Der er vilde gamewinnere som den Steph Curry hev op af hatten for Golden State mod Oklahoma i går, og så er der dem som er to tænder vildere – som den Sergio Llull hev op af hatten for Real Madrid mod Valencia her til aften. Her er “vild gamewinner” simpelthen ikke længere en passende beskrivelse, her er snarere tale om en gamewinner i kategorien fuldstændig vanvittig – langt nede på egen banehalvdel.
Med få sekunder tilbage, modtager Valencias Diot ellers bolden, som han lægger i kurven til endeløs jubel for hjemmeholdets fans, der med 1,3 sekunder tilbage, føler sig sikre på, at de nu har vundet kampen med 94-92. Real Madrid havde nemlig ikke flere timeouts, og var derfor tvunget til at starte med bolden bag egen kurv. Sergio Llull ville det dog anderledes, og ramte et uvirkeligt skud til Madrid-sejr på 94-95:
Forud var gået en kamp, hvor hjemmeholdet havde været foran det meste af kampen. Real Madrid holdt sig dog inde i kampen takket være sublime tre points-procenter kampen igennem. 16/31 var man over alle fire perioder, og ramte dermed mere end halvdelen af sine skud fra distancen.
Matchvinder Sergio Llull ramte selv fire af sine 10 tre points-scoringer, og sluttede på 17 point. Samme antal havde Andres Nocioni (der var 5/5 fra tre’eren!), mens Jaycee Carroll blev topscorer i kampen med 18 point. For Valencia blev Bojan Dubljevic topscorer med 17 point.
Real Madrid, der endda var uden profilen Sergio Rodriguez, rykker med sejren tættere på top to, med en record der nu hedder 17-4 – det samme som Laboral Kutxa, som man deler tredjepladsen med. Valencia sidder stadig på førstepladsen, som man nu dog må finde sig i at dele med Barcelona. Begge hold har en 19-2 record.
Foto: Ataimages.rs – MojaCrvenaZvezda.net









































































