Draften i 2023 har potentiale til at være noget helt særligt. En af de mest lovende talenter, basketballverden nogensinde har set, kommer til at lande hos et NBA-hold.
En fransk teenager er dog bestemt ikke den eneste værdifulde pris, man kan vinde med et valg i den gode ende af første runde.
Vi ser på fem spillere, der lige nu har potentiale til at blive taget højt i draften. Dermed vil det også være et subjektivt bud på, hvilken rækkefølge disse spillere bør blive taget.
Det vil selvfølgelig være et øjebliksbillede, og meget kan nå at ændre sig i løbet af det næste halve år.
Nr. 1 – Victor Wembanyama
Position: Center
Hold: Metropolitans 92, LNB Pro A (Frankrig)
Højde: 7-3 / 221 cm
2022/23-stats: 16 kampe: 22.4 PTS, 9.6 REB, 2.2 AST, 3.1 BLK – 48% FG, 28% 3PT, 81% FT
NBA Sammenligning: Højere Kevin Durant / mere talentfuld Kristaps Porzingis
Det gode:
Victor Wembanyama betragtes som en af de største talenter nogensinde, og det er der god grund til. Den unge franskmand er som en alien, der er blevet sendt til jorden for at dominere i basketball.
Hans utrolige højde og endnu længere vingefang gør ham til et defensivt monster. Han er svær at komme uden om tæt ved ringen og snitter over tre blokerede skud per kamp i den franske liga. Selv uden hans offensive kunnen ville hans defensive potentiale give sammenligninger med spillere som Rudy Gobert.
Han kan faktisk vise sig at blive endnu bedre end den tredobbelte DPOY, når det kommer til at dække ude bag 3-pointslinjen, hvor han ofte kan følge med mindre og hurtigere spillere.
Wembanyamas arsenal af forskellige offensive våben er utroligt for en ung spiller med den størrelse. Han kan gå forbi i én-mod-én situationer. Skyde fade-aways. Skyde step-backs. Skyde floatere bag treeren?! (Det gjorde han rent faktisk i en kamp og ramte)
Størrelsen kombineret med atletiske evner gør ham desuden til en drabelig afslutter omkring ringen.
Det mindre gode:
Kan man overhovet sige noget negativt om det her megatalent?
Én af de ting, som man kan frygte ved ham, er utvivlsomt hans tilbøjelighed til at blive skadet. Spillere med hans størrelse har en tendens til at få problemer med vedligeholdelsen igennem karrieren.
Det kommer til at være en frygt, som alle kommer til at have omkring Wembanyama, fordi det er svært at se, hvad der ellers skal stoppe ham.
Det ville ikke gøre noget, hvis han kunne tilføje en form for playmaking til hans spil. Han kan skabe skud for sig selv, men er ikke altid lige god til at sætte sine holdkammerater op.
På trods af at have vist sit høje potentiale som 3-pointsskytte, så er procenterne der stadigvæk ikke. 28% er ikke helt godt nok, og det skal gerne se en forbedring, hvis han skal blive til den offensive virtuos, vi forventer.
Nr. 2 – Scoot Henderson
Position: Point guard
Hold: G-league Ignite, NBA G-league
Højde: 6-2 / 188 cm
2022/23-stats: 6 kampe: 20.0 PTS, 5.7 REB, 6.8 AST – 48% FG, 23% 3PT, 77% FT
NBA sammenligning: Ung Derrick Rose
Det gode:
Scoot Henderson ville være et glimrende førstevalg de fleste andre år. G-League Ignite-spilleren er en eksplosiv point guard med massere af selvtillid og overskud.
Hans hurtighed og atletiske evner ligner skyggen af Derrick Rose og Russell Westbrook i deres prime. Det er en uvurderlig kvalitet hos en moderne point guard på grund af nutidens spacing.
Han har implementeret et farligt skud fra mid-range. Når han kombinerer dette med et glimrende pasningsspil, kan han nærmest transformere sig selv til en Chris Paul-lignende point guard, når tempoet bliver taget ud af spillet.
Han er en klog spiller, som er fremragende til at se spillets udvikling.
Han har også vist potentiale som 3-pointsskytte. De ovenstående 23% kan være misvisende, da det kun er fra seks kampe i den regulære sæson. Han har skudt op imod 50% i otte preseason/showcase-kampe.
Hans jumper ser ikke altid lige perfekt ud, men de 77% fra straffekastlinjen tyder på, at han sagtens kan blive en respektabel skytte.
Det mindre gode:
Han har defensivt potentiale, men skal nogle gange stramme mere op i den del af spillet. Det er ofte noget, der kommer, når det er alvor i NBA.
Selvom hans mid-range skud er et af hans bedste offensive våben, skal han passe på, at han ikke nøjes med det skud for ofte. Med hans atletiske evner, vil det måske fungere bedre som en mulighed, han kan tilgå, hvis der ikke viser sig noget bedre og/eller sent i tætte kampe.
Førsteprioriteten for ham bør være at komme til ringen for enten at afslutte, få straffekast eller skabe et skud til en holdkammerat.
