Real Madrid er i finalen for første gang siden 2015, og det var derfor ikke overraskende nogle glade spillere der talte efter kampen.
En af dem var Jeffery Taylor, som forklarer hvad det var der gjorde at Real Madrid, overkom den dårlige start i kampen, hvor Cory Higgins fra CSKA Moscow, stjal showet.
”Vi startede ikke særligt godt, men vi kæmpede os tilbage ind i kampen,” indleder han med at fortælle og fortsætter
”De startede godt, især Corry som scorede en masse point. Så blev der lavet et par udskiftninger som virkeligt fik vendt tingene, og fik os tilbage i kampen.”
Taylor giver i kampen også masser af ros til unge Luka Doncic som endnu engang spillede en stor kamp for Real Madrid.
”Han spillede rigtig godt, og han er en af årsagerne til at vi er her.”
Real Madrid skal ved Final Four i EuroLeague spille mod tyrkiske Fenerbahce i finalen, og Taylor forventer en svær kamp, hvor der ikke er plads til fejl.
”Vi vandt hos dem, de vandt hos os. De er et svært hold at spille mod, de er virkelig organiserede, og hvis man begår en fejl så straffer de en. Vi skal bare forsøge at spille på vores præmisser og vinde kampen.”
Finalen mellem Real Madrid og Fenerbahce spilles søndag aften kl. 20.00.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































