital, hvor jeg fik og mistede min bevidsthed, hvor jeg gik igennem min livsplan og mine mål, og jeg græd bare”.
Baynes fortalte også ESPN om sin onkel, der efter en ulykke blev lam fra nakken og ned. Han var bange for, hvad der kunne ske med ham selv, da han ikke var i stand til at stå selv på det tidspunkt.
De japanske læger mente, at han skulle opereres, men Baynes fik fat på en neurokirurg i Australien, der før havde set samme skade. De fik sat et program op, der ville bestå af fysisk terapi, genoptræning samt medicin. Det gav Baynes ro på igen.
Baynes var igennem helvede på det hospital. Han genkalder smerten under sin fysiske terapi, hvor han beskriver smerten som en blanding af ild, en brændende fornemmelse og at blive stukket. På 11. dagen efter ulykken var der dog fremskridt. Han kunne for første gang stå uden hjælp, og han kunne stable en kop oven på en anden kop. Glæden over at kunne disse simple ting igen fik ham til at ringe til sin kone, der sad med deres seks måneder gamle datter, der prøvede at lære de samme ting.
Medaljeceremoni og besøg fra doktor Dellavedova
Australien spillede resten af turneringen, og de gik hen og vandt bronzekampen mod Slovenien. På hospitalet lå en emotionel Baynes og så medaljeceremonien, hvor han fældede en tåre, da han hørte sit navn blive råbt op.
Dagen efter kampen fik han fint besøg. Hospitalet tillod, at han fik besøg af holdets læge og en fysisk træner 15 minutter hver dag. Det var dog ikke dem, der dukkede op på hospitalet. Holdkammeraterne Matthew Dellavedova og Nathan Sobey havde udgivet sig for at være læger, og var kommet ind til Baynes for at give ham bronzemedaljen. Dellavedova genkalder episoden:
”Det var et ret emotionelt besøg. Det havde været en lang rejse for at nå hertil, og han var så stor en del af holdet. Der var nogle tårer. Jeg ønsker ikke at komme i problemer med japanske embedsmænd, men jeg var glad for vi kunne komme derind”.
Going Down under
Aron Baynes kunne efter noget tid på det japanske hospital vende hjem til Australien. Det skulle blive endnu en tur gennem helvede. Han skulle med et specielt medicinsk fly, hvor han skulle være bedøvet gennem den otte timers lange fly-tur. Da han landede i Australien, kunne han ikke blive genforenet med sin familie, da landet havde krav om to ugers karantæne ved indrejse.
Baynes blev fragtet til et hospital i Brisbane, hvor han kunne gennemføre sin karantæne og sin genoptræning. Han var på hospitalet i cirka en måned, hvor han hele tiden forbedrede sig. Han fokuserede på små mål, hvor han gik fra at bruge kørestol til at kunne gå igen. Han skulle genlære at gå, men nogle måneder senere kunne han løbe. Baynes kunne nyde den australske sommer, som han ikke har haft mulighed for at opleve i mange år, da NBA-sæsonen har været i gang på samme tidspunkt. Onsdag i denne uge samlede han for første gang siden august en basketball op, og han skød nogle skud som en del af sin genoptræning.
Nyt mål: NBA
Foto: FIBA.com
Den nu 35-årige australier har ét mål foran sig: At vende tilbage til NBA næste sæson. Det lyder ret voldsomt, da han jo for nogle måneder siden skulle lære at gå igen. Hans agent, Daniel Moldovan, fortæller dog, hvordan Baynes er som person:
” Man kan ikke slukke for ham. Han vil gøre det otte timer hver dag, vi prøver at få ham til at slappe af, men det ligger ikke i hans natur”
Baynes vil gerne tilbage til NBA, og han glæder sig til at spille med de nye regler, hvor man kan bruge sin fysik mere:
”Det ser meget sjovere ud nu. Det var sådan jeg lærte at spille basketball, så det vil jeg virkelig gerne tilbage til. Jeg har viljen til at komme tilbage, og jeg forventer meget af de folk omkring mig. Jeg ved ikke, hvordan vejen kommer til at se ud, men jeg kommer til at give den alt, hvad jeg har i mig”.
Citaterne i historien kommer fra Brian Windhorst flotte artikel på espn.com
