Mandag aften skulle kamp tre mellem Bakken Bears og Horsens IC spilles i bjørnehulen i Aarhus. HIC, der med et nederlag ville tabe serien og ryge ud af slutspillet, havde ryggen mod væggen og spillede også sådan. Efter en tæt kamp blev det dog Bakken Bears der efter et flot comeback løb med en snæver sejr på 100-94 og dermed går videre til finalen.
Bjørnene halter bagefter
Kampen startede stille og roligt ud med nogle lange boldbesiddelser og godt forsvar. Efter fem minutters spil, var der blot blevet scoret 15 point – ti til Bakken og fem til HIC. Gustav Knudsen måtte her forlade banen grundet et vrid i anklen og vendte ikke tilbage. Herefter gik Horsens på et 20-7 run i periodens sidste fem minutter og vandt første periode 25-17.
Bakken kæmpede også i anden periode med at få gang i angrebet, og efter 15 minutters spil havde de blot scoret 24 point. Horsens derimod havde efter en 3-pointsscoring fra Carlino scoret 36 point og var foran med 12.
HIC var flere gange ved at stikke af, men Elijah Childs ramte to 3-pointsskud og et layup. Det holdte føringen nede på 43-34 med tre minutter tilbage af perioden.
Bjørnene blev ved med at kæmpe og fik sænket føringen lidt efter nogle frikast og en treer fra Skyler Flatten. HIC havde dog tilsyneladende et modsvar hver gang og efter to 3-pointsscoringer fra HIC gik holdene til pause til en 51-40 føring til Horsens.
Store runs fra begge sider
HIC kom igen bedst ud til tredje periode, og det var tydeligt at se, at de spillede for at redde sæsonen. Bakken kunne ikke holde dem fra at score og efter fem minutters spil var de bagud med 19.
Det var det wakeup-call Bakken havde brug for, og det resulterede i et 12-0 run til Bjørnene på blot to minutter. HIC havde smidt den store føring væk de havde kæmpet så hårdt for hele kampen. Men de kæmpede videre op og fik lidt point på tavlen. Perioden sluttede med en føring på 74-67 til HIC.
Bakken båret af hjemmebanefans
Nu var det alt eller intet for de gule, der skulle holde føringen i kampens sidste ti minutter. Det blev bare ikke den start på perioden som de håbede på. Bakken Bears åbnede med tre 3-pointsscoringer i streg og var for første gang siden første periode foran.
Holdene skiftedes herefter til at score, og HIC trak sig stadig ikke trods de mange 3-pointsscoringer fra Bakken. Skyler Flatten især kunne slet ikke misse og lavede tre 3-pointsscoringer i periodens første tre minutter, hvilket bragte ham på syv ramte i alt.

Foto: Per Bille
Støtten fra fansene i Aarhus var utrolig og det bar Bjørnene. Føringen blev større og større i løbet af de næste par minutter. Med fire minutter igen bragte Flatten Bakken foran med ni, og det så sort ud for Horsens.
Men endnu engang viste HIC fight og gik på et hurtigt 8-0 run. Efter nogle layups var stillingen 93-90 og med et minut igen var de to hold kun adskilt af tre point. Kampens sidste minut sneglede sig afsted, og der blev skudt intet mindre end 14 frikast, hvoraf der kun blev scoret på ni.
HIC prøvede ihærdigt at redde sæsonen men det lykkedes dem ikke. Det blev Morten Sahlertz der med syv sekunder igen lagde is på kampen med to ramte frikast og bragte Bakken foran med otte. Den endelige stilling blev efter et layup fra Koch Bar i kampens sidse sekund 100-94 og Horsens IC sæson var slut.
Kampen i tal
Begge hold var brandvarme bag 3-pointslinjen og ramte I alt 27 3-pointsscoringer på 55 forsøg. De skød altså 49%. Særligt Skyler Flatten var varm for Bakken og ramte syv 3-pointsskud på kun ni forsøg.
Koch Bar blev med sine 28 point kampens topscorer. Han ramte 10 ud af 13 skud fra gulvet. Skyller Flatten var den højstscorende spiller fra Bears, med sine 27 point. Elijah Childs sluttede med 22 point og Ryan Evans havde en flot double double, med 19 point, 11 rebounds og 6 assist.
Finalen starter torsdag d. 11 maj kl 16:30 i Aarhus, hvor Bjørnene skal møde vinderen af den anden semifinale.
Jeg er 22 år gammel og er bosat i Holstebro. Jeg elsker NBA og har fulgt med siden 2016.
