En legende takker af, farvel til Dimitris Diamantidis

I skyggen af en anden legende i NBA, Kobe Bryant, der i denne sæson har sat sine ben på trægulvet for allersidste gang, siger en europæisk legende på samme tid også farvel og tak, til det der er blevet til en mindeværdig og fantastisk karriere. Nemlig den eneste ene, Dimitris Diamantidis.

Til dem der ikke følger europæisk basketball, har Diamantidis haft en utrolig stor betydning for græsk og ikke mindst europæisk basketball. Han er i den grad en af de spillere, man vil tale om mange år i fremtiden. En profil man vil savne. Både som spiller, men også som person, som leder og som et forbillede.

Diamantidis er efterhånden blevet 36 år, og trak sig fra det græske landshold tilbage i 2010. På klubplan har han dog stadig været en af de mest dominerende kræfter i Europa, hvor han kunne afgøre en kamp uden nødvendigtvis at score point. Desværre får en hver karriere en ende på et eller andet tidspunkt, og det bliver i denne sæson, har den græske legende besluttet sig for.

Diamantidis har indtil videre haft en fantastisk karriere. En karriere med masser af succes, og masser af titler. Både personlige, på klubplan, og ikke mindst med landsholdet. En karriere, der slutter af med en kroning og titlen, legende, i Euroleague-regi.

Grækeren blev nemlig den blot femte spiller til at modtage prisen som Euroleague Basketball Legend, efter Sarunas Jasikevicius tilbage i 2015, samt Juan Carlos Navarro, Ramunas Siskauskas og Theodoros Papaloukas i denne sæson, hvor Panathinaikos desværre ikke formåede at kvalificere sig til Final Four i Euroleague, efter at de blev slået ud af Laboral Kutxa i kvartfinalen.

I den hjemlige liga blev det også en noget så hård afslutning på karrieren, da Olympiacos slog Panathinaikos med 81-82 i finalen, efter en trepointsscoring af Vassilis Spanoulis over hovedet på netop Dimitris Diamantidis. Et skud han vil huske resten af sit liv, af en spiller, en ven, som rent faktisk er hans tidligere holdkkamarat fra PAO.

Men på trods af alt, vil alle huske Diamantidis for de mange detaljer, og det fantastiske spil, han har leveret år efter år. Og han fortjener da også at blive hyldet om og om igen.

Artiklen fortsætter under billedet

Den 1.96 meter høje Dimitris Diamantidis spiller normalt point guard-positionen, men har ingen problemer med at varetage opgaven som shooting guard, eller som small forward, hvor han mere kan betragtes som en ‘’Point Forward’’, i og med at han godt og vel har været alt-muligt-manden på banen. Han var nemlig en mester til alt. Rebounde, steale, assistere, og score – you name it, han kunne alt.

Til dem der ikke kender Diamantidis, så er den græske guard ikke kendt for at score vildt mange point igennem sin karriere, og det har desuden aldrig været hans force eller hans spillestil. Han er derimod den ultimative forsvarsmaskine, der sjældent ses på en basketball bane.

Mange vil score point, men Diamantidis vil spille godt forsvar! Octopus Man (Blækspruttemanden) var øgenavnet han fik i sin tidlige karriere af sine holdkammarater, på grund af sine lange arme, der gjorde, at han blev en sand forsvarsmester.

Derudover har den nu aldrende græker et fantastisk overblik for spillet, der har gjort ham til en af Europas bedste assisterende spillere igennem tiden.

Og beviser for dette er der masser af. Grækeren slog for et par år siden rekorden for flest assists i Euroleague, da han i kvartfinalen slog turneringens assist rekord med 978 af slagsen. I dag har han i alt 1241 assist. Han ejer desuden også rekorden for flest steals (432) i Euroleague. Derudover har han afgjort tonsvis af kampe i løbet af sin karriere.

Som om dette ikke var nok, er han samtidigt Mr. Clutch, når det gælder om at afgøre en kamp, uden rent faktisk at score. Men lader man ham være bag trepointslinjen, så skal han nok også afslutte kampen, og tage sejren. For han var også en fantastisk skytte.

