Selvom Warriors er at finde helt nede på tredjepladsen i Western Conference, var der en summen omkring Scotiabank Arena som kun findes inden de helt store topopgør eller slutspillet.
Men for mange var det her første forsmag på, hvordan en potentiel finale kommer til at se ud. Toronto Raptors har startet suverænt og ligger på en klar førsteplads i Eastern Conference, og er af mange anset som favoritter, til at vinde konferencen efter at Boston Celtics har spillet under niveau.
Alle de mennesker der havde fundet vej til arenaen og de mange millioner der så med på TV var bestemt ikke skuffet. To af ligaens bedste spillere overfor hinanden i form af Kawhi Leonard og Kevin Durant som endte et i et dramatisk overtidsopgør.
Leonard vs. Durant
I sidste ende var det Toronto der tog sejren.
Men der skulle spilles meget, intensivt basketball inden vi fandt en vinder denne torsdag aften.
Kampen i sig selv var et magisk opgør, hvor Warriors konstant var i hælene på canadierne.
I første halvleg var Toronto endda op med 18 point, og det blev symptomatisk for opgøret. For Warriors og i særdeleshed Kevin Durant, var det en lang jagt på at komme op på siden af modstanderen.
Durant endte med 51 point, hvor tre af dem kom med ni sekunder igen af den regulære spilletid, som udlignede opgøret til 119-119. De 51 point markerer den tredje kamp i streg at