Henover jul og nytår var jeg en tur i Florida, for, for det første at nyde det skønne vejr, og for det andet opleve en masse, da det var min første gang USA. Derfor skulle jeg selvfølgelig ind og se noget NBA. Første kamp var i Orlando, hvor Magic tog i mod Houston Rockets.
Jeg havde fulgt de to hold tæt op til, for at være klædt bedst på til oplevelsen, og havde set noget nervøst til at Dwight Howard havde været skadet, og at Houston, og i særdeleshed James Harden så ud til at være et hold helt uden struktur. Da jeg bestile billetten, forventede jeg en sikker sejr til Houston, men en god opadgående formkurve af Orlando Magic betød at jeg måske kunne se frem til en noget tættere kamp – og det fik jeg i den grad.
Velorganiseret og god oplevelse i Orlando
Efter at have kørt lidt rundt i udkanten af Orlando, hvor vi havde set et par forskellige ting op til, var jeg lidt spændt på at komme ind til “downtown” hvor Amway Center lægger. Det var dog intet problem af komme til arenaen. Den lå lige op af motorvejsafkørsel, og man fik hurtigt henvist “Event Parking” af skilte, som gav en parkeringplads i et parkeringshus lige ved arenaen. Det kostede dog 20 dollars (ca. 140 kr.) at parkere her, hvilke jeg måske lige synes var i overkanten, især når man havde givet over 1000 kr. for billetten. Men hvad giver man ikke for lethed, og for at undgå besværet med at finde en parkeringsplads.
Vi var der i god tid – ca. 2 timer før kampstart. Dørene åbner som oftest en times tid før kampstart i NBA, så der var lidt ventetid. Man kunne dog få adgang til gangene omkring arenaen halvanden time før, via Orlando Magic shoppen. Så havde vi lidt tid til at købe merchandise, få noget at drikke og stillet vores sult. Priserne på dette var egentlig også acceptable. Man kunne købe en halv liters sodavand til 35 kr. eller købe en merchandisekop, man kunne tage med hjem efterfølgende, og som gav ad libitum sodavand under hele kampen for 50 kr.

Amway Center i Orlando. Foto: Casper Pedersen, Fullcourt.dk
Gardinerne til arenaen blev først åbnet præcis en time før kampstart, og det var jo et fantastisk syn der mødte en, at træde ind i så stor en arena. Med plads til knap 20000 tilskuere var det klart den største arena jeg har besøgt. Fantastisk lyd, lys og LED skærme over det hele. Virkelig et flot setup!
Det var let at finde vores pladser, og der var hele tiden god hjælp at hente fra de ansatte i arenaen. Eneste forvirrende element, var de lækre cheerleaders der rendte rundt på trapper og gangene under tilskuerpladserne og gav god stemning før kampstart.
At kampen oveni købet var over al forventning, gjorde bare oplevelsen perfekt. Evan Fournier lukkede kampen med 13 sekunder igen, og et helt vildt jubelbrøl eksploderede i arenaen. Og selvom ynglingsholdet i NBA ikke er Orlando Magic, så tog jeg da mig selv i at hoppe, danse og juble i kampens afsluttende fase. Simpelthen fordi musikken, showet og ikke mindst spillerne havde fået skovlen under mig, og man kunne kun lade sig rive med af hele atmosfæren.

James Harden under opvarmingen. Foto: Casper Pedersen, Fullcourt.dk
Efter kampen kunne man frygte at der var kaos udenfor, men rulletrapper ned fra etagerne i arenaen sørgede for at godt og hurtigt flow for at komme ud. Og på vej ud fik man også lige kastet et Orlando Magic lyn i nakken, med et magnetisk felt bagpå, så man kunne sætte den på sin bil på vej hjem. Endnu en fantastisk ting, og noget der er med til at pushe endnu mere til første gangs folk, om at få et bedre tilhørsforhold til Orlando Magic.
Parkeringshuset var også let og hurtigt at komme ud af. Og inden for 10 minutter efter kampen var vi faktisk på motorvejen, så alt i alt en perfekt oplevelse hele vejen igennem at besøge Orlando Magic!
Kaotisk og snoppet tur til Miami
Hvis man, som jeg, har besøgt diverse fodboldstadions i Danmark, så ved man også at der kan være stor forskel på at se en kamp i København og i jylland. Sådan er det også i NBA. Ligeså nede på jorden og let tilgængeligt det var i Orlando, ligeså kaotisk var det i Miami. American Airlines Arena, som Miami Heats hjemmebane hedder, lægger helt nede ved havnen i Miami – altså aller længst inde i Miami du kan komme. Det betyder også at det er enormt bøvlet at komme der til, og svært at finde parkeringspladser.

