Hvis ikke du har fået læst del 1, så klik her.
I 2010 skifter Lee Roberts tyske Braunschweig i den næstbedste række ud med Team FOG Næstved fra Basketligaen. Rejsen går de 450 kilometer nordpå, og her skal Lee Roberts prøve at følge op på en god sæson i det tyske.
Holdet opnår fin succes, men mangler det sidste for at vinde klubbens første sæson medaljer i bronzekampen mod Horsens, som tabes hjemme i Næstved Hallen med 83-79. Til gengæld har Lee Roberts endnu en super sæson, hvor han for alvor får vist talentet.
“2010! Det var dengang, jeg bare var en knægt, haha. Efter min første sæson i Tyskland blev jeg desværre nødt til at skifte agent, så kontrakten med Næstved var den første med min nye agent. Jeg glædede mig helt vildt til at komme til en ny klub, og så så jeg frem til at blive en del af et hold, der gerne ville være med i titelkampen.”
“Fra den dag jeg satte mine fødder i Danmark, var jeg forelsket i landet – alle talte jo engelsk, haha. Da vinteren kom var jeg ikke så imponeret mere! Haha. Ej, efter mit møde med Geof (red. Kotila, holdets daværende head coach) kunne jeg ikke vente med at komme i gang.”
“Geof var virkelig en god fyr. Han var så passioneret omkring basketball, men uden for banen var en fantastisk far og mand. Jeg besøgte ham og hans familie, da jeg vendte tilbage et par år senere, og jeg har kun godt at sige om ham.”
På det tidspunkt Lee Roberts kom til Danmark, havde klubberne en begrænsning på to amerikanere, hvilket gjorde, at holdene havde en del danske spillere.
Den grænse er i dag sat op til tre amerikanere i ligaen, mens Cotonou-reglen har åbnet op for en masse nye spillere fra eksotiske lande.
Vigtigheden af klubfølelse
Ifølge Lee Roberts er vigtigheden af nationale spillere i klubberne dog stor. På tidspunktet hvor Lee Roberts kom til klubben, havde Team FOG Næstved klubfolkene brdr.
Martin og Lars Høirup, Mikael Hansen og Peter Holm Christensen, mens det seneste klubikon, Peter Johansen, havde en ledende rolle på holdet.
“Jeg nød virkelig at hænge ud med de danske spillere. Det er dem, der er holdet. Som udlænding ved jeg, at vi bare er en del af holdet i en sæson eller to, mens de nationale spillere bliver. Det er dem, fansene holder af, og de spiller med hjertet. De kæmper for deres by.”
“Peter (red. Johansen) var virkelig en fantastisk fyr og holdkammerat. Når et hold har en spiller som Peter, så skal du bare støtte op omkring ham. Peter og jeg havde en god kemi, og da først vi lærte hinanden at kende og finde ud af hinanden styrker, så synes jeg, vi komplimenterede hinanden godt.”
“Overordnet set var denne sæson en af de sjoveste, jeg har oplevet. Jeg husker stadig alle gutterne, især dem jeg boede med, Marco (red. Rønholt), Nick (red. Nicolas Christensen), Ras (red. Rasmus Nørgaard) og Marius (red. Kasiulevicius). Vi havde det virkelig sjovt på Nygardsvy (red. Nygaardsvej, Næstved), jeg har helt sikkert stavet det forkert!”.
Lee Roberts fortæller om hadet til en bestemt klub og om en sjov gestus fra fansene. Læs med, når vi bringer del 3.
