– Af Mikkel Heiede & Morten Stig Jensen
BREAKING: Toronto Raptors har netop sendt point guard Jose Calderon og forward Ed Davis af sted til Memphis Grizzlies, for forward Rudy Gay. Memphis sender så Calderon videre til Detroit Pistons, der i retur sender Tayshaun Prince og Austin Daye til Memphis. Toronto sender samtidig et 2nd round pick til Memphis.
Klokken 01:00 er der arrangeret en samtale med ligaen, der skal give endelig tilladelse og konfirmation til handel og de involverede parametre. Indtil da er handlen ikke 100% officiel.
Memphis har længe forsøgt at slippe af med Gay, og i Toronto Raptors fandt man et hold, der var villig til at acceptere Gay’s kontrakt, uden at sende længerevarende kontrakter den anden vej. Raptors var allerede tilbage i 2006 interesseret i at tage Gay i draften, men valgte i sidste ende at gå med Andrea Bargnani. GM Bryan Colangelo har dog tilsyneladende ikke mistet interessen.
Detroit skaber med denne handel stor fleksibilitet, idet de i Calderon og Corey Maggette har to store udløbende kontrakter. De kan også vælge at beholde Calderon, der bestemt er en kompetent PG, og bringe ham tilbage på en kontrakt, der nok vil være en anelse billigere end hans nuværende, selvom det mest oplagte er at fortsætte genopbygningen omkring Andre Drummond, Greg Monroe og Brandon Knight.
Toronto foretager handlen, da de ikke ser Rudy Gay anno 2013, men den Rudy Gay, der tidligere har gjort sig fortjent til en max kontrakt. Samtidig har de ingen grund til at have både Kyle Lowry og Jose Calderon, selvom det ikke nødvendigvis er befordrende for den fortsatte udvikling af DeMar DeRozan og Terrence Ross, at have en spiller som Gay at kæmpe om minutter med.
Memphis gør det her for at spare penge, der er ingen grund til at argumentere anderledes. Prince og Davis er markant billigere end Gay og Haddadi, og Memphis’ ledelse prøver som sagt at skære ned. En genopbygning af holdet ser ud til at være forestående, og det vil ikke undre, hvis man forsøger at skille sig af med Zach Randolph senest i den forestående off-season. Ed Davis er stadig ung, og der er bestemt noget potentiale i ham, og Tayshaun Prince sørger for, at Memphis ikke får et gabende hul på SF-positionen på den korte bane, samtidig med at han er en klart billigere løsning end Gay. Prince bliver betalt lige under 7 millioner om året over de næste par år, hvor Gay bliver betalt over 17 millioner i snit.
Siden Memphis fik ny ledelse har de forsøgt at skære ned på lønninger. Tidligere på måneden sendte man Marreese Speights, Josh Selby, et draft pick og Wayne Ellington til Cleveland for Jon Leuer, med det ene formål at nå under den frygtede luxury tax. At sende Rudy Gay til Toronto har gjort, at man sparer yderligere penge på den korte bane, og genopbygningen af holdet omkring Marc Gasol kan så småt begynde.
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