Diamantidis er nemlig en clutch shooter. Noget som han dog først udviklede senere i sin karriere. Han er ikke en atletisk spiller, men tværtimod det stik modsatte. Han er ikke særlig hurtig, og ej heller særligt fysisk stærk. Hans basketball IQ er dog ekstremt højt, og han er altid i stand til at sætte sine holdkammarater op til et fantastisk play.

I manges øjne er han en ener i sporten. I hele hans karriere har han nemlig kun spillet for to klubber. Iraklis, og Panathinaikos, som han kom til i 2004, hvor han altså øjeblikkeligt blev en stjerne under Zeljko Obradovic. I samme periode blev han kåret til bedste forsvarsspiller i Euroleague hele 6 gange, og stemt ind på All-Euroleague First Team fire gange.

Men hvis vi skal tilbage til tidspunktet, hvor hele historien om Dimitris Diamantidis startede, skal vi helt tilbage til for 22 år siden, da han for første gang tog en bold i hænderne. Og blot 5 år, før han for alvor brød igennem som professionel basketballspiller.

Artiklen fortsætter under videoen

Hele eventyret startede i 1994

Dimitris Diamantidis er født og opvokset i det nordlige Grækenland i en by ved navn Kastoria. Det var her han fik sin basketball opvækst, hvor han startede med at spille som 14-årig tilbage i 1994, hvilket i sig selv er en relativ sen alder at starte i. Men det var altså således en stor karriere startede. Fem år senere, skrev han under på sin første profesionelle kontrakt.

Allerede som meget ung viste lille Dimitris et stort potentiale, og et overblik som man ikke tit ser hos en så ung spiller. Ikke desto mindre viste han en stor vilje til at lære mere, og et lederpotentiale, der senere skulle gøre ham til en af Europas førende generaler på banen.

På trods af det talent han bar inde med, var der alligevel nogle trænere der altså ikke troede på ham. Som helt ung, fik han rent faktisk at vide, at hvis han var villig til at arbejde rigtig, rigtig hårdt, så kunne han blive en middelmådig spiller i den bedste, eller anden bedste række i Grækenland. Dette skulle senere vise sig at blive en stor fejlobsevering.

Det var serbiske Dragan Sakota (tidligere professionel spiller og træner), der fandt frem til Diamantidis i en alder af 19 år ved en træningscamp i 1999, da Iraklis Thessaloniki, en af Grækenlands ældste klubber, søgte nye, unge, og ikke mindst billige kræfter til at forstærke holdet i søgen om fremtidig succes.

Dimitris deltog i campen via sit hold Kastoria, og Sakota fik øje på det unge talent, og skrev øjeblikkeligt under med ham, efter at han blev gjort opmærksom på hans talent få dage inden campen. Ifølge Sakota var det Diamantidises utrolige timing på banen, der fangede hans blik. Hvorend bolden valgte sin bane, så var grækeren der med det samme.

Diamantidis kom ind på holdet, og fik øjeblikkeligt debut ved siden af blandt andet en erfaren spiller i Buck Johnson, der på det tidspunkt havde syv NBA-sæsoner bag sig. I sine fem år hos Iraklis Thessaloniki hjalp han klubben til at bringe den tilbage på landkortet på trods af, at de ikke vandt nogle titler.

Det var da heller ikke overraskende, at den unge græker fik en så hurtig debut, eftersom han havde et naturligt talent for spillet. Det som trænerne hovedsageligt forbinder med Diamantidis er forsvar, og en detalje der sjældendt ses hos europæiske guards, nemlig følelsen for blocks.

Dette kom Iraklis spillere hurtigt til at føle på deres egen krop. Diamantidis blev nemlig parret sammen med den daværende tyske landsholdsspiller, Marko Pesic til træning, der især blev udsat for Diamantidis kvaliteter. Pesic fik tit nyt udstyr såsom trøjer, sko m.m fra Adidas, og efter et stykke tid begyndte Pesic at tilbyde Diamantidis alle former for udstyr, bare så denne ville stoppe med at blocke ham til hver træning.

Lige siden han trådte ind på den store scene, begyndte han at vise Pippens, og Rodmans evner til at påvirke spillet uden at skulle score point. På banen var det forsvaret der bar præg af hans spil. Det som mange unge spillere kun har 1% af, havde Diamantidis allerede fra første dag af. Et fantastisk spil, med uvirkeligt godt defensivt spil. Men med et vingefang på 211 cm, er det heller ikke overraskende at Diamantidis blev så dominant en spiller ift. både steals, rebounds og blocks.

