Årets positive overraskelse har i denne sæson været det nye københavnske hold, Copenhagen Wolfpack. Udover at have leveret flotte præstationer, spillet flot basketball, så har Wolfpack i år bevist mange ting for både kritikere og tvivlere.
Copenhagen Wolfpack har nemlig i denne sæson vist at man godt kan spille med en trup med blot to amerikanere, og alligevel nå langt, og samtidigt spille godt basketball.
De har indtil videre også bevist at en fusion af flere klubber ikke nødvendigvis vil betyde problemer, eller konkurs. Men, men, men, det kræver dog et par ting hvis det hele skal gå op i en højere enhed, både på og udenfor banen.
En ting er dog sikkert, klubben vil fortsætte med at udvikle sig, og forbedre sig på alle aspekter til næste sæson, fortæller sportsdirektøren Tommy Nielsen.
”Vi skal ikke gentage noget, vi skal ud og gøre det bedre ud fra de forudsætninger der er til rådighed. Vi skal ligesom i denne sæson være den bedste klub krone for placering/sejre.” indleder han med at fortælle i interviewet med Fullcourt.
Udenfor banen
Udenfor banen har man valgt ikke at gå hen og satse stort på nyindkøbte spillere, store profiler, og dyre udenlandske spillere, men valgt at sammensætte holdet, ved at tiltrække en række gode danske spillere, krydret med to rigtig gode amerikanere. Man har derfor ikke gået hen og sprunget budgettet fuldstændigt, men holdt sig så vidt muligt tilbage.
Eneste problem for Copenhagen Wolfpack udenfor banen i følge mange, har dog været det faktum at man spiller på forskellige hjemmebaner. Holdet har nemlig spillet i blandt andet Glostrup, Ballerup og Frederiksberg. Dette har måske skadet deres tilskuertal en smule idet man ikke har kunnet opbygge én fast hjemmebane, men dette er var noget man vil arbejde med i fremtiden fortalte Henrik Dissing til Fullcourt tidligere på sæsonen. Se interviewet ved at klikke her.
I dag fortæller sportsdirektøren Tommy Nielsen dog at han personligt ikke kan se problematikken i at spille på flere hjemmebaner. Han savner derimod nye visioner i dansk basket.
”Jeg kan ærligt ikke se problemet, visionerne er for få i Dansk Basket. Jeg er rimelig sikker på at tilskuerne nød rammerne til de udsolgte kampe- til Julekampen imod SISU, Storsejren over Rabbits til Homecoming i Glostrup eller den udsolgte kamp i sejren over Næstved i Ballerup Super Arena. Spillerne har vist at de har fokus nok og at opbakningen betyder mere end baneforholdene. Kampafviklingsmæssigt har det været tungt og vi vil nok se en lavere rotation af hal end tidligere de kommende år.”
Altså bliver det formentligt ikke til næste sæson, at det nye københavnske hold får en fast hjemmebane, og spillerne og tilskuerne må dermed stadig forvente at skulle lidt omkring i det københavnske når kampene skal afvikles.
Ser man bort fra spørgsmålet vedrørende hjemmebaner, så har københavnerne opfyldt deres mål på det organisatoriske plan ifølge Tommy Nielsen.
”Organisatorisk skulle vi sprede Wolfpack ud til moderklubberne, så der blev taget et ejerskab. Specielt på kampafviklingssiden har jeg været sindssygt imponeret over alle de mennesker der har købt ind på det her samarbejde – frivillige der har knoklet for at få de bedste rammer i København. Vi fik genoplivet Glostrup og Glostrup Hallen og vist hvilket stort potentiale der er på Vestegnen. Vi fik afviklet to kampe i Ballerup Super Arena med et snit på 1000 tilskuere pr. Kamp og en generel stigning som ligaens duks med 91%.”
På trods af det opfyldte mål, har Wolfpack dog været en anelse for ambitiøse når man taler om klubbens forventningsafstemning, fortæller Tommy.
”Organisatorisk har vi været for ambitiøse i forhold til vores forventningsafstemning. Vi har et knaldhamrende godt produkt med Kampafvikling, Elite, udvikling, Camp & Erhverv samlet i et. Et produkt som jeg mener at ingen andre klubber vil kunne hamle op med i København på egen hånd. Men vi er ikke nået i land og det ærgrer vi os da sindssygt meget over. Vi gik netop alle til bordet omkring dette for at frigive ressourcer til klubberne & det har vi også gjort men forventningerne var større.” indrømmer sportsdirektøren overfor Fullcourt.
Sæsonen er bestået for Copenhagen Wolfpack
En succesrig sæson bag kulissen har selvfølgeligt også budt på succes på banen, hvor Copenhagen Wolfpack i denne sæson har overrasket alt og alle.
Ingen hverken på og udenfor banen havde forudset den store succes københavnerne har haft i denne sæson. Ingen havde set dem ende i toppen af grundspillet i deres første år i ligaen, og ingen havde set dem præstere det de har præsteret. Sæsonen er derfor kort sagt bestået.
”Jeg tror vi ikke man bør kalde vores sæson for andet end bestået. Den sportslige målsætning var at slutte i Top 8 og at få integreret så mange af moderklubbernes spillere på Ligaholdet som muligt. Vi ender sæsonen på en 5 plads, hvor vi efter en rigtig flot første del af sæsonen har skabt forventninger der kun kan gøres os skuffede. Vores Farmer hold i 1 div. Leverede en rigtig fornuftig sæson hvor de lavede flere overraskelser undervejs og slutter sæsonen flot af i Frankrig med en finaleplacering!” understreger sportsdirektøren.