American Airlines Arena i Miami. Foto: Casper Pedersen, Fullcourt.dk
Vi gad, som i Orlando ikke kører byen rundt for at finde plads, så vi tog den først og bedste plads, som kostede penge. Her væltede jeg dog ned af stolen, da de skulle have intet mindre end 40 dollars (280 kr.) for at holde. Nuvel fik vi plads 50 meter fra arenaen, men stadigvæk et vanvittigt beløb. I Miami var vi ved arenaen ca. en time før, og der var noget mere kaos ude foran. For med alt det terror osv. der finder sted i vores verden, skal skal man tømme lommerne og igennem en metaldetektor som i lufthavnen for at komme ind til steder med større forsamlinger. Det gav en del kø ude foran, men herfra gik det let og ligetil at komme ind.
Det var den 29. december vi var der, så jeg håbede de havde et par trøjer tilbage fra juledag, da disse er helt specielle og kun sælges i begrænset oplag. Der var heldigvis lige en tilbage med Hasan Whiteside, så sådan en, snuppede jeg, skulle jeg til at sige. Men det var langt fra så let. I den lille fanshop, var der helt proppet med mennesker, selvom de havde kø ude foran til at justere hvor mange der kom ind i butikken, så var det helt umuligt at komme rundt i den. Men det lykkedes, og med lidt hast kom vi lige akkurat op og fik os noget at drikke og spise lige inden kampstart.

American Airlines Arena i Miami set indefra. Foto: Casper Pedersen, Fullcourt.dk
Arenaen i Miami er federe i mine øjne, og selve intro og stemningen generelt var også bedre. Men man mærkede virkelig problemet med at sæsonkort holderne kom dumpene i løbet af kampen. Arenaens øverste etager var totalt fyldte, mens det nederste niveau kun var halvfyldt ved kampstart. Det gav en lidt flad stemning i starten, men det kom heldigvis efter det. Desværre blev kampen en fuser set med hjemmeholdets briller, og kampens oplevelse blev derfor aldrig i nærheden af at nå kampen mellem Orlando og Houston. For lige at få det med, så var det Brooklyn Nets som var dagens modstand for Heat.
Folk begyndte også at gå med over 2 minutter igen, da hjemmeholdet var nede med +10. Det var svært at se hvordan det skulle vende, men en 3er fra Chris Bosh og en steal af Wade vækkede arenaen. Desværre havde de ikke den sidste skarphed for at skabe et vildt comeback, og de fleste i Miami gik derfor hjem med nedtrykte ansiger.
Efter kampen var det også en anden oplevelse end i Orlando. Rulletrapperne var ikke så smarte at de kunne kører begge veje, så der måtte man selv bevæge sine ben. Det gav køer på vej ud, for alle er ikke nødvendigvis lige hurtige på trapper.
Også ved bilen, var der problemer hvor det tog næsten en time at kommer på motorvejen efter kampen. Der er formentlig ikke noget at gøre ved det, når American Airlines Arena har hvad der formentlig er den flotteste placering i NBA. Men helt gennemtænkt er det dog ikke.
Vælger Orlando næste gang
Når jeg kommer til Florida igen, så vil jeg nok foretrække at besøge Amway Center i Orlando igen. Det passer mig meget bedre at der er styr på tingene, og det bare glider derudaf. Min tålmodighed er ikke helt til det hektiske og uorganiserede Miami. Alt dette krydret med at der er en masse andet at foretage sig i Orlando, og som vel at mærke er let at komme rundt til.
Hvis du ikke har været i USA og se NBA før, så håber jeg du har fået lidt ud af at læse dette indlæg. Det er bestemt en oplevelse værd, og læser du her på sitet, så vil du nok heller ikke snyde dig selv for en tur til staterne for at se NBA. Selv min kæreste synes det var interessant, og hun har ellers hidtil nægtet at se en basketkamp. Og jeg vil også sige at det overhoved ikke kan sammenlignes at sidde og se kampen på TV, om man så har det bedste surround sound og den største fladskærm i stuen.
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.









































