Han dukkede op, når de andre mindst ventede det, og han kunne ændre kampens forløb med sit spil. Der er ikke mange guards i Europa, der med deres forsvar i de sidste tre minutter kan vinde kampen.

Udover Diamantidis er det svært at komme med et andet eksempel. For at understrege hans eminente forsvarsevner yderligere kan man spørge, hvor mange guards i Europa har nogensinde været holdets bedste blocker i en sæson? Diamantidis var det ihvertfaldt i den bedste græske liga for både Iraklis og senere hen Panathinaikos!

Angrebet, og det at score point, var derimod ikke noget han var særligt meget interesseret i. Ihvertfald ikke i starten af karrieren.

Artiklen fortsætter under billedet

Karrieren begyndte at tage fart i 2004

Når en spiller udenfor ligaens top to hold (Panathinaikos og Olympiacos), formår at præstere store ting, så er det nærmest naturligt, at de meget hurtigt i den nærmeste fremtid, også ville ende i netop en af de to mægtige klubber.

Efter hans MVP triumf i 2003-04 sæsonen med Iraklis var den unge stjerne tæt på at skrive under med Olympiacos. Men skæbnen ville ham anderledes, og det blev i sidste ende rivalerne fra Panathinaikos, der løb afsted med underskriften. og da blækket blev tørt på papiret, blev en historie og en karriere skabt, som mange kun kan drømme om.

Den mest vindende europæiske træner nogensinde, Zeljko Obradovic, havde brug for unge kræfter på holdet, efter at serbiske Dejan Bodiroga forlod klubben. På den måde blev måske det bedste samarbejde nogensinde mellem træner og spiller skabt i Europa. Resten er historie. Sammen vandt de nemlig syv græske mesterskaber, seks græske pokalturneringer og tre Euroleague titler.

”Det er logisk, at når man kommer fra et hold som Iraklis, til Panathinaikos er niveauet er højere. Alt er anderledes. Men så længe man er mentalt til stede, kan man tilpasse sig og vænne sig til det.” udtalte han i et interview om skiftet til Eurohoops.

Selvom det var svært i starten for den unge græker, så viste han hurtigt sine kvaliteter. For i Panathinaikos begyndte Diamantidises nye spillerudvikling. Her blev han nemlig tvunget til at skyde, eller at åbne munden og råbe op. Som tidligere nævnt var Diamantidis den fødte leder, dog ikke med munden, men derimod med sit spil. Hans spil talte nemlig højere end hans egen stemme, og det udnyttede Obradovic til perfektioner.

Fra lowpost udfordrede han typisk de lavere guards, og var ekseptionel med sine pick ’n’ rolls, hvor han også elskede at returnere bolden til et åbent skud. Når han selv skulle tage en afslutning, gjorde han det også, men ikke med god vilje.

I sine ni sæsoner i Euroleague har Dimitris Diamantidis nemlig kun i to sæsoner (2010/11, 2011/12) scoret to-cifret pointantal i gennemsnit (53.9% for to point og 37.5% for tre point i Euroleague). Men når det virkeligt gjaldt og kampen kogte, så kunne han nærmest altid ramme trepointsskudet. I sin karriere skød grækeren desuden 75% bag straffekastslinjen, men der er næppe nogen, der kan huske, at han har brændt et vigtigt straffekast.

Dimitris Diamantidis har desuden flere hold- og personlige trofæer i sin tolv års lange karriere end nogen anden spiller. Han har i alt vundet tre Euroleague-titler med Panathinaikos i 2007, 2009 og 2011. I den første og i den sidste af disse tre blev han samtidigt også kåret til Final Four MVP. Året 2011 var også den sæson, hvor Diamantidis spillede sin absolut bedste sæson i Euroleague, altså samme år som Panathinaikos vandt sin sidste titel. Her snittede han 12.5 point, 6.2 assists, 3.9 rebounds og 1.6 steals pr. kamp.

Udover Euroleague, har han ført Panathinaikos til det græske mesterskab ni gange, og vundet ti pokalturneringer. Derudover har han personlige titler, som ikke mange kan prale af.