Nr. 3 – Amen Thompson
Position: Shooting Guard
Hold: Overtime City Reapers, Overtime Elite
Højde: 6-7 / 201 cm
2022/23-stats: 10 kampe: 17.2 PTS, 6.0 RBS, 6.0 AST, 2.3 STL – 56.8% FG, 22% 3PT, 74% FT
NBA sammenligning: Mindre Ben Simmons / Mere atletisk Evan Turner
Det gode:
Amen Thompson indgår i årets draft sammen med sin tvillingebror og holdkammerat, Ausar Thompson. Brødrene er faktisk meget tæt på hinanden i deres niveau og potentiale. Det er ikke engang garanteret, at Amen bliver taget som den første Thompson-bror.
Amen Thompson er en stor atletisk shooting guard, som er ustoppelig, når først han får fart mod ringen. Her er han også tilbøjelig til at hive et prangende dunk ud af ærmet.
Han er drabelig i sine afslutninger omkring ringen, hvor han skyder utrolige 72%.
Derudover besidder han et glimrende pasningsspil, hvor han allerede kan uddele nogle af spillets sværeste afleveringer. I NBA vil han kunne fungere som primær eller sekundær ballhandler i løbet af kampe.
Det mindre gode:
Thompsons største problem ligger i hans skud fra distancen. Han har ikke skudt gode procenter, og forsvarsspillere lader ofte helt vær med at dække ham ude bag 3-pointslinjen.
Hans skudform ser ikke lovende ud, og der er brug for meget arbejde, hvis han skal respekteres som skytte.
Man kan også have en generel bekymring over, at han spiller i den nyfunderet liga Overtime Elite. Det er svært at vurdere hvor meget konkurrence, der er. Derfor kan man godt forvente, at hoppet til NBA er lidt større for ham end andre spillere.
Både offensivt og defensivt skal han blive bedre til at tage de rigtige beslutninger. Han burde have højt defensivt potentiale, og man kan håbe det er et punkt, han forbedrer drastisk med alderen.
Nr. 4 – Cam Whitmore
Position: Small Forward
Hold: Villanova Wildcats
Højde: 6-7 / 201 cm
2022/23-stats: 9 kampe: 12.9 PTS, 5.7 RBS, 0.7 AST – 48% FG, 30% 3PT, 83% FT
NBA sammenligning: OG Anunoby / Desmond Bane
Det gode:
Cam Whitmore er en eksplosiv og stærk forward, der umuligt kan være sjov at spille imod.
Han var skadet i starten af sæsonen og er stadigvæk ved at at spille sig ind på holdet. Man kan altså godt forvente, at hans statistikker vil forbedres i løbet af sæsonen.
Hans råstyrke og hurtige bevægelser giver ham gode og effektive drives, som han næsten altid vil kunne gå til. Nogle NBA-spillere vil han naturligvis have sværere ved at skubbe omkring, men han bliver en udfordring for selv større forwards.
De samme atletiske evner gavner ham i forsvarsenden, hvor han kan skifte mellem forskellige typer af spillere.
Offensivt har han også vist glimt at tårnhøjt potentiale længere væk fra ringen. Her kan han skyde direkte fra driblinger, og han gør ofte brug af step-backs.
Det mindre gode:
Han er bestemt ikke en af de sikreste spillere, man kan vælge i årets draft. Der er stadigvæk meget potentiale, der skal indfries.
Man skal blandt andet tro på, at han kan hæve sit 3-pointsskud markant og gøre det til en central del af hans spil.
Han har ikke vist, at han kan være en kompetent playmaker. I ni kampe har han blot seks assist og 17 turnovers. Ikke en ratio, der er værd at blære med.
Nr. 5 – Brandon Miller
Position: Small Forward
Hold: Alabama Crimson Tide, NCAA
Højde: 6-9 / 206 cm
2022/23-stats: 15 kampe: 19.1 PTS, 8.5 RBS, 1.9 AST – 43% FG, 44% 3PT, 83% FT
NBA sammenligning: Danny Granger
Det gode:
Brandon Miller er en type spiller, som alle hold elsker at have.
Han har vist, at han kan brænde netmaskerne af, og det er højst sandsynligvis 3-pointsskuddet, der bliver hans farligste våben. Hans store ramme gør ham til en svær spiller at håndtere for mindre spillere, og han kan derfor trække større forwards ud af feltet.
Defensivt har han vist, at han har potentialet til at være en kompetent forsvarsspiler. Der er dog lidt vej endnu før, man kan se ham som en defensiv specialist. Alligevel har han alt det, der skal til for at blive en perfekt 3 and D spiller.
Kombiner det med god rebounding, og han er en spiller, som mange hold ville kunne bruge med det samme.
Det mindre gode:
Miller har stadigvæk nogle mangler i sit spil, som begrænser hans loft.
Han er ikke en perfekt scorer i isolation og skal måske mere ses som en catch and shoot-type spiller. Han har både svært ved at skabe skud for sig selv og sine holdkammerater.
Han har ikke været god til at afslutte omkring ringen, og han er tilsyneladende bedre, når han kommer væk fra kurven.
Derfor er der længere vej for ham til at blive en franchise-ændrende stjernespillere end flere af de andre talenter i draften.
Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.