Hvis ikke du har fået læst del 2, så klik her.
I sæsonen gik det ret godt. Team FOG Næstved endte på en solid 3. plads i grundspillet, hvor der var et godt stykke vej op til Svendborg og Bakken på den delte førsteplads, mens der var lige så langt ned til Hørsholm på 4. pladsen. Man slog SISU i to kampe i kvartfinalen, inden man fik ørene i maskinen mod Bakken Bears.
Team FOG Næstved har altid haft det svært mod Bakken Bears, og det var også tilfældet i denne sæson, hvor samtlige seks kampe blev tabt, en enkelt med blot et enkelt point. I første semifinale kom Lee Roberts og Jahmar Thorpe op og toppes efter slutfløjtet. Dette kostede begge spillere en karantæne i den efterfølgende semifinale i Næstved, hvilket var en noget større streg i regningen for hjemmeholdet end gæsterne.
“Gode, gamle Bakken Bears – dem hader jeg stadig! Som tingene udviklede sig i semifinalerne, ville jeg gerne kunne gå tilbage og ændre det, der skete. Men de var en af årsagerne til, at jeg trænede så hårdt. Selvfølgelig var det en del af spillet, men det gjorde mig sindssyg, at vi tabte til dem, især den kamp hvor jeg skulle sidde ude. Det var det værste, for jeg synes, vi fortjente bedre.”
Efterfølgende tabte man bronzekampen mod Horsens hjemme i Næstved. Det var den eneste kamp i sæsonen, som Næstved tabte til Horsens. Det første møde med østjyder var en vild oplevelse for Lee Roberts. Ikke nok med at kampen gik i dobbelt overtime, som Næstved endte med at vinde, så scorede han 37 point, hvilket var hans højeste antal i Basketligaen.
“En af de kampe, jeg husker bedst, er kampen mod Horsens. Ikke kun fordi jeg scorede en masse point, men fordi det var en hård kamp, som endte godt for os. Vi kæmpede virkelig hårdt og fortjente sejren.”
En af grundene til holdets succes vil Lee Roberts gerne sende uden for banen. Næstved Hallen var på det tidspunkt begyndt at være et berygtet sted, hvor hjemmeholdets fans var placeret bag udeholdets bænk og skabte et sandt lydinferno.
“Det her har jeg ventet på at kunne snakke om! Fans betød alt for os. Den måde, de støttede os på, var fantastisk. Vi var svære at spille mod på hjemmebane. Vi havde ligaens bedste fans uden sammenligning. Jeg vil aldrig glemme banneret, hvor jeg står med en kanin i hånden, eller deres chant til mig “Dunk that shit”, haha, det var det fedeste.”
Tæt på retur
Lee Roberts blev i sæsonen en af ligaens store profiler, men han husker en del spillere, der var svære og hårde at spille overfor.
“Generelt havde ligaen nogle talentfulde spillere. Ed (red. Morris, Aabyhøj), som blev en af mine bedste venner, var meget atletisk. Så var der Alan Vosguil (Horsens), som jeg sjovt nok spillede mod for et par uger siden med mit hold Virtus Roma. På det her tidspunkt var Darko Jukic (Aabyhøj) på vej frem, og så glemmer man ikke Andreas Jakobsen (Bakken Bears). Big Don (red. Ronald Rutherford, SISU) var hård at spille mod.”
Efter en sæson forlod Lee Roberts holdet for at bruge sommeren i australsk basket. Herefter gik turen til Japan, men det kunne være gået helt anderledes for den store forward, der aldrig glemmer sin tid i Danmark.
“For at være ærlig, så var jeg faktisk tæt på at vende tilbage til Næstved, men i sidste sekund kom der et godt tilbud fra Japan, hvor jeg kunne spille sammen med Ed Morris, og det tog jeg.”
“Jeg havde en fed tid i Danmark. Der er så mange minder. En af mine bedste oplevelser var efter en kamp hjemme mod Aabyhøj. Vi havde vundet, men efterfølgende overnattede Ed (red. Morris) og Darko (red. Jukic) i Næstved. Vi tog ud sammen og havde en fed aften. Det betød ikke noget, hvem der havde vundet og tabt bagefter. Vi havde en sjov aften ude, som jeg aldrig vil glemme.”