Seks gange er han blevet kåret til MVP i den græske liga (2004, 2006–2008, 2011, 2014), og ligeledes seks gange til MVP i liga-finalen (2006–2009, 2011, 2014), og sidst men ikke mindst to MVP-titler i den græske Cup (2009, 2016).

I Euroleague er der ikke ligeså mange titler at tale om, men den sidste, som Diamantidis modtog fortæller trods alt hele historien. Seks gange er han blevet kåret til Euroleague best Defender (2005-2009, 2011), hvor af den første gang, var i hans allerførste sæson i Euroleague!

To gange blev han desuden Euroleague assist leader (2011, 2014), og i år blev han endeligt også kåret som ”Legend” i Euroleague, hvilket er fuld fortjent.

Artiklen fortsætter under billedet

En legende bliver skabt

Titlen som legende i Grækenland og i europæisk basketball begyndte for alvor at tage form mange år før. Nemlig i løbet af Eurobasket 2005 (EM).

Igennem hele turneringen spillede Grækenland i en mærkværdig rytme, og endte med at vinde trofæet og titlen som EM-mestre for blot anden gang i landets historie. De havde et godt hold, men hold som Serbien, Frankrig, Spanien, Rusland, Kroatien og Litauen var alle større favoritter til at tage guldet.

Efter at de fik presset sig ind i semifinalen, virkede deres eventyr ved slutrunden til at være forbi. Grækenland var bagud med 7 point med 45 sekunder igen af kampen mod Frankrig.

Men så dukkede Dimitris Diamantidis op i kampen, og sendte hele Grækenland i trance med sin tre-pointsscoring der sendte dem videre til finalen med en et-pointssejr 67-66.

I finalen var det ligegyldigt hvem de mødte, for de var ustoppelige. De slog Tyskland med 62-78, og så var guldet hjemme, for anden gang for landsholdet, og første gang for Diamantidis. Ved samme slutrunde var han den spiller med flest assists, og blev samtidigt stemt ind på All-Tournament Teamet.

Historien slutter dog ikke her. For et år senere, ved VM i Japan i 2006 stødte grækerne ind i Dream Team, USA, i semifinalen. Et hold med Lebron, Wade, Paul, Howard og Carmelo virkede ikke til at kunne falde mod Grækenland. USA så da også i en lang periode ud til at vinde kampen, men så dukkede Diamantidis op igen, med et play, der ændrede kampen fuldstændigt.

Chris Paul var på vej mod kurven til det, der så ud som et nemt lay-up, men Diamantidis smadrede bolden i pladen med et block. Før dette havde grækerne løbet rundt i panik på banen mod de mægtige amerikanere, men herfter afholdte de et sandt pick-and-roll clinic i angrebet. En kamp som de vandt 101-95. Grækenland tabte dog i finalen til et stærkt spansk landshold med 70-47.

De samme ting så vi på klubplan. PAO dominerede på mange fronter, og Diamanantidis var vendepunktet i mange tilfælde. Man så ham aldrig spille for hans egen statistik, eller forcere sit skud. Hvis der var en holdkammerat fri, så fik han bolden. Det kunne ikke være anderledes. Egoisme var bare ikke i hans ordforråd!

To gange nåede han også at spille med ved de Olympiske Lege i 2004 i Grækenland og i 2008 i Bejing. Begge gange blev Grækenland nr. 5, og begge gange tabte de til Argentina i kvartfinalen.

Den 4. september 2010 sluttede hele landsholdseventyret dog. På denne dato valgte Dimitris Diamantidis at trække sig fra landsholdet og lade yngre kræfter komme til, efter at Grækenland tabte til Spanien 80-72 i ottendedelsfinalen ved VM. Han nåede at spille 124 kampe og score 760 point (6.13 point pr. kamp) for landsholdet, og vinde en EM-guldmedalje, og VM-sølvmedalje.

Den sidste pressekonference og de sidste ord

Dimitris Diamantidis er som nævnt en meget sky person. En person, der ikke kan lide at tale meget, med mindre han har noget vigtigt at sige. Alligevel blev afskeden med den legendariske spiller noget så rørende, da han gav sin sidste pressekonference efter nederlaget til Olympiacos i den græske finale.

