Det er snart 20 år siden, Adama Darboe startede sin seniorkarriere hos Hørsholm 79ers. Dengang hed spillerne Jerichow, Drejer og Bell, og den danske basketverden så noget anderledes ud.
To ting har dog ikke ændret sig på de tyve år. Den ene er, at Bakken Bears også dengang var en magtfaktor i dansk basket. DM-finalepladser siden 2003 og 14 mesterskaber på 20 år viser den dominans, Bjørnene har haft gennem en lang årrække.
Adama Darboe skal i gang med sin tredje sæson i klubben, og i de foregående to sæsoner er det blevet til to mesterskaber, en pokaltitel samt en semifinaleplads i FIBA Europe Cup.
“Det har naturligvis været superfedt at vinde en del de sidste to år. Det er jo derfor, man træner hårdt hver dag. Det har været fantastisk at vinde pokalen, to mesterskaber og nå en europæisk semifinale.”
“Bakken er traditionelt set en vindende klub, så de ved, hvordan man skal optimere samt forsøge at blive bedre hele tiden. I sidste ende så er det jo ens eget drive, som afgør, hvor man vil hen.”
Klubben havde i sidste sæson et solidt mandskab, der flere gange blev udråbt til det stærkeste i dansk baskets historie. Holdet havde blandt andet Devaughn Akoon-Purcell, der netop har skrevet under på en two-way-contract med Denver Nuggets i NBA, og finals MVP, Jaye Crockett, der er skiftet til Le Portel i den bedste Pro A.
“Vi har mistet to store profiler i form af de to, men det lå nok lidt i kortene, at de måske ville smutte efter denne sæson. Jeg er glad for, at de har fået nogle gode kontrakter for næste sæson, da de begge er nogle cool dudes. Vi har en række spillere fra sidste år, specielt de danske og Mich (Michel Diouf, red.), som er rigtig gode.”
“Jeg synes til gengæld, at Bakken har skaffet nogle rigtige gode spillere til denne sæson! Det er jo gamet, at spillere skifter efter, måske, allerede en sæson, så det er som det er.”
Kendskab til de nye drenge i klassen
Bakken Bears har sagt farvel til sidste sæsons udenlandske spillere bortset fra Michel Diouf, der har forlænget sin kontrakt. Ind er kommet amerikanerne Ryan Evans og Tobin Carberry, jamaicanske Ryan Martin og kenyanske Tyler Ongwae. Dermed er der fortsat en amerikanerplads åben, men Darboe er allerede nu godt tilfreds.
“Tobin og Tyler kendte jeg en lille smule til. Tobin har spillet på Island ligesom jeg, så jeg er før stødt på navnet. Derudover kender vi mange af de samme personer. Tyler har spilet i Södertälje, dog efter mig, men jeg har kun hørt rigtig gode ting om ham.
“Vi har trænet hårdt de sidste ti dages tid, og jeg har oplevet, at de begge sgu er gode spillere samt rigtig fine fyre!”
Med en så god sidste sæson, som tilfældet var for Bakken Bears, kan det blive svært for Darboe og co. at opnå bedre resultater. Point guarden vil dog ikke høre tale om, at se kampene, i for eksempel Champions League, som en stor oplevelse.
“Jeg hader det der med at tage tingene som en oplevelse, når man snakker om sport. Man går 100% efter at vinde, og bagefter tænker man på oplevelsen. Oplevelser er altid meget federe, når man har været bedst.”
“Vi nåede langt sidst år i FIBA Europe Cup. Vi slog hold, som er mindst lige så gode, som de hold vi skal møde i CL-kvalen. Vi skal have is i maven og tage en kamp af gangen naturligvis. Jeg er optimistisk og med selvtillid før de kommende europæiske kampe.”
Ikonet Iversen
Og så var der lige den anden ting – ham der Nicolai Iversen. Han spillede sin første kamp for Bakken Bears i 2002. Han har været i klubben af tre omgange. Den sidste var på hele syv sæsoner, hvor spilletiden automatisk blev mindre, men betydningen for holdet forblev uændret, mens anseelsen hos holdkammeraterne steg.
“Nicolai er en fucking legende i dansk basket. Han er pro, som ingen andre. Jeg har kendt og spillet sammen med Nicolai i rigtig mange år. Fra landsholdet i gamle dage, hvor jeg var en lille rookie, til Svendborg og sidst her i Bakken.”
“Han har altid arbejdet så sindsygt hårdt på, at optimerer sit game på og udenfor banen. Altid været ekstra i hallen, altid gjort det, som han behøvede for at kunne præstere optimalt. Han er et forbillede for alle, som prøver at gøre basket til en levevej.”
“Han er et ikon inden for dansk basket, og en spiller/person som ham kommer måske hvert 20. til 30. år. Jeg tror ikke, at folk forstår, hvor svært det er at have en karriere på 20 år i sportsverdenen.”
Én ting, man som udefrakommende altid har kunne se, det har været, at Nicolai Iversens er jyde med stor j. På skærmen til interviews har han altid været meget afdæmpet, hvis man ser bort fra en enkel, mindre hidsig opsang oven på en episode omkring eks-holdkammeraten Christian Lindberg.
– Darboe, kan Iversen overhovedet hidse sig op og vise vilde følelser – er han Danmarks svar på Kawhi Leonard (NBA-spiller, der sjældent fortrækker en mine, red.)?
“Hahaha, om han kan hidse sig op og blive sur? Spørg alle, som har spillet over for Nic. Hahaha. Han har sgu temperament, hvilket har resulteret i et par gode albuer lige i face hos mange spillere gennem tiden, eller også har de fået lidt fine, jyske skældsord med på vejen.”
“Når det så er sagt, så har han altid været hurtigt nede igen og taget sin lederrolle til sig. Han er en fantastisk leder. Altid god til at se udover sin egen næsetip og fokusere på næste skridt, både individuelt og holdmæssigt.”
“På det sociale plan er han fed. Han er altid klar på en kop kaffe og en snak om de forskellige problemer, man nu engang kan have. Han er god til at samle folk.”
“Jeg har lært mange ting af Nic. Han har på mange måder vist mig vejen og lært mig at være pro hver dag. Jeg kommer til at savne ham omkring holdet, det er der ingen tvivl om!”
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































