Rasmus Søby stopper i Randers Cimbria eftersom han ikke har fået det ønskede ud af sit ophold hos kronjyderne
Det blev ikke helt det eventyr som Rasmus Søby havde ønsket sig, da han for et år siden skiftede til Randers Cimbria, efter 3 sæsoner i Aabyhøj IF og en enkelt i BC Aarhus. Den danske forward gik nemlig fra at få et gennemsnit på mellem 26 og 31 minutter på banen til blot knap 10 minutter efter skiftet til Randers Cimbria.
”Jeg tog til Randers med en forventning om at have en rolle på et hold der skulle være med i kampen om guldet. Desværre for mig, så var jeg på ingen måde en del af rotationen i Randers (red. 12 minutter i HELE slutspillet), så det er klart at det ikke har været en særlig sjov sæson for mig. På trods af dette synes jeg dog at holdet i Randers var utrolig godt, og det var på alle mulige måder en fornøjelse at spille sammen med dem alle sammen.”
Rasmus Søby fortæller desuden at problemet i følge ham i klubben handlede om at bestemte spillere blev favoriseret i forhold til andre. Derfor valgte den 24-årige forward at sige stop og midlertidligt stoppe karrieren i Basketligaen.
”Det er nu bare engang i mellem sådan i sport (på alle niveauer) at trænere – af den ene eller anden grund – favoriserer nogle spillere frem for andre. Jeg har før selv prøvet at være på den anden side af en lignende situation. Jeg synes bare det var så ekstremt i Randers, at jeg på ingen måde har lyst til at fortsætte i klubben. Man kan godt tage kampen op i sådanne situationer – og det synes jeg også at jeg gjorde langt hen af vejen – men ofte så er det bedste man kan gøre (for sin egen karriere) ganske enkelt at finde en anden klub.”
Udover Randers Cimbria har Rasmus altså en fortid i Aabyhøj IF, BC Aarhus og sidst men ikke mindst også i Bakken Bears. Forskellene på de fire klubber har været store, hvor især træningsdelen har skilt sig ud.
”Randers var MEGET anderledes end både Bakken Bears, Aabyhøj og BC Aarhus, hvor jeg før har spillet. Specielt måden vi trænede på i Randers skilte sig markant ud fra alle andre klubber og hold jeg nogensinde har spillet for. Lad os bare sige at vi spillede en hel del 5 mod 5.”
Ikke færdig med at spille basketball
Rasmus fortæller at han ikke er færdig med at spille basketball, men at han ikke ved hvor sandsynligt det er at han gør comeback i Basketligaen.
”Jeg ved ikke hvor sandsynligt det er, at jeg laver comeback i Basketligaen på et senere tidspunkt, men jeg er ALDRIG færdig med basket.”
Episoden i klubben har dog fået den 24-årige spiller til at sige helt stop med hensyn til basketball på højt plan i Basketligaen, og istedet ligge sit fokus på sine studier. Hvor han fortsætter med at spille i den kommende sæson, ved han dog endnu ikke.
”Det er nok ikke nogen hemmelighed at jeg aldrig kommer i NBA eller bliver millionær på at spille basket. Det var egentlig min plan at forsætte med at spille i Ligaen i hvertfald et par år endnu, men på baggrund af sidste sæson har jeg valgt at sige stop for nu med ligabold. Fremadrettet kommer jeg til at ligge mit fokus på studie og derigennem forsøge at finde en alternativ måde at blive millionær på, når det nu efterhånden har vist sig at jeg nok ikke bliver det igennem basket.”
”Jeg har på nuværende tidspunkt ingen anelse om hvor jeg skal spille næste sæson. Det bliver nok enten 1. division eller 2. division, men jeg ved det ærlig talt ikke. Når jeg er færdig med mine eksaminer kan jeg begynde at overveje det.”
En trænerkarriere i vente?
Udover det at være spiller, afslører Rasmus Søby overfor Fullcourt at der måske gemmer sig en træner i den unge spiller der overvejer denne mulighed for fremtiden.
”Jeg har altid haft en meget stærk holdning til alt hvad der foregår på en basketbane rent taktisk (bare spørg de trænere som har trænet mig), og på et eller andet tidspunkt i mit liv kunne jeg godt tænke mig at overføre disse holdninger og tanker til virkeligheden. Her tænker jeg eksempelvis på “nye” pick&roll og shot selection filosofier, som hele tiden udvikles verden over på baggrund af det som kaldes Advanced Basketball Metrics (APBRmetrics). Samtidig tænker jeg også på noget så simpelt som defensive rotationer i en 2-3 zone, hvor jeg gang efter gang har fanget mig selv i at være uenig med den træner jeg har haft.”
”Desværre for dansk basket er der ikke nok penge i det at være træner, så det er de allerfærreste der overhovedet har tiden til at sætte sig ind i hvad der rykker sig i basketballverdenen i forhold til coaching og taktik. På et eller andet tidspunkt kunne det da være sjovt at forsøge at gøre noget ved dette,” afslutter Rasmus Søby med at fortælle til Fullcourt.
Foto: Thorbjørn Wangen
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































