Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

EuroLeague

Optakt til gruppe C i Euroleague – Topopgør mellem PAO og Barca i sigte

Gruppe C i årets Euroleague byder på gamle kendinge som FC Barcelona og Panathinaikos, samt det litauiske storhold Zalgiris Kaunas. Disse flankeres af Lokomotiv Kuban fra Rusland, Karsiyaka fra Tyrkiet og Zielona Gora fra Polen.

De tre førstnævnte mandskaber har tidligere hjemtaget Euroleague titler, flest har Panathinaikos med seks, mens Barcelona og Zalgiris har hhv. to og en. Panathinaikos vandt senest i 2011 og Barcelona året forinden. Zalgiris’ sejr skal vi tilbage til 1999 for at finde.

Umiddelbart vil det nok også være et godt bud at tro, at netop Barcelona og Panathinaikos sætter sig på gruppens første to pladser, efterfulgt af Zalgiris og så et spændende russisk hold fra Kuban.

Barcelona - Igor Vujanovic - MojaCrvenaZvezda.net

FC Barcelona Lassa:

Barcelona kommer til turneringen som spanske vicemestre, efter et klart nederlag til sidste sæsons altdominerende europæiske mandskab, Real Madrid.

I sidste sæsons Euroleague nåede catalanerne kvartfinalen, hvor de senere finalister Olympiakos blev endestationen med en sejr på 3-1 i kampe.

Holdet coaches af Xavier Pascuel Vives, der har ved roret i klubben siden 2008. Profilerne tæller bl.a. de spanske skarpskytter Alex Abrines og Juan Carlos “Bomba” Navarro, samt den nykårede Europamester Pau Ribas. Pau, der er født i Barcelona, er netop skiftet hjem til barndomsbyen, efter at have optrådt for Valencia.

Blandt de (mange) udenlandske profiler er blandt andre svenske Marcus Eriksson på 21 år, der her til sommer blev valgt af Atlanta Hawks i årets NBA draft som nummer 50. Herudover har man den tidligere NBA-spiller Carlos Arroyo, amerikaneren Justin Doellman, det tjekkiske stortalent Tomas Satoransky samt naturligvis den kroatiske center-profil Ante Tomic. Derudover er det interessant, at grækeren Stratos Perperoglou, der har en fortid hos gruppe-rivalerne Panathinaikos, nu er at finde på holdkortet hos Barca.

Barcelona bør gå videre uden problemer, men spørgsmålet er om man kan hamle op med Panathinaikos.

Bud på placering i gruppen: 2

Formodet start fem’er:

PG: Carlos Arroyo (Puerto Rico)
SG: Pau Ribas (Spanien)
SF: Stratos Perperoglou (Grækenland)
PF: Justin Doellman (USA)
C: Ante Tomic (Kroatien)

Dmitris Diamantidis - PAO - Panathinaikos - Ivica Veselinov - MojaCrvenaZvezda.net

Dmitris Diamantidis indleder formentligt sin sidste sæson som spiller – Foto: Ivica Veselinov – MojaCrvenaZvezda.net

Panathinaikos

Panathinaikos er ligesom Barcelona, forsvarende vicemestre i den hjemlige liga. Her måtte man se sig slået af ærkerivalerne Olympiakos. Også i Euroleague led man samme skæbne som Barcelona, da man røg i kvartfinalen med cifrene 3-1 i kampe. Overmændene blev russiske CSKA Moskva, der senere endte med at vinde bronze.

Panathinaikos er dygtigt coachet af den serbiske legende Sasa Dordevic, som er tiltrådt holdet i år, sideløbende med, at han stadig passer sit job som serbisk landstræner.

På banen er holdet anført af den græske legende Dimitris Diamantidis, som har været i klubben siden 2004. Dimitris regnes af flere som en af de bedste europæiske spillere nogensinde, der aldrig tog springet til NBA, men han er dog efterhånden blevet 35 år, og angiveligt bliver denne sæson hans sidste som profesionel basketball spiller.