‘’Dette er…. en mærkelig aften for mig og holdet,’’ indledte Diamantidis med at fortælle til pressekonferencen, og fortsatte:

”I alle disse år, hvor jeg har spillet basketball for dette hold, forventede jeg ikke at opleve alt det, jeg har været igennem. Jeg er virkeligt velsignet. Det jeg gik igennem med Iraklis var fantastisk. Det gav mig chancen til at komme til Panathinaikos. Alle mennesker hjalp mig meget, og jeg vil gerne takke dem alle.”

”I de 12 år i Panathinaikos har jeg oplevet nogle fantastiske ting. Ting som jeg håber alle atleter kunne opleve. Jeg vil gerne takke fansene for den kærlighed de har vist mig,” fortæller han, inden han indrømmer at han måske ikke helt har været den mest aktive spiller i forhold til at snakke med pressen.

Herefter indrømmede Diamantidis at han ikke nødendigvis altid var den nemmeste spiller at tale med. En ting, der fik hele salen til at få bløde knæ.

”Jeg ved godt, jeg ikke altid var den bedste at snakke med med jer journalister. Men jeg har en filosofi for, hvordan forholdet mellem journalister og atleter er. Jeg vil gerne takke jer, og ønsker jer alt det bedste i fremtiden,” udtalte Diamantidis, og blev efterfulgt af en lang klap-salve af de mange journalister.

Selvom Diamantidis har vidst, at i år var året, hvor det hele sluttede. Så er det stadigvæk utroligt svært for ham at indse, at det hele virkeligt er forbi. En lang karriere, der har nået enden. Et eventyr, der desværre ikke fik den lykkelige slutning som han og hele europa havde ønsket.

”Jeg vil gerne sige, at det at et svært øjeblik for mig at vide, at jeg ikke kommer til at være der sammen med holdet i september for at gøre klar til næste sæson. Lige nu er det ikke gået op for mig, at jeg trækker mig. Min beslutning er dog velovervejet,” afsluttede legenden af med at udtale til pressekonferencen.

En rørende afsked, der fik flere af de tilstedeværende til at fælde en tåre. En tåre for en af de bedste spillere nogensinde i europæisk basketball.

Dimitris Diamantidis – En stjerne, der ikke ønskede at være stjerne

Dimitris Diamantidis var en sand stjerne. Selvom medierne og tilskuerne så ham som en stjerne, så var det aldrig rigtig noget, som han brød sig om. Han var simpelthen ikke skabt til en sådan tilværelse. Ihvertfald ikke hans personlighed. Han ville gøre alt for sin klub og på banen. Han ville spille pragtfuldt basketball, men når det gjaldt kameraer og medierne, så ville han altså gerne være anonym.

På trods af sin store succes i Europa, tog Diamantides aldrig turen over Atlanten til NBA. I følge ham selv fordi at spillestilen i verdens bedste liga, ikke helt passede ham. Han ville hellere blive i Europa, og spille for Panathinaikos. Derudover slog han i flere omgange fast, at han aldrig havde fået et tilbud, på trods af at flere af hans holdkammarater, og venner udtalte at han havde masser af tilbud.

Enhver træner i NBA ville på trods af hans udtalelser kunne have fundet plads til ham på holdet, og givet ham en rolle, hvor han kunne blomstre yderligere, og have bidraget med store ting, eftersom hans spillestil er så alsidig og IQ’en eminent.

Men måske var det angsten, for det store mediecirkus, der skræmte grækeren væk. De rolige omgivelser i hjemlandet Grækenland, og klubben han kendte ind og ud, var den bedste plads for ham. For hans manglende kvaliteter til at kunne spille i NBA er på ingen måder sand.

Sandheden får vi næppe at vide, men en ting er dog sikkert. Hans valg om at blive i Europa, har gjort ham til en sand legende, som næppe vil blive glemt foreløbigt. En spiller som man vil savne, efter at han spiller den sidste kamp i O.A.K.A Arena i denne sæson, og når tilskuerne kan tilbede ham, en allersidste gang, før hele eventyret er forbi.

Sangene fra Gate 13, og den grønne trøje var hans liv. Og han holdte sit ord om at blive i den græske hovedstad. Han solgte hverken klubben, eller sin sjæl for penge og rigdom. Han fulgte sin egen vej, og inspirerede en masse unge spillere til at gøre præcis det samme.

(Foto: Ivica Veselinov – MojaCrvenaZvezda.net)