Et dansk ungdomslandshold på damesiden havde inden denne turnering aldrig prøvet at vinde en EM-slutrunde. Derfor var den overraskende guldmedalje heller ikke forventningen fra Danmarks head coach Susie Heede.
“EM i Skopje for U16-damer var en fantastisk oplevelse. Guldmedaljen var ikke noget, jeg havde kalkuleret med, inden vi tog afsted. Vi fik sølv til NM i Finland, og der blev det tydeligt, at vi havde et godt hold, men hvor langt talentet rakte, vidste vi ikke. Vi drømte dog om at kunne spille mere lige med et hold som det finske til EM,” udtaler Heede til Fullcourt.dk.
Læs også: Overblik fra NM: U16-piger vandt sølv
De unge danske damer spillede en formidabel slutrunde, hvor de gik ubesejret gennem turneringen. Det tog dog lidt tid at vænne sig til de nye forhold i Makedonien, som var ganske anderledes, end hvad de havde været vant til.
“De første kampe handlede mest om at vænne sig til forholdene, herunder specielt banerne, de helt nye glatte bolde, og de meget hårde ringe, som absolut ikke sugede nogle upræcise skud. Vi tog en kamp ad gangen. Vi snakkede aldrig om resultatet af kampen, kun om hele tiden at blive en lille smule bedre, til træning og i kampene.”
Højt humør i Camp Denmark
Det danske mandskab var ikke på forhånd udråbt som en af favoritterne, men udover at de endte med guldet, så vandt de i den grad også uden for banen, hvor der liv og glade dage i Camp Denmark.
“Der er altid individuelle op- og nedture i sådan en lang turnering, og for vores spillere, som alle er vant til at spille 30 minutter per kamp på klubhold, var det hårdt at måtte nøjes med det halve, fordi der var så mange dygtige spillere, der bød ind. Men spillerne arbejdede hårdt mentalt, og pressede sig selv og hinanden til at præstere – på den fede, konstruktive måde. Og så havde vi det virkelig sjovt sammen i Camp Denmark. Faktisk så meget at de andre landes coaches ofte sagde til mig, at det var misundelsesværdigt, at vi altid var i godt humør – og bragte det med i kampene.”
Læs også: Danmarks U16-piger vinder historisk B-EM
Det gode humør medvirkede til, at holdet kom hele vejen til finalen, som blev lidt af en neglebider. De danske piger førte med 15 minutter igen 54-30, men med tre minutter igen havde Belgien hentet danskernes 24-points forspring. Belgien brændte desuden et layup til sidst, der kunne have sikret dem sejren, men heldet var i sidste ende på Danmarks side.
“Finalekampen var jo en gyser. Det har I alle set. Gameplan var i grove træk at holde deres stærke, atletiske nr. 13 (turneringens MVP, som næste sæson skal spille Euroleague!) [Lisowa Mbaka, red.] fra drives og sørge for, at deres dygtigste skytte ikke kom i gang. På angreb at spille vores store postspillere, da vi havde væsentlig mere inside-tyngde end Belgien. Det gik fornuftigt i 1. halvleg. Specielt fordi de kom i fejlproblemer, også nr. 13, som sad ude en stor del af 1. halvleg.”
Belgiens Lisowa Mbaka spillede dog store dele af fjerde periode, og det fik Danmark at mærke.
“I 4. periode var hun flyvende, og vi kunne ikke holde hende, trods forsøg på forskellige forsvarsaftaler. Hun fik trukket skytten med, og efterhånden som de fik bedre fat, fik de tro på det og fik fordelt flere point på flere spillere. Samtidig dækkede de zone, og det havde vi svært ved at knække. Vi nærmest stivnede, stod meget stille og bevægede os langsomt. Men heldigvis endte det godt og vi er stolte og glade over vores samlede præstation,” fortæller Susie Heede om den dramatiske finalekamp.
Potentialet er stort
U16-holdets præstation var historisk, og Susie Heede ligger ikke skjul på, at der er et stort potentiale blandt denne gruppe spillere.
“Der er meget stort potentiale i denne årgang, og der hviler et stort ansvar hos os ledere, både på klub- og landsholdsplan, for at skabe de bedste rammer for, at spillerne kan fortsætte deres udvikling og nå langt i deres basketballkarrierer. Naturligvis også stort tillykke til klubberne og trænerne som har fostret spillerne. Mit største ønske er, at vi med denne succes, kan skabe nogle permanente træningsmiljøer og værdier, der vil sprede sig og gavne dansk kvinde- og pigebasketball i fremtiden.”
Til slut ønskede den danske head coach at takke resten af staben, der alle har været med til at skabe denne store bedrift sammen med de talentfulde spillere.
“Udover at rose pigerne for deres fantastiske indstilling og vilje, vil jeg gerne takke min staff bestående af Ole John Nielsen, Sona Camara, Elisabeth Brynaa, Morten Carl og Peter Rønhack for et fabelagtigt stykke arbejde. De gode mennesker har knoklet og givet en masse i dette projekt, som må siges at være en succes som hele Basketball-Danmark kan være stolt af. Tak for støtten Basketball-Danmark!”
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