Af andre profiler kan nævnes den amerikanske power forward James Gist, der har været i klubben siden 2012, de to serbiske kæmper på 213 cm. Ognjen Kuzmic og Miroslav Radujica og montenegrineren Aleksandar Pavlovic. Ellers tæller holdet primært, til forskel fra Barcelona der har overvægt af udlændinge, hjemlige spillere. Her må især fremhæves den tidligere NBA-spiller Nick Calathes.

Grækerne bør ikke have problemer med at spille sig videre fra gruppen, og anført af en særdeles rutineret træner i Sasa Dordevic, bør gruppens førsteplads være indenfor rækkevidde. Derudover virker det til at man i Panathinaikos endeligt har fået opbygget et hold der kan komme rigtig langt, efter en lang periode med skuffelser.

Bud på placering i gruppen: 1

Formodet start fem’er:

PG: Nick Calathes (Grækenland)
SG: James Feldeine (Dominikanske Republik)
SF: Aleksandar Pavlovic (Montenegro)
PF: James Gist (USA)
C: Miroslav Raduljica (Serbien)

Lokomotiv Kuban:

Russiske Lokomotiv Kuban, der sidste år nåede semifinalen i den “hjemlige” liga, VTB United League, deltager i Euroleage for anden gang. Sidst man var med var i 2013-14, hvor man nåede en plads i top 16. Ellers tæller de europæiske meritter en flot sejr i den næstbedste europæiske turnering, EuroCup, som man vandt i 2013.

Kuban kan meget vel gå hen og blive en dark horse i gruppe C, og hvis alt flasker sig for dem, kan de måske endda gå hen og byde nogle af de mere erfarne hold i gruppen op til dans. Man har i hvert fald lykkedes med, at samle flere spillere med NBA-erfaring, f.eks. den nykårede spanske Europamester Victor Claver (tidligere Portland Trail Blazers), men også Anthony Randolph, der tidligere har spillet i bl.a. Denver Nuggets inden han skiftede til russerne sidste sommer, og Chris Singleton der spillede i Washington Wizards i tre år fra 2011 til 2014. Ellers består holdet fortrinsvist af russere.

Umiddelbart tror undertegnede på, at Kuban snupper den sidste plads i top 16 fra gruppe C, men det kan ikke udelukkes at man hopper en plads højere op i tabellen.

Bud på placering i gruppen: 4

Formodet start fem’er:

PG: Dontaye Draper (Kroatien)
SG: Malcolm Delaney (USA)
SF: Chris Singleton (USA)
PF: Victor Claver (Spanien)
C: Kyrolo Fesenko (Ukraine)

Zalgiris Kaunas - Ivica Vujanovic - MojaCrvenaZvezda.net

Zalgiris Kaunas – Ivica Vujanovic – MojaCrvenaZvezda.net

Zalgiris Kaunas

Zalgiris vandt i sommers sit femte litauiske mesterskab på stribe, mens deltagelsen i Euroleague blev knap så succesfuldt. Her gik man ganske vist videre fra første gruppespil, men fra andet gruppespil nåede man ikke avancement, da bl.a. grupperivalerne i årets gruppe C, Barcelona og Panathinaikos, distancerede litauerne,

Blandt profilerne er fem mand fra det litauiske landshold der vandt EM-sølv i sidste måned, nemlig Mantas Kalnietis, Renaldas Seibuitis, anfører Paulius Jankunas, Robertas Javtokas og Lukas Lekavicius. Derudover må en anden litauisk profil, nemlig Martynas Pocius – der er hentet hjem fra tyrkiske Galatasaray – fremhæves.

Herfra er der ikke den store tvivl om, at Zalgiris går videre fra årets indledende gruppespil, og jeg tror også umiddelbart at de formår at holde et ellers spændende russisk mandskab fra Kuban bag sig.

Bud på placering i gruppen: 3

Formodet start fem’er:

PG: Mantas Kalnietis (Litauen)
SG: Renaldas Seibutis (Litauen)
SF: Martynas Pocius (Litauen)
PF: Paulius Jankunas (Litauen)
C: Robertas Javtokas (Litauen)

Pinar Karsiyaka:

Karsiyaka fra Tyrkiet er et nyt bekendtskab for Euroleague, der aldrig tidligere har haft deltagelse af holdet fra Izmir-egnen. De forsvarende tyrkiske mestre har i det hele taget ikke så forfærdeligt meget europæisk erfaring, og bedste resultat til dato, har været sidste års kvartfinaleplads i EuroCup.

