Alba Berlin 85 – 65 Zenit St. Petersburg
(24-18, 23-13, 20-19, 18-15)
Fem år var der gået, siden tilskuerne i Mercedes-Benz Arena sidst blev forkælet med EuroLeague basket. Fredag aften stod Alba Berlin over for debutanterne i EuroLeague, russiske Zenit St. Petersburg.
Gæsterne lagde bedst ud ved at score kampens første fem point, men fra stillingen 17-15 var Alba Berlin foran i resten af kampen. Særligt i anden periode fik de tyske ligafinalister skabt et stort forspring.
Laundry Nnoko, værternes center fra Cameroon, blev topscorer med 16 point efterfulgt at den nytilkomne svensker, Marcus Ericsson, med 15 point. Gæsternes bedste var den rutinerede Will Thomas, der kom til fra Valencia i sommers. Han scorede 14 point, tog otte rebounds og havde kampens højeste effektivitet på 23.
ASVEL Lyon 82 – 63 Olympiacos
(21-24, 19-9, 16-14, 26-16)
Olympiacos er noget af et kapitel for sig i denne sæson. Klubben er i hjemlandet tvangsnedrykket til den næstbedste række, men stiller fortsat op i EuroLeague. ASVEL Lyon, der er tilbage efter 19 års fravær, er meget ambitiøse og har den tidligere NBA-spiller, Tony Parker, som en del af ledelsen.
Efter græsk dominans i første periode havde de franske mestre overraskende let spil mod de tidligere EuroLeague-mestre. Kun ni point kunne gæsterne score i anden periode, og da Lyon vandt de sidste tre perioder, endte de med den samlede sejr på 21 point.
Hjemmeholdets Jordan Taylor og Livio Jean-Charles blev delt topscorer med hver 16 point, mens Georgios Printezis med 15 point scorede flest point for gæsterne.
Olympiacos’ Nikola Milutinov og Lyons Tonye Jekiri leverede begge en double-double med henholdsvis ti point/ti rebounds og 13 point/ti rebounds. Jekiri havde også bedste den effektivitet på 25.
Zalgiris 58 – 70 Baskonia
(19-19, 11-18, 16-18, 12-15)
Efter en helt lige start på kampen, trak spanske Baskonia stille og roligt fra de litauiske mestre. Spanierne vandt de tre sidste perioder og har dermed fået en god start på årets EuroLeague.
Danske Shavon Shields leverede en stor kamp med 19 point. Et antal, der gjorde ham til topscorer. Det blev også til fem rebounds, et steal og den bedste effektivitet på 21.
Anadolu Efes 64 – 74 Barcelona
(14-19, 12-18, 20-12, 18-25)
Anadolu Efes havde en stor sæson sidste år med det tyrkiske mesterskab og en plads i finalen ved EuroLeague. Årets EuroLeague startede noget mere skuffende, da Barcelona tog en flot sejr i den tyrkiske millionby.
Selvom gæsterne havde et solidt forspring ved pausen, så lugtede hjemmeholdet blod, for inden sidste periode var forspringet på blot tre point. Det dræbte Barcelona med et godt run i starten af fjerde periode og sikrede sig en god start i årets turnering.
Nikola Mirotic fortsatte de fantastiske takter fra ligaen. Mirotic, der er vendt tilbage til Spanien efter en årrække i NBA, scorede 24 point. Han skød 5/8 fra feltet og 4/8 fra distancen, tog fire rebounds og havde en effektivitet på 22.
Valencia 71 – 96 CSKA Moskva
(17-24, 21-26, 16-26, 17-20)
Valencias tilbagevenden til EuroLeague efter et års fravær endte i noget af et mareridt. De russiske mestre, CSKA Moskva, leverede en stærk præstation, hvor de var foran fra start til slut. Sidste års topscorer i EuroLeague, Mike James, scorede fem af de første elleve point. CSKA lagde ud med et 11-2 run og så sig ikke tilbage resten af kampen.
Gæsternes Darrun Hilliard blev topscorer med 22 point efter at have skudt 5/9 fra distancen. Nyankomne Mike James scorede 20 point, 6/6 fra feltet, og en flot effektivitet på 28. Mike Tobey scorede med 14 point flest for hjemmeholdet. Det blev også til seks rebounds for Tobey.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.
