Man kunne sætte mange overskrifter på torsdagens opgør i Basketligaen.
Randers Cimbria havde taget turen til Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits ventede i Rise Sparekasse Arena. Det var første gang i sæson 2022/23, at to af top fire-holdene fra sidste sæson skulle krydse klinger, hvilket alt andet lige er en stor kamp.
Der var samtidig lagt op til et gensyn med Kaninhulen for Jimmy Moore og Brandon Norfleet, der begge forlod Rabbits til fordel for Randers Cimbria i den forgangne off season.
Jimmy Moore var ikke med på sidelinjen i Randers´ sejr i sæsonpremieren mod BC Copenhagen, da papirarbejdet endnu ikke var på plads, men man håbede på, at der var styr på alt det formelle til torsdagens kamp.
Men bedst som man troede man fik Jimmy Moore at se for første gang i denne sæson, og så endda på Moore´s tidligere hjemmebane, blev man skuffet. I stedet var det Charlie Burgess, der var holdets fungerende cheftræner, da Randers tabte til Svendborg Rabbits med 69-66.
Kronjyderne førte gennem størstedelen af kampen, men sidste sæsons sølvvindere sluttede godt af og formåede således at smage sejrens sødme for første gang i denne sæson, blandt andet takket være en clutch Tyrell Kirk, der dog ellers havde spillet væsentlig under niveau kampen igennem.
God Randers-defensiv
Fra kampens start stod der ellers Randers Cimbria på det meste. Randrusianernes Jonathan Klussmann kom stærkt fra start og fortsatte de lovende takter fra kampen mod BC Copenhagen, hvor han scorede 30 point.
Det 19-årige danske stjerneskud scorede syv point i første periode, som Randers Cimbria vandt med 12-21. Randers Cimbria havde egentlig ikke leveret en fremragende periode, men defensivt fik de lukket godt ned for Svendborg, der ikke helt fik det til at køre.
Derfor kan man forestille sig, at fungerende cheftræner Charlie Burgess må have været fortrøstningsfuld ude på bænken.
Holdet fra det østjyske havde dog ikke den samme succes i anden periode, hvor Svendborg-offensiven så bedre ud efter en nervøs start.
Det førte blandt andet til, at de sydfynske værter cirka halvvejs inde i anden periode bragte sig foran for første gang i kampen. Randers kunne imidlertid gå til pause med en smal føring på 32-38 efter en første halvleg, hvor den nye kronjyske trio bestående af Jonathan Klussmann, Josh Fortune og Brandon Norfleet havde set skarp ud.
Kirk blev helten
Jonathan Klussmann er gået hen og blevet en af Randers´ absolut største profiler, siden han kom til klubben fra BK Amager forud for sidste sæson. Stortalentet lagde godt fra land i torsdagens brag i Basketligaen, men efter en flot første periode forsvandt danskeren en smule ud af kampen.
Det var ikke fordi, at han ikke sendte skuddene afsted, men det var ikke meget, han fik nettet til at blafre efter den flotte første periode.
På vej ind til fjerde og sidste periode var stillingen 54-56 i Klussmann og kompagnis favør, så der var ingenlunde noget afgjort inden kampens sidste ti minutter.
Men i fjerde periode var det ikke meget, der gik Randers´ vej. Klussmann kom slet ikke på tavlen, og Brandon Norfleet, der var holdets store profil i opgøret mod Svendborg, måtte ad to omgange lægge sig på gulvet med krampe.
Med 30 sekunder tilbage af kampen stod det helt lige. Svendborg fik bolden efter et misset trepointsforsøg af Josh Fortune, og som en kanin hevet op af hatten, ja nærmest bogstaveligt talt, sendte Svendborg-debutanten Tyrell Kirk bolden i nettet fra distancen.
Kirk havde indtil da spillet en skidt kamp for sin nye arbejdsgiver, men skuddet faldt endelig, da Svendborg havde allermest brug for det.
På det efterfølgende spil forsøgte Randers´ Bakary Camara at gøre Kirk kunsten efter, men amerikaneren missede.
Svendborg Rabbits besejrede Randers Cimbria med 69-66.
Bradley JR præsterede
Kampens topscorer var Brandon Norfleet, der gjorde det onde ved sit tidligere hold med 19 point. Topscorer for Svendborg var Fenton Bradley JR med 17 point. Bradley JR, der har en fortid i Randers, spillede en stærk kamp, hvor han skød tre for fire fra treeren. Amerikaneren havde derudover flere flotte highlights og tog ni rebounds.
Jonathan Klussmann sluttede på 11 point.
Bakary Camara noterede sig for 14 point og 13 rebounds.
Jeg er sidens redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 21 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe.
