Den 18.-20. februar er Cleveland, Ohio, vært for All Star-weekenden 2022, og her introduceres et nyt format til fredagens Rising Stars-kamp.
Det bliver nemlig ikke længere en kamp mellem USA og resten af verden, men derimod en mini-turnering, hvor fire hold spiller en semifinale og efterfølgende finale mellem de to vinderhold. Det skriver NBA i en pressemeddelelse.
Der vil blive fire hold med syv spillere på hver. De i alt 28 spillere er fordelt sådan, at der er 12 rookies, 12 andenårsspillere og for første gang fire spillere fra G-League Ignite.
Ligesom søndagens All Star-kamp vil holdene blive valgt i en draft, hvor der skal være en spiller fra G-league på hvert hold.
For at ære ligaens 75 års jubilæum vil kampene blive spillet til et antal point og ikke på tid, som vi er vant til. Semifinalerne spilles til 50 point, og finalen bliver vundet af det hold, som først scorer 25 point – altså 75 point vil det vindende hold have scoret i alt.
Ikoniske slutspilsskud genskabes inden finalen
I mellem semifinalerne og finalerne skal otte spillere desuden duellere i en skud-konkurrence, hvor de skal genskabe fem ikoniske skud fra slutspillet.
De otte spillere bliver delt op i hold af to, hvor det så gælder om at fuldføre de fem skud hurtigst muligt. De to spillere skal skiftes til at forsøge sig.
Når et hold har gennemført skudene, skal det næste hold altså forsøge at gøre det hurtigere. Hvis det mislykkes, er det pågældende hold elimineret fra konkurrencen. Uanset om tiden bliver slået eller ej, skal det næste hold nu forsøge at slå den hurtigste tid. Vinderen er fundet, når der blot er et hold af to spillere tilbage i konkurrencen.
Det er endnu uvist, om Rising Stars-Challenge fremadrettet vil blive afholdt i dette format, eller om det blot er en enlig svale for at hylde NBAs 75 års fødselsdag. Kampene og skudkonkurrencen løber alt sammen af stablen den 18. februar – natten til den 19. dansk tid.
The NBA announced today a new format for the 2022 @Clorox Rising Stars, which will be played on Friday, Feb. 18 at Rocket Mortgage FieldHouse in Cleveland as part of NBA All-Star 2022.
Full release ➡️ https://t.co/pXhwYCLdlf
Overview ⬇️ pic.twitter.com/V5JZJwZirZ
— NBA Communications (@NBAPR) January 25, 2022
Jeg er NBA-redaktør her på siden og læser til dagligt til journalist på dmjx. Jeg følger NBA tæt, hvor min kærlighed bliver kastet ekstra meget efter New York Knicks.









































































