San Antonio har været i store problemer den seneste tid. For blot en uge siden lå den traditionsrige klub nr. 10 og uden for playoff slutspillet.
Derfor er den kommende tid af afgørende betydning for Gregg Popovich og hans tropper, og programmet for klubben er ikke nemt. De næste opgaver lyder på Wizards, Jazz og Bucks, og man er ikke helt i mål, selvom man i nat tog en stor skalp mod de regerende mestre fra Golden State Warriors.
Warriors var uden de tre All Star profiler Steph Curry, Klay Thompson og Kevin Durant, der fortsat alle sidder ude med skader. Samtidig spillede Draymond Green, der haft problemer med skulderen, blot 11 minutter i nat i en kamp, som San Antonio afgjorde i første og fjerde periode.
Ved halvleg var hjemmeholdet foran med 8, men det blev udlignet af Golden State efter tredje periode. Spurs var dog ustyrlige i sidste periode, som de vandt med hele 28-12.
Resultatet endte 89-75, og det var slående, at mestrene fra Warriors scorede 49 point færre end i seneste kamp, hvor det blev til hele 124 mod Suns.
Golden State lader til at lade op mod playoffs lige nu, og drømmen om at hente Houston Rockets er forduftet. Til gengæld lever San Antonio igen, og man har med et godt run fået luft ned til 9. pladsen, hvor LA Clippers dog stadig kan hente lidt ind.
Spændingen er fortsat intakt i Western conference!
Foto: Youtube screenshot










































































