Sponsor til artikel: studiemagasinet Ufiltreret.dk
Tilbage i 2016 havde vi fat i David Knudsen, der på det tidspunkt havde været på college i knap halvandet år. Han var rejst til staterne efter en solid fjerde sæson i Basketligaen for Værløse med et snit på 13,7 point, 3,5 rebounds og 1,8 assist i en alder af blot 19 år.
Nu her, mere end to år længere fremme, er han tæt på at færdiggøre sit fjerde år på Marist College, hvor han spiller skolens hold Marist Red Foxes. De seneste halvandet år på hans junior- og senior year har han været fast starter, og han har senest været topscorer for Marist i kampene mod Jaspers College med 21 point og Quinnipiac University med 17 point.
Han opnåede på sit junior year at få anerkendelsen at komme på MAAC All Academic-Team, som er en hyldest til atleter fra MAAC-konferencerne, der samtidig fuldfører to semestre og scorer et vist karaktersnit. Det var han i øvrigt eneste fra Marist College, der opnåede. Derudover blev han i starten af januar den første fra basketholdet til at opnå MAACs Student Athlete of the Week, der gives til sportsudøvere, der har leveret noget ekstraordinært.
“Der er sket rigtig mange ting på de snart fire år, jeg har været i USA. Samtidig føles det heller ikke som lang tid siden, jeg var freshman og startede mit USA-ophold. På college bliver det hele meget det samme. Man kommer ind i en rytme med både skole og basketball, som får dagene til at føles hurtige. Når jeg tænker tilbage på min tid på Marist, så er der en masse små og store op- og nedture.”
Det kan udefra lyden som drømmen at få lov til at kombinere skole med basket og bruge så mange timer på banen. Man hører om de fede tider med popularitet blandt skolens andre studerende, men bag alt det er der en virkelighed, der kræver blod, sved, tårer og i særdeleshed afsavn. Savnet af dem, man har efterladt hjemme, er ofte stort, men klarer man cuttet, så vil de fleste spillere påstå, at de er kommet styrket ud af situationen.
“I mine år på college har jeg haft nogle rigtig fede oplevelser, som jeg aldrig vil være foruden, men der er også oplevelser, der har haft en pris. Det har ikke altid været lige nemt at være væk fra familie og venner i Danmark. Når jeg tænker tilbage, er det derfor med blandede følelser af en svær, men samtidig god og lærerig tid på college. Alt det jeg forventede af college med basketball på højeste plan samt uddannelse og et sjovt socialt liv, gav Marist mig, så det er jeg utrolig glad for.”
“Men jeg har også oplevet og lært, at alle nye materielle ting kun er noget, der gør én glad i starten. De fede basketball faciliteter og alt det gear, man får, er rigtig fedt i starten, men efter noget tid, så bliver det hele bare en rutine, og man finder ud af, hvad der virkelig tæller på lang sigt – gode tætte venner og familie, og at være foruden dem er, hvad der i perioder gjorde college hårdt for mig. Alt i alt er jeg dog utrolig glad for mit ophold på Marist College.”
Udviklingens kunst har en fin balance
En af de vigtigste egenskaber i livet er at kunne udvikle sig, tage chancen og ikke være bange for at fejle. “Du misser 100% af de skud, du ikke tager” lød det engang fra ishockey-stjernen Wayne Gretzky, der er en af de bedste ishockey-spillere gennem tiden. Den reference kan man i den grad tage med over i såvel livet som på basketbanen.
At rejse langt væk fra venner, familie og den trygge base, danske spillere kommer fra, er et stort skridt og kræver mod til at turde tage indtryk til sig og udvikle sig som både person og spiller for at kunne opnå succes et nyt sted. For David Knudsen har det at måtte udvikle sig, og anerkende andre måder at spille på, naturligvis været en frustrerende proces, men i højere grad har det også hjulpet ham til at at rykke sig som spiller.
“På banen har der klart været en masse udfordringer, der har formet mig meget som spiller. Da jeg kom herover, var jeg meget en allround-spiller på banen, der både skød og drivede mod kurven en hel del. I division I college basketball er alt virkelig baseret på at vinde, og konkurrencen er super høj! Det fører til trænere, der tænker meget kortsigtet på at vinde hver eneste sæson i stedet for at tænke på udvikling af spillere, som jeg jo var vant til fra ungdommen i Danmark.”
