Vrangforestillinger i hovedstaden – Howard som kryptonit i D.C?

Uro, forvirring og tumult i Washington. Lederen, John Wall, lider af vrangforestillinger, og han får ikke meget hjælp af folkene omkring sig.

Donald Drumpf og politik?

Nej. Det er bare byens basketball hold – Washington Wizards.

John Walls vrangforestillinger

“I feel like we’re their biggest threat. We just need to find a way to get over that hump and meet them in the Eastern Conference Finals.”  – John Wall til ESPN’s ‘The Jump‘.

Inden sidste sæson sagde John Wall, at de var den største trussel til LeBrons dominans i øst, på trods af, at de kun har leveret imellem 41-49 sejre i de seneste fem sæsoner, og ikke er kommet længere end anden runde i slutspillet. Alligevel var det stadigvæk, det han valgte at sige til hele verden.

“I feel like we’re all equal. None of them won a championship. This is no knock on no other team. Don’t get me wrong.” 

Ja, hvem skulle sige dette, hvis det ikke var John Wall. Denne gang efter at LeBron James forlod konferencen.

Hvis man har fået sine forventninger op, som Wizards-fan, og har troet på at; ‘This is the year’, så er man gang på gang blevet skuffet. Det er klart, når den bedste spiller på holdet, har en så vanvittig selvtillid, at det faktisk ender med at være en smule negativt.

John Wall er en rigtig god basketballspiller og til tider også underholdende. Han har dog ikke vist noget i NBA, som giver en tro på, at han kan være den bedste spiller på et mesterskabshold. Når man blander vrangforestillingerne med skader og generel ustabilitet organisatorisk, så kan det kun blive kaotisk.

Wall og Beal har underpræsteret

John Walls backcourt-buddy Bradley Beal har ligesom Wall også lidt af skadesproblemer, og der er ikke den kemi imellem de to på banen, som man kunne forvente, på trods af at de har været holdkammerater i seks år.

Så snart man hører de to navne, får man positive tanker.

John Wall og Bradley Beal har været med i samtalen om, at være den bedste backcourt i løbet af de sidste par år. De to sammen lyder helt fantastisk, hvis man altså undgår, at tænke alt for meget over det. For hvis man kigger godt efter, så er det begrænset, hvor meget succes de har haft sammen.

Wall og Beal har fået Wizards i slutspillet i fire af de sidste fem år, og de har vundet tre serier sammen. Det er ikke fordi, at det er prangende. Det er heller ikke dårligt. Det er bare mindre, end hvad man forventer af dem som makkerpar i den svageste af de to konferencer, hvor flotte sejre og skuffende nederlag findes med samme frekvens.

De har leveret mindre, end hvad deres talent rækker til og samtidig taler de sig selv op, som om at de har leveret store resultater.

#Vrangforestillinger #smh

Der mangler en leder

Hverken Wall eller Beal er en rigtig ledertype, og Wizards har ikke en veteran på holdet, som har den fornødne respekt til at sætte sig igennem og sørge for at fundamentet for en mesterskabskultur bliver lagt. Kun sæsonen med Paul Pierce virkede det som om, at det var tilfældet.

Der er også blevet spekuleret i, at de ikke er de bedste venner, men det er ikke så væsentligt igen. De skal kunne fungere sammen på banen. En opgave som de har sammen med cheftræner Scott Brooks.

Brooks, som træner, er fin nok, men ikke noget at råbe hurra for.

Han er dog bedre end den tidligere træner Randy Wittman, selvom mængden af sejre ikke er så forskellige.

I Wittmans sidste tre sæsoner vandt man henholdsvis 44, 46 og 41 gange.

I Brooks’ to sæsoner i Washington har man vundet 49 og 43 gange.

I det mindste har Scott Brooks ikke haft en ligeså pinlig timeout, som Randy Wittman!

Bradley Beals ansigtsudtryk er perfekt!

Det slik-glade ‘problembarn’

Hvordan kan man så forbedre situationen?

Det er jo det overordnet spørgsmål og målet for Wizards.

Hvad man ikke burde gøre, er at hente en spiller til, som historisk er kendt for at lave for meget sjov, irritere alle sine holdkammerater og generelt har været så ødelæggende at have i organisationen, at de sidste to hold smed ham væk, så hurtigt de kunne til stor jubel for de resterende spillere.

Den spiller, burde nok ikke være den næste tilføjelse, til en allerede semi-uholdbar situation.

Velkommen til, Dwight Howard.

Åh gud.

På papiret ser det godt ud. John Wall, Bradley Beal, Otto Porter, Markieff Morris og Dwight Howard.

Hvis det var NBA2k, så skulle det nok gå.

Det er det desværre ikke.

Ligesom at skader desværre er en del af NBA, så er kemien mellem spillerne også en vigtig faktor.

