Gustav Knudsen er et af Danmarks største baskettalenter, og har allerede som 17-årig fået debut i den bedste spanske liga. I disse dage spiller Knudsen dog for Zaragozas U18 hold, der deltager i Adidas Next Generation Tournament, en turnering, der er organiseret af EuroLeague, for de bedste U18 hold i Europa.
Turneringen forgår over fire regionale turneringer i Europa, hvor der deltager otte hold ved hver turnering. Vinderne af de fire regionaleturneringer, sidste års vinder og tre wildcards spiller så en finale turnering, som bliver afholdt sammen med EuroLeagues Final Four.
Gustav Knudsen har i denne weekend deltaget i turneringen i Istanbul, hvor hold som Real Madrid, Fenerbache og Anadolu Efes også er med. De otte hold var delt op i to grupper á fire, hvor Zaragoza endte på en tredjeplads i deres gruppe med to nederlag og en enkelt sejr. De går derfor ikke videre, men Knudsen formåede alligevel at vise sig frem.
I den første kamp mod Efes havde Knudsen 10 point (næstflest på holdet), 9 rebounds og 3 assists. I den anden kamp mod Stellazzurra Rome blev det til 9 point og 7 rebounds, mens det i den sidste kamp, som var en sejr over Basket Brno, blev til 2 point, 6 rebounds og hele 6 steals.
Set over hele eventet spillede Knudsen flest minutter for Zaragoza, snittede næstflest rebounds og flest steals.
Du kan se highlights fra kampen mod Efes her:
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