“At få af vide præcis hvad en træner vil have, man skal gøre og ikke skal gøre, kan være lidt hårdt for egoet. Det er samtidig noget, som har formet mig og gjort mig klar til en professionel karriere, hvor jeg nu er klar til a bidrage med præcis, hvad min kommende klub vil have. På basket banen har college udviklet mig til en rigtig god 3-pointsskytte. Blandt rigtig atletiske spillere er det det, jeg har kunnet biddrage bedst med, men jeg ser også frem til at komme tilbage til Europa, hvor de fleste spillere ikke er helt ligeså atletske som her, og jeg derved kan drive bolden mere, end jeg har kunne her.”
“Uden for banen er jeg blevet langt mere moden og selvstændig, end jeg var før mit collegeophold. At være foruden danske venner og familie i fire år, på nær om sommeren, er klart noget, der har modnet mig og lært mig at være alene. Det har lært mig at tænke positive tanker og sætte ting i perspektiv, hvilket har hjulpet mig i den rigtige retning både med basketball og med min ambition indenfor skolen, der gerne skulle føre til en god business karriere.”
Anerkendelse hjælper drømmen på vej
Som tidligere nævnt har David Knudsen opnået anerkendelse for sine præstationer både på og uden for banen. Han formåede sidste år at komme på MAAC All Academic-Team og fik for nyligt udnævnelsen MAAC Student Athlete of the Week. Disse priser og anerkendelse undervejs kommer som et vigtig led i at belønne atleterne for deres store slid og de mange timers arbejde undervejs i deres college-ophold.
Samtidig kan det også give spilleren troen på, at de forandringer, der sker undervejs, er til det bedre, og at man i den grad kan se det hårde arbejde udmunde i gode præstationer og stats på banen. For David Knudsen har det haft den betydning, at han nemmere har kunne fokusere på det positive, når andre negative faktorer har fået indflydelse i dagligdagen.
“Prisen som Student Athlethe of the Week i MAAC-konferencen er en pris, som bliver givet til en studerende hver uge på tværs af alle sportsgrenene i MAAC-konferencen. Den bliver givet til en atlet, der har gjort det godt både på banen og i klasselokalet. Jeg fik både en sidste år og så en til i år på bagrund af at være en af de procentvis og pointvis bedst skydende 3-pointsskytter i MAAC konferencen op til nu mixet sammen med, at jeg har gjort det godt i skolen.”
“Det er fedt med noget anerkendelse, specielt i denne sæson, hvor det har varieret med spilletiden. Jeg snitter lidt over 20 min per kamp i år efter at have snittet 31 minutter sidste år. Det kan godt være lidt tough, men jeg har lært, at jeg bare skal fokusere på, hvad jeg kan kontrollere, og spilletid er ikke noget, jeg 100% selv kan kontrollere. Jeg er rimelig tilfreds med, hvordan jeg gør det, når jeg er på banen, så det er det jeg fokuserer på.”
“De færre minutter i år skyldes, at vi har fået en ny trænerstab, som selvfølgelig har andre filosofier end den gamle stab havde. Mindre spilletid har ikke gavnet mig, men derudover har det gavnet mig og holdet, da de forventer meget mere af os, at vi er hårdtarbejdende, og at vi vinder mere, så i det store billede er det godt. Lige på nær spilletiden, som jeg kan være lidt irriteret over, så er mit forhold til mine trænere ellers meget godt, og mine holdkammerater har jeg det også rigtig godt med, så det er super fedt.”
Det store spørgsmål
Efter fire år på college er der naturligvis ét stort spørgsmål, der skal besvares: Hvordan ser fremtiden ud? Som alle andre basketspillere drømmer David Knudsen om, at kunne komme ud og leve af at spille basket. Han går da bestemt med ting i tankerne, men alligevel har det været svært for ham at komme frem til, hvad fremtiden bringer, før han rent faktisk står i situationen og er presset til at vælge. En ting er dog sikkert – det bliver spændende for både David Knudsen og hans omgangskreds at se, hvad det kan blive til.
“Mine basketballplaner for fremtiden er rimelig åbne so far. Jeg har klart ambitioner om at starte en god professionel karriere et sted i Europa, men hvor det bliver, det ved jeg ikke endnu. Spanien, eller et andet stort basketball-land, kunne selvfølgelig være en fed oplevelse, hvis det er under de rette forhold og den rigtige klub for mig, men det er ikke noget, jeg har kigget alt for meget på endnu. Det samme gælder med Danmark.”
“Lige nu er mit fokus på at slutte min collegebasketballkarriere af på den bedst mulige måde. Derefter vil jeg gøre mig flere tanker om, hvorvidt jeg helst vil spille i Danmark eller et andet sted i Europa – men det kommer jo selvfølgelig også an på, hvilke muligheder der dukker op.”
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.



































































