Nimrod Hilliard var en af de helt store profiler for det Horsens IC-mandskab, der genvandt mesterskabet i sidste sæson. Nu er han klar til at tage det næste skridt i den næstbedste tyske liga, 2. Bundesliga Pro A. Her har han skrevet kontrakt med Crailsheim Merlins, der rykkede ned fra landets bedste række i sidste sæson.
Hilliard ser frem til udfordringen, der uden tvivl er et skridt op ad rangstigen.
”Jeg har været velsignet med at spille under nogle af de bedste trænere i mit første år [som professionel, red.], jeg har været velsignet med at spille med nogle af de bedste holdkammerater i mit første år, og jeg har været velsignet med at vinde et mesterskab i mit første år. Nu bliver udfordringen at blive ved med at spille på det niveau år efter år og vinde mesterskaber. Jeg har vundet et mesterskab, så nu vil andet end det ikke være godt nok,” udtaler Hilliard til Fullcourt.dk.
Der er det klare mål, at den sydtyske by skal hurtigst muligt tilbage til Bundesligaen, så alt andet end oprykning med det samme vil være en mindre katastrofe.
”Klubben var i BBL i sidste sæson, og da jeg begyndte at snakke med klubben, fortalte de mig, at vores eneste mål var at vinde mesterskabet og komme tilbage til BBL,” fortæller Hilliard.
Hillard spillede en stor sæson i Danmark, hvor han kom til som afløser for Skyler Bowlin. Hilliard viste dog, at tabet af Bowlin ikke blev så stort, da han førte klubben til endnu et mesterskab, hvor han kunne lade sig hylde som Finals MVP.
Nu er han kommet til et nyt hold, hvor han igen skal finde sin rolle. Crailsheim spiller sin første kamp i sæsonen på lørdag, når de på udebane skal møde Nürnberg Falcons.
”Min rolle på holdet er at lede og kontrollere holdet som point guard. Træneren tror på mig, så jeg skal bare spille mit spil, og det vil forhåbentligt bringe os sejre – og en sejr på lørdag!” udtaler han.
Hilliard fandt sig hurtigt til rette i Horsens, hvor han fik et utroligt tæt forhold til klubben, fansene og byen. Han vil derfor på ingen måde udelukke, at han kunne finde på at vende tilbage en dag.
”Tro mig, når jeg siger til dig, at de savner mig ikke mere, end jeg savner dem!!! Horsens har de bedste fans, og de bød mig velkommen som et familiemedlem, så snart jeg landede i Danmark. Jeg savner dem oprigtigt, så selvfølgelig ville jeg det [overveje at komme tilbage, red.]!!! Jeg håber, at jeg kan komme og besøge dem snart, for jeg savner dem virkelig,” fortæller en tydeligt rørt Hilliard til Fullcourt, da snakken falder på hans gamle klub.
Foto: Boba Keseric
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