Desværre for Howard, så virker det til, at han er problemet. I Los Angeles var det Kobe Bryant og Steve Nash, der ikke kom ud af det med ham. I Houston var det James Harden, der ikke kunne med den store slikglade center. Selv hos elendige Atlanta jublede de, da Dwight Howard blev tradet til Charlotte.

På et tidspunkt må man indse, at det er en selv, den er gal med, men det har Howard desværre ikke formået. I stedet for, er han blevet ved med at forvente flere berøringer i posten, på trods af at han ikke er god til det. Han insisterer på at deltage mindre i pick & roll-spillet på trods af, at han faktisk fungerer rigtig godt i det spil.

Vrangforestillingerne er ikke til at komme udenom, når man ser på Dwight Howards karriere eller Washingtons hold. Så selvfølgelig er det Washington Wizards, som tænker at Howard ville være en fornuftig tilføjelse.

Kemien sat til side

Lad os kigge på, hvordan det rent faktisk kan blive en succesfuld sæson i Washington.

Wizards manglede en center, så den tilføjelse i sig selv er ikke dum. Dwight Howard har også haft et par fine år på trods af, at det ikke har givet mange sejre eller glade dage blandt holdkammeraterne. Hvis de på en eller anden måde formår, at undgå at rive hovederne af hinanden, så er Howard en god spiller at tilføje.

Defensivt er han bedre end Marcin Gortat, men kritikken af Howard de sidste par år, har også involveret hans manglende vilje. Dennis Schröder udtalte, at Howard kun spillede fuldt ud i fire kampe i løbet af sæsonen. Måske kan talentet omkring Howard gøre ham mere villig og finde en større spilleglæde frem, men det kan man bestemt ikke regne med.

Startopstillingen med Wall, Beal, Porter, Morris og Howard er enten den femte eller sjette bedste startopstilling i øst. Et hold man må forvente kommer i slutspillet.

Der er dog ikke meget at skyde med fra bænken. Oubre Jr. og Satoransky er fine spillere i deres respektive roller. Jeff Green, Austin Rivers og rookien Troy Brown er lottokuponer på hver deres måde.

Hvis Brown kan bidrage med lidt positivt i hver kamp, så er det en succes af en førsteårsspiller.  Omvendt hvis Rivers og Green ikke ødelægger det hele for Wizards, så må det siges at være flot. Problemet med dem begge er, at de elsker at skyde, men de skyder ikke særlig effektivt.

Rivers skød godt nok 37 procent bag 3’eren i sidste sæson, men kun 42 procent i alt og samtidig sejler han for det meste rundt i forsvaret.

Hvis Rivers konsekvent kan give dem ti-15 point, uden at give det hele tilbage i den anden ende og samtidig styre spillet, imens Wall er på bænken, så er det ikke helt dumt. Der mangler dog noget mere kvalitet, da man ikke kan regne med Ian Mahinmi, Jason Smith eller Jodie Meeks for den sags skyld.

Otto Porter skal sættes i scene

Starterne skal spille mange gode minutter for at give bænkspillerne en føring, så de har lidt at give af.

Wall og Howard skal finde hinanden i pick & roll-spillet og samtidig skal Beal finde sit skud igen. Vi ved, at han kan skyde bedre end han gjorde sidste år.

Hvis Wizards skal komme videre fra første runde af slutspillet, skal Otto Porter bruges noget mere.

Han havde en fremragende sæson i 17-18, og han skal styre angrebet mere for at tage noget af presset af John Wall. Det ville være en forfriskende måde at give angrebet en ekstra dimension, især da skudforsøgende ikke skal være så topheavy, som de var sidste år.

Bradley Beal – 18,1 skudforsøg og 46 procent fra gulvet, per kamp.

John Wall – 16,3 skudforsøg og 42 procent fra gulvet, per kamp.

Otto Porter – 11,5 skudforsøg og 50 procent fra gulvet, per kamp.

Porter burde bestemt blive involveret mere, og lade ham starte angrebet en gang imellem ville være en god måde at sørge for at det skete.

På kanten af slutspillet

Om de store egoer i Wall, Beal og Howard kan finde sammen som hold og trække i en fælles retning er uvist. Det er dog sikkert, at de alle skal give lidt, for at Porter kan tage lidt mere ansvar og på den måde gøre Wizards bedre som helhed. Alt andet end at komme videre fra første runde af slutspillet vil være skuffende for holdet selv, men muligheden for at misse slutspillet er der også, hvis de ikke undgår de problemer, som meget nemt kan komme indefra.

Der er scenarier, hvor Washingtons sæson ender som en succes.

Det bliver svært.

Det er usandsynligt.

God basketball og et hold der kan med hinanden, er dog altid at foretrække fremfor uro, forvirring og tumult.