Dansk-amerikanske Shavon Shields bliver ved med at levere for Olimpia Milano.
Shields, der i denne sæson har opnået flere milepæle i Milano-trøjen, var igen velspillende, da Olimpia Milano torsdag aften tørnede sammen med Partizan Mozzart Bet Beograd i en serbisk heksekedel i Beograd.
Foran 20,033 højlydte fans leverede Shields 19 point, hvor 15 point kom fra bag treeren, tre rebounds, to assists og ét steal, men igen var en flot præstation af det danske landsholdsemne ikke nok til sejr for de forsvarende italienske mestre.
Milano-mandskabet kunne ellers gå til pause med en føring fem point, 39-44, og med fire minutter tilbage af tredje periode var italienerne oppe med komfortable 15 point.
Gæsterne fra Milano var på vej mod sæsonens femte Euroleague-sejr i 13 forsøg, men Partizan Beograd lagde sig ikke ned. I stedet gik de på et vildt 37-9 run, der sikrede dem en sejr på 82-69.
Beograd indtager nu 7. pladsen i Euroleague, mens Milano ligger i den kedelige ende af tabellen som tredjesidst.
Shields var banens bedste og sluttede som delt topscorer i kampen sammen med Partizans Kevin Punter, men igen måtte Shields og co. altså forlade banen uden sejr.
Euroleague-stjernen Mike James, der til dagligt slår sine folder i AS Monaco, var dog underholdt af danskerens flotte spil.
When Shavon playing it’s fun to watch. Brodie got game
— Mike James (@TheNatural_05) December 7, 2023
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)