Gabriel Iffe Lundberg, Manresa, Liga Endesa
Manresa har præsteret rigtig godt i årets første halvår, efter de rykkede op i Liga Endesa i sommers.
Inden 2018s sidste spillerunde lå klubben på en imponerende femteplads. De skulle forsøge at vinde ude over Tenerife, der har Mads Bonde i periferien af førsteholdstruppen. Det blev desværre til et tæt nederlag på 77-75.
Dermed går Manresa ind i det nye år på en syvendeplads, da Tenerife kommer á point, men er bedre indbyrdes, mens Valencia har overtaget femtepladsen med en sejr i deres kamp.
Lundberg spillede 26 minutter. Han scorede fem point, tog en enkelt rebound og lavede hele ni assist. Det blev også til et enkelt steal, inden han blev fejlet ud af kampen med fem fejl.
Shavon Shields, Baskonia, Liga Endesa
Shavon Shields stod over for en svær opgave, da de hjemme tog imod selveste Real Madrid. Baskonia har været fremrande i det første halve år og lå inden kampen placeret på andenpladsen foran netop Madrid.
Real Madrid viste sig for stærke og kunne rejse hjem til hovedstaden med en sejr på 91-74. Alle Madrids fem startede scorede et tocifret antal point.
Det blev til hele 29 minutter til Shields, der startede inde. Det var samtidig flest minutter af alle. Han scorede 12 point, tog tre rebounds og lavede et block. Han skød imponerende 6/8 fra feltet, men ramte til gengæld ikke en eneste treer.
Baskonia går ind i det nye år på en delt tredjeplads.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.