Overskriften lyder måske lidt voldsom, men de tre spillere er godt og vel dem, der har båret Tjekkiet igennem EM. Og det kan måske vise sig ikke at være nok i dag mod Serbien.
Serbien møder Tjekkiet i kvartfinalen, efter at serberne slog Finland med noget besvær i ottendedelsfinalen. Frankrig havde dog samme problemer mod et ubehageligt finsk landshold der spiller anderledes basketball. Udover det, så har de virket ustoppelige, og sultne efter mere succes efter sidste år, hvor de kom i finalen ved VM og fik sølvmedaljer.
Tjekkiet derimod er for første gang nogensinde i en kvartfinale, som selvstændigt land. Og her endte de efter en noget overraskende sejr over Kroatien, der godt og vel stod for et fælles kollaps mod tjekkerne for få dage siden.
Læs også: Stjernespækket Kroatien kollapsede mod Tjekkiet
Men Serbien er ikke Kroatien, som har spillet mildest talt ringe ved denne slutrunde på trods af et stjernespækket landshold med Saric, Hezonja, Tomic, Simon, og Bogdanovic, som burde have nået længere og spillet langt bedre.
Serbien er ubesejret ved EM med 6 sejre i træk over, Spanien, Tyskland, Island, Tyrkiet, Italien og Finland. Serbien er rent faktisk ubesejret i langt flere kampe. I alt 14 kampe, hvis vi også tæller træningskampene før Eurobasket med – Ganske enkelt skræmmende.
Tjekkiet har derimod 4 sejre mod Estland, Ukraine, Belgien og Kroatien i ottendedelsfinalen samt to nederlag til Letland og Litauen.
Artiklen fortsætter under billedet
De kommer i fokus
Serbien mod Tjekkiet, Satoransky mod Teodosic, hvem kan lede sit hold bedst? Sådan beskrives denne kamp af mange.
Og der er da også noget om snakken. Tomas Satoransky der har været tjekkernes bedste spiller er samtidigt den spiller med flest assist ved EM-slutrunden med sine 8.8 pr. kamp, imens Milos Teodosic er lige i hælene på andenpladsen med sine 7.3 assist pr. kamp. Selvom Teodosic er nummer to, så er Serbien rent faktisk det bedst assisterende hold ved EM med 25.5 assist pr. kamp, imens Tjekkiet ligger nummer tre med 22.3 pr. kamp. Men der er altså andre end de to spillere der kan afgøre kampen.
Miroslav Raduljica har nemlig fundet sit beast-mode frem fra sidste år ved VM. Mange frygtede at hans manglende spilletid i sidste sæson ville have en negativ effekt ved hans slutrunde. Men det ser langsomt ud som om at han er ved at vågne op fra sit hi efter den fantastiske præstation mod Finland, hvor han scorede 27 point og skød 91.7% fra gulvet. Udover det, tog han 4 rebounds, og fik 1 block.
Læs også: Serbien marcherer videre til kvartfinalen
Raduljica skal formentligt kæmpe under kurven med Jan Vesely fra Tjekkiet, der som sagt har været en af de bærende kræfter på holdet, og nok den bedste tjekkiske spiller. Fenerbahce Ulker spilleren har snittet 16.8 point, 9 rebounds og 1 assist pr. kamp, og skal helt sikkert lukkes ned hvis Serbien ønsker at komme forbi Tjekkiet og i semifinalen. Det bliver dog ikke nemt eftersom han er den anden bedste reboundene spiller ved EM, og en spiller der kender mange af de serbiske spillere fra sin tid i Partizan Beograd.
En anden kamp der skal udkæmpes er kampen mellem Blake Schilb og Nemanja Bjelica. Schilb kender nogle af de serbiske spillere fra hans ophold i KK Crvena Zvezda i 13-14 sæsonen, men Nemanja Bjelica med sine fantastiske præstationer ved EM bliver ikke en nem pille at sluge for amerikaneren. Med sine 14.8 point, 6.7 rebounds og 2.8 assist pr. kamp, samt gamewinner mod Tyskland, og høj klasse mod Spanien bliver han svær at stoppe. Galatasaray spilleren Blake Schilb, der har været en af Tjekkiets bedste spillere med sine 11.8 point, 3.5 rebounds og 2.3 assist pr. kamp, kommer dermed på en hård prøve i dag.
Serbien har overordnet set et langt dybere hold end Tjekkerne, og spillere der godt og vel ud af det blå kunne eksplodere. Som fx. Bogdan Bogdanovic der pr. dags dato ikke endnu har leveret en stor præstation. Men det kunne sagtens ske i dag. Derudover er der Kuzmic under kurven, samt Nedovic, og Kalinic, der begge to er to eksplosive spillere. I den anden lejr er det dog meget svært at se hvem der skulle gå hen og levere en ekstraordinær præstation.
Artiklen fortsætter under billedet
Serbien skal ikke undervurdere Tjekkiet
Tjekkiets to bedste spillere er Satoransky på 24 år og Jan Vesely på 25 år. To spillere der ikke har stået i denne her situation før, imens serberne har masser af erfaring fra tidligere situationer ved store slutrunder, og for deres respektive klubber.
Men selvom rutinen og erfaringen mangler, så spiller Tjekkiet som mandfolk med masser af selvtillid. Euforien over at have slået Kroatien er da også stor i den tjekkiske lejr, der er helt sikre på at de sagtens kan skabe overraskelsen og slå Serbien i kvartfinalen.
”Serberne kan sagtens komme ud for det samme som Kroatien! Og vi forbereder os på samme måde. Hvis vi i stand til at læse kroaternes spil, kan vi også gøre det samme med serberne.” udtaler en selvsikker Pavel Pumprla til sport.idnes.cz.
Og netop samme selvtillid har man også kunnet mærke i tjekkernes spil, hvilket statistikkerne også kan bekræfte.
Serbien skal ikke undervurdere Tjekkiet
Serbien skal nemlig ikke undervurdere tjekkerne, som har det tredje bedste forsvar ved EM-slutrunden. Tjekkiet får nemlig kun scoret 66.8 point mod sig, imens Serbien har det 10. bedste forsvar, og tillader 72.5 point pr. kamp.
Skudprocenterne er dog ens for tre-pointsforsøg, imens serberne er langt mere sikre for to point med 65.3% mod tjekkernes 50.2%. Serberne er ligeledes langt bedre fra straffekastlinien med 75.4% mod Tjekkiets 56.1%. Dermed kunne det være en ide for serberne at udnytte dette og især forsøge at sende Jan Vesely og Pumplra på linien, der KUN rammer henholdsvis 45.8% og 30%.
Læs også: Kalinic, Raduljica og Erceg til kaffe og kage hos taxachauffør
Reboundskampen er nogenlunde lige mellem de to landshold. Imens Serbien er det tredje bedste reboundene hold med 38.7, så er Tjekkiet kun en rebound baggud, som det sjette bedste hold med 37.7 pr. kamp.
Ud fra præstationerne, statistikken, historien og erfaringen så burde Serbien kunne gøre rent bord i dag mod Tjekkiet, der som sagt ikke har ligeså mange strenge at spille på hvis deres tre profiler bliver lukket ned, i forhold til Serbien. Viceverdensmestrene burde dermed befinde sig i semifinalen efter aftenens opgør.
Kampen mellem Serbien og Tjekkiet spilles i dag, onsdag, med kampstart kl. 18:30. Kampen vises desuden live på TV3 SPORT 2.
Foto: FIBA – Ciamillo Castoria – Matthaios
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.