C.J. McCollum fra Portland Trail Blazers modtog sidste år statuetten for NBA’s mest forbedrede spiller. Den går, som titlen hentyder, til den spiller, der fra sidste sæson, har forbedret sit spil mest. Derfor kan den selvfølgelig ikke gå til rookies, der ikke har nogen sæson at sammenligne med.
Fullcourts ekspertpanel har herunder, givet hver deres bud på, hvem, de tror, løber med titlen som NBA’s Most Improved Player.
Aske Strandbygaard: Victor Oladipo – Oklahoma City Thunder
Der bliver fart på i Oklahoma, når Westbrook og Oladipo skal spille sammen i deres backcourt. Med Durant og Ibaka ude af billedet er Oladipo udset en stor rolle i OKC, og den vil han udnytte til at lave larm i Western Conference. Jeg tror, at han får sin helt store gennembrudssæson i Oklahoma, hvor de bliver spændende at se, om det bliver en form for organiseret kaos-bold. Underholdene bliver det i hvert fald.
Andre kandidater kunne være Zach LaVine, som var mit bud i sidste sæson; D’Angelo Russell, der viste gode glimt i slutningen af hans rookie-sæson, og nu skal fungere som stjernen på Lakers-mandskabet; Seth Curry, der er kommet til Dallas og muligvis kan få sit break through under Rick Carlisle; eller måske endda Dwight Howard, der efter nogle nedadgående sæsoner i Lakers og Houston nu virker til at have fundet glæden og sit gamle jeg i hjembyen Atlanta? Det var en del navne, men mit endelige bud bliver Oladipo (og så er jeg godt dækket ind, hvis det ikke bliver ham).
Peter Hvelplund: Steven Adams – Oklahoma City Thunder
Jeg – ligesom Aske – sender mit blik til Oklahoma City, men jeg tror, det bliver en spiller, der allerede har været hos holdet i nogle år. Nemlig den 23-årige newzealænder Steven Adams. Russell Westbrook kan komme til at drive så meget gæk med modstandernes forsvar, hvis han bare udnytter Steven Adams som roll-mand. Det tror jeg, Billy Donovan også ser, hvilket gør, at jeg tror, Adams kan udvikle sig utroligt meget på statsheetet, for det er jo der, vi kigger, når vi vælger Most Improved Player.
Steven Adams træder også kun ind i sin fjerde NBA-sæson, så hvis den nye konge i Oklahoma vil tillade det, tror jeg, Steven Adams bliver NBA’s næste sæsons Most Improved Player.
Min dark horse er Devin Booker fra Phoenix Suns. Der var meget hype om sidste sæsons yngste NBA-spiller, da han tog ligaen med storm, efter guarden Eric Bledsoe gik ned med en skade tidligt sidste år. Hvis han fortsat kommer til at få meget spilletid, så tror jeg godt, han kan løbe med titlen, men så skal han også have lov af hans to kompagnoner Bledsoe og Knight.
Magnus Guldager: Myles Turner – Indiana Pacers
Han kommer fra en rookie sæson, hvor han snittede 10.3 point, 5.5 rebounds og 1.4 blokerede skud per kamp, og det var altså kun på 22 minutter per kamp. Turner overtog pladsen fra den rutinerede Roy Hibbert der skiftede til Lakers. Han fik Pacers-fans til at glemme Roy Hibbert. Som kun 20-årig, spillede han en kæmpe rolle for Pacers i slutspillet, hvor han var Pacers’ bærende kraft i feltet i begge ender.
Sommeren har heller ikke været kedelig for den unge center/power forward, han brugte det meste af sin sommer på at spille for USA Basketball Select team, et hold som trænede mod USA’s olympiske landshold, altså en sommer hvor han har lært at af de bedste, og har fået råd fra Mike Krzyzewski og Gregg Popovich.
Min darkhorse til denne titel, er Tyler Johnson fra Miami Heat, som skal tage over for Dwyane Wade i Miami Heat. Han skrev for nyligt under på monster kontrakt på 50 millioner dollars over fire år.
Jonas Corap: Dennish Schröder – Atlanta Hawks
Dennis Schröder bliver i den kommende sæson den startende point guard for Atlanta Hawks. Det bliver han efter en tid, hvor han gennem en længere periode har stået i skyggen af Jeff Teague som var starter før hen.
Han kommer til at skulle lede angrebene og hans assist tal kommer formentlig til at stige en del, da han kan bruge Dwight Howard til at få assists via alley-oops og post ups, lidt ligesom Chris Paul og DeAndre Jordan-kombinationen. Samtidig har han mange andre gode spillere, som han kan iscenesætte.
Boblere
Gordon Hayward – Utah Jazz
Hayward er allerede en ekstremt produktiv spiller, og hvis han var at finde i Eastern Conference, havde han helt sikkert også nogle All Star-kampe på CV’et. Han mangler dog lige at tage skridtet fra klassespiller til stjernespiller, det kan han gøre både ved at score noget mere, men også bare at bringe Jazz i en favorabel situation – playoffs.
D’Angelo Russell – Los Angeles Lakers
Aske har været lidt inde på det, men hvis man kigger på Russells rookie-sæson, var han en perfekt eksempel på en spiller der lige skulle vænne sig til ligaen. Han har nu fået et år under bæltet. Han skal ikke tænkte på Kobes farvel turné, derfor kunne han godt tage titlen som Most Improved Player.
‘D’Angeruss’ ligner allerede at være en yndling hos den nye træner Luke Walton, hvorfor man kan forvente, at han nok skal få lov at sende bolden afsted, så meget han vil. Spørgsmålet er bare, om han er klar til at overtage Kobe Bryants plads i Los Angeles, eller ‘the new kid on the block’ Brandon Ingram skal tage pladsen på holdet – ligesom han har gjort det i omklædningsrummet.
Foto: Scott Ripley, Flickr