En af tyrkernes vigtigste spillere er den colombianske center Juan Palacios, og resten af truppen er sammensat af tyrkiske spillere flankeret af fem amerikanere, ingen dog med NBA-erfaring.

Undertegnede har ikke det store kendskab til de tyrkiske mestre, men ser frem til at blive klogere på holdet i løbet af turneringen. Umiddelbart bliver det dog næppe til avancement, og tyrkerne kan formentlig se frem til deltagelse i EuroCup efter indledende gruppespil.

Bud på placering i gruppen: 5

Formodet start fem’er:

PG: Joe Ragland (USA)
SG: Justin Carter (USA)
SF: Josh Carter (USA)
PF: Kenny Gabriel (USA)
C: Juan Palacios (Colombia)

Stelmet Zielona Gora:

Gruppens sidste hold der de polske mestre fra Zielona Goa, der deltager i Euroleague for anden gang. Eneste hidtidige deltagelse var tilbage i 2013-14, hvor man ikke gik videre fra indledende gruppespil.

Holdet er bygget op omkring en bred stamme af polske spillere – herunder flere landsholdsspillere, suppleret af de udenlandske profiler Vlad Moldoveanu fra Rumænien, Dejan Borovnjak fra Serbien, Nemanja Djurisic fra Montenegro og amerikanerne Dee Bost og J.R. Reynolds.

Truppen er umiddelbart den smalleste i puljen, og videre deltagelse i Euroleague er ikke særlig sandsynlig. Jeg vil blive overrasket hvis det ikke bliver til en sidsteplads i gruppen for polakkerne.

Bud på placering i gruppen: 6

Formodet start fem’er:

PG: Dee Bost (USA)
SG: J.R. Reynolds (USA)
SF: Karol Gruszecki (Polen)
PF: Vlad Moldeveanu (Rumænien)
C: Dejan Borovnjak (Serbien)

Opsummering:

Jeg tror på avancement for Barcelona, Panathinaikos, Zalgiris og Kuban. Det bliver enormt spændende at følge kampene mellem Barca og Panathinaikos, som jeg er overbevist om, kommer til at slås om gruppens førsteplads. Det ligner to hold der matcher hinanden ufatteligt godt på alle pladser, og selvom jeg hælder til at tro på at grækerne tager det længste strå, ser det meget lige ud.

Foto: RedStarBelgrade.info

Skrevet af

Andre artikler med dette emne

Nyhedsoversigt

Maccabi Tel Aviv vandt en tæt kamp efter en buzzer beater-gamewinner af holdkammeraten Jimmy Clark. Iffe Lundberg gik forrest og leverede 21 point og...

EuroLeague

Danskerne satte sig på begivenhederne torsdag aften i EuroLeague, da de to største danske profiler, Iffe Lundberg og Shavon Shields, hver især leverede toppræstationer...

Bakken Bears

Anders Sommer tager skridtet direkte fra Basketligaen til EuroLeague.

CSKA Moscow

Dubai BC skal denne sommer sammensætte en trup, der kan være konkurrencedygtig i EuroLeague i næste sæson. Første tilføjelse til holdet bliver Aleksa Avramovic,...

EuroLeague

Torsdag kunne EuroLeague præsentere en turneringsudvidelse, der øger antallet af hold til 20 – men der er delte meninger om beslutningen. En af skeptikerne...

Alba Berlin

Torsdag blev dørene åbnet til EuroLeague for tre nye klubber: Dubai, Valencia og Hapoel Tel Aviv.

EuroLeague

Iffe Lundberg er angiveligt på blokken hos EuroLeague-klubben Maccabi Tel Aviv, der jagter en ny guard til den kommende sæson.

EuroLeague

Fenerbahçe Beko genvinder EuroLeague-titlen efter otte års ventetid Fenerbahçe Beko Istanbul har sikret sig deres andet EuroLeague-mesterskab efter en overbevisende sejr på 81-70 over...