Udover den sportslige succes er sportsdirektøren utrolig glad for at se at ungdomsarbejdet bærer frugt i Copenhagen Wolfpack, hvor flere unge spillere har vist niveau til at kunne spille på førsteholdet.
”Ja, vi har selvfølgelig eksterne og interne målsætninger. Internt så træner og arbejder vi ud fra at være de bedste i nuet og på den lange bane, jeg mener kun at et hold har været et niveau over og det var Horsens IC i samtlige kampe vi mødte dem. Jeg er sindssyg stolt over at vi på så kort tid kunne levere de resultater med så lille en økonomi og med så få udenlandske spillere. Dertil har vi vist at moderklubbernes fantastiske ungdomsarbejde bærer frugt, Iffe Lundberg, Oliver Strøh, Niki Tamjidi, Nicklas Rytter & Andreas Meilby har alle vist niveau og Wolfpack DNA -flere er på vej!”.
Eneste minuspunkt i forhold til trupopsætningen har dog været den lave rotation, som Tommy Nielsen mener at have kostet dem formen op i mod slutspillet.
”På minus siden kostede den lavede rotation formentlig den helt rigtige formkurve op imod slutspillet, vi kunne godt have fået endnu mere ud af alle de erfarne spillere og brugt minutterne bedre, trænet & behandlet med mere rettidig omhu så vi var gået videre til næste runde. Spillerne lærer og det gør vi i staben selvfølgelig også!”
De mange succesmomenter er dog ikke kommet uden udfordringer, som Wolfpack selvfølgeligt også har haft på det sportslige område, hvor det blandt andet har været rigtig svært at starte fra nul.
”Sportsligt har det været at starte på 0, vi skulle skabe en identitet hvor det at vinde, skabe roller & arbejde sammen omkring samme mål. Selvom at der skydes på København største hæmsko for at gå i Top4 er organisation, så mener jeg også at der også er andre drivere til succes. Det er her det største potentiale for Danske spillere er, men også det miljø hvor spillerne har største individuelle ambitioner. Den individuelle adfærd er egentlig den største showstopper for at spillerne ikke udlever deres & holdenes maximale potentialer.”

Wolfpack samlede en gruppe af spillere der klikkede med hinanden. Ikke ligaens bedste spillere, men spillere der forstår hinanden på banen, og som har tillid til hinanden. Og dette har altså givet gevinst.
Casper Hesseldahl har som eksempel spillet en af sine bedste sæson i karrieren i Basketligaen, og er nærmest forvandlet siden forrige sæson i Hørsholm 79ers. Han har samtidigt fået mere frihed, og hans atletiske evner er i den grad kommet til udtryk i københavnernes kampe. Iffe Lundberg der selvfølgeligt også skal nævnes pådrog sig i denne sæson en stor del af ansvaret, og har ligeledes haft fremgang i sin spil, hvor han har snittet 17.7 point, 4.1 rebounds, 3.3 assists og 2.3 steals pr. kamp.
Sidst men ikke mindst er Andreas Meilby Amundsen vokset, og er gået fra 15 min til 23 min pr. kamp, og netop han kan blive en af profilerne til næste sæson for Copenhagen Wolfpack.
En spiller på kontrakt, men flere på vej
Sæsonen er netop afsluttet og allerede er rygterne begyndt at svirre om hvem der forlader, og hvem der kommer til. Og netop Wolfpack har været en af de klubber i fokus, med det store spørgsmålstegn vedrørende hvem der bliver. Indtil videre har klubben dog kun en enkelt spiller på kontrakt.
”Vi har Andreas Meilby Amundsen på kontrakt, mens en markant del af de nuværende spillere er interesseret i at fortsætte.”
Udover Andreas Meilby er det næsten sikkert at holdets allerstørste profil Gabriel ”Iffe” Lundberg ikke tager en sæson mere i Copenhagen Wolfpack trøjen. Her skulle valget nemlig være enten College, eller en større klub i Basketligaen. Sportsdirektøren er dog fortrøstningsfuld hvis de skulle gå hen og miste den store profil.
”Der kommer altid et nyt stort ”talent” og folder sig ud hvis man giver ”talentet” forudsætningerne for det. Man glemmer hurtigt at vi mistede Alexander Bak & Nicolas Christensen i vores backcourt i sidste sæson inkl. Robert Thurman & Taylor Darby, 3-4 kampe inde i sæsonen checkede Iffe og Andreas så ind og hvem havde forventet den dominans?” fortæller Tommy Nielsen og fortsætter.
”Der skal altid være en sportslig plan B og mon ikke nogle af de spillere der checkede ind i slutspillet & 1 div. Mener at de har niveau til at være med, det mener jeg.”
Wolfpack samarbejdet fortsætter
Efter en fantastisk debutsæsonen i Basketligaen er der dog her de seneste par uger desværre også forlydt rygter om at klubben var ved gå i opløsning. Dette passer dog ikke helt i følge sportsdirektøren Tommy Nielsen.
”Det er endnu ikke konkluderet, klubberne snakker stadigvæk sammen om fremtiden. Jeg kan dog garantere at Wolfpack samarbejdet fortsætter,” understreger han overfor Fullcourt.
Han indrømmer dog at ligesom langt de fleste af klubberne i Basketligaen, har Copenhagen Wolfpack også udfordringer.
”I alle organisationer inkl. landets basketligaklubber er der udfordringer økonomisk og organisatorisk, det er ikke anderledes i Wolfpack. ‘Vi skal ligesom alle andre vinderorganisationer kende vores roller, styrker & svagheder,” afslutter Tommy Nielsen med at fortælle.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.












































































