NYT PROJEKT: Fullcourt satte projektleder Jens Laulund i stævne og bad ham svare på 10 spørgsmål om projektet SFO Basket, der de sidste fem måneder har kørt på syv skoler hver uge.
Hvad er SFO basket Projektet?
“SFO Basket er et tilbud, hvor vi tilbyder alle børn på udvalgte SFO’er/skoler 1 times gratis basketball træning om uge med to super kompetente trænere. Træningen foregår i hal på den skole hvor SFO’en ligger. SFO Basket er projekt som først og fremmest har til formål at skabe børn i bevægelse og at gøre den organiserede idræt mere tilgængelig for børnene ved at flytte den ud på SFO’erne og ved at gøre den gratis. Dernæst har projektet til formål at introducere Basketball spillet til så mange børn som overhovedet muligt og dermed forhåbentligvis skabe en interesse for spillet som i sidste ende kan få flere børn til at spille basketball.”
Hvordan fungerer SFO basket?
“Det fungerer på den måde at vi stiller to yderst kvalificerede trænere til rådighed til alle træninger ude på SFO’erne og vi leverer bolde og alle andre nødvendige rekvisitter (kurve og overtrækstrøjer osv.). SFO Basket er tænkt som et permanent tilbud, med mindre den pågældende SFO ønsker at det skal være tidsbegrænset.”
Hvor og hvornår startede SFO basket projektet?
“Projektet startede i november 2012 som et pilot projekt på 3 skoler på Frederiksberg og blev fra januar 2013 udvidet med yderligere 4 skoler på Frederiksberg, så de sidste 5 måneder har det kørt på i alt 7 skoler hver uge.”
Læs også: Video: Top 10 alley-oops i Euroleauge
Hvad er status på projektet?
“Som sagt har projektet kørt på SFO’erne på 7 forskellige skoler. Der har i gennemsnit hver uge været ca. 25 børn pr. SFO, dvs. at ca. 175 børn hver uge børn der har spillet 1 times basketball. Det vil sige, at siden projektet startede har 1 barn fået en 1 times bevægelse gennem basketball mere end 2500 gange, hvilket vi synes er en stor succes. Faktisk har næsten 600 forskellige børn prøvet at spille basketball siden projektet startede.”
Hvordan er SFO Basket organiseret og hvem står bag?
“SFO Basket er organiseret som en selvstændig forening, hvis formål, som tidligere nævnt, er at skabe børn i bevægelse og at gøre den organiserede idræt mere tilgængelig, samt udbrede kendskabet til Basketball sporten. Foreningen samarbejder med de lokale basketball klubber om at forsøge at flytte børn der har fået interesse for sporten gennem SFO basket projektet over i klubberne. SFO Basket foreningen har en bestyrelse bestående af mennesker, som alle har været eller er en aktiv del af det danske basketballmiljø. I bestyrelsen sidder (udover mig selv) Mickey Dennis, Martin Hermansen, Christian Vinther, Clara Ellegaard. Vi er praktisk organiseret på den måde at vi timelønner en koordinator (Daniel Hall) og en række trænere, hvor de mest prominente navne nok er Mickey Dennis og Durell Vinson.”
Læs også: Hoop Truth: Hvor free agents burde ende denne sommer
Hvordan er SFO Basket finansieret?
“SFO Basket er fra starten tænkt som inkluderende tilbud, dvs. at alle børn der går på SFO’erne skal have mulighed for at deltage, derfor skal tilbuddet være gratis for både børn og SFO’er. Det betyder, at vi skal finde pengene til at lønne trænere og koordinatorer, købe bolde og udstyr, samt drive foreningens administration og hjemmeside ved at søge midler hos fonde, offentlige og kommunale puljer, samt gennem partnerskaber med private erhvervsdrivende. Vi har, synes vi selv, indtil nu fået opbygget en rigtigt godt netværk omkring projektet og foreningen SFO Basket, naturligvis i øjeblikket centreret omkring Frederiksberg med partnere som Frederiksberg kommune, FRB Fonden, Falcon Basket og FIU (Frederiksberg Idræts Union), men også Sportsmate, DBBF og DGI Basketball har været aktive spillere og bidragsydere i projektet. Vi er i øjeblikket i dialog med flere virkelig interessante partnere både i forbindelse med projektets fremtidige drift, men også fordi vi håber at kunne udvide projektet til at dække mange flere skoler og SFO’er efter sommerferien.”
Hvorfor SFO Basket?
“Først og fremmest fordi vi synes det giver mening….
– Det giver mening at skabe et kvalitets bevægelsestilbud ved kombinere meget kvalificerede trænere fra den organiserede idræt med SFO’erne.
– Det giver mening at SFO børnene får et tilbud om 1 times ekstra organiseret idræt/bevægelse uden omkostninger for hverken børn eller SFO.
– Det giver mening på sigt kan skabe flere medlemmer i den organiserede idræt og i dansk basket generelt
– Det giver mening at give mulighed for at introducere basketball til mange børn i SFO alderen gennem et længere forløb og dermed kan skabe en øget interesse for sporten. “
Er der så flere der er begyndt at spille basket i klub?
“Basketball klubben Falcon som er den klub vi samarbejdet med i forbindelse med det projekt vi har kørt på Frederiksberg har haft en stor vækst i SFO segmentet (6-10 år) de sidste to år, men vi ved at de inden for de sidste 6 måneder har fået mellem 15 og 20 nye medlemmer som kan direkte relateres til SFO Basket projektet, hvilket er flere end vi havde håbet på at kunne flytte da vi startede projektet, og faktisk har vi ikke haft ressourcer til at være super målrettede på at skabe direkte rekrutteringstiltag.”
Læs også: Aktieudvidelse gav 750.000 kr. til dansk topklub
Hvad er fremtidsvisionerne for projektet?
“Visionerne er at udbrede projektet til flere SFO’er så vi kan få flere børn i bevægelse og introducere basketballsporten til flere børn, samt at skabe et fundament for at gøre projektet til et permanent tilbud de steder hvor det allerede kører. Det kræver yderligere ”funding” og det arbejder vi hårdt på i øjeblikket ved at forsøge at involvere fra partnere i projektet.”
Hvor kan man følge projektet?
“Hvis man synes at det er et spændende projekt, så kan man følge med på vores hjemmeside www.sfobasket.dk, hvor man også kan finde meget mere information omkring projektet, vores organisation og vores partnere. Man kan også ”like” vores facebook side ”sfo basket” og måske endda dele siden/projektet med sine venner, så vi i fællesskab kan skabe noget mere opmærksomhed omkring SFO Basket projektet. Hvis man ønsker at støtte projektet, så kan man blive medlem, det koster 100 kr. om året og så får man til gengæld en super fed SFO Basket t-shirt, dette foregår også igennem vores hjemmeside. ”
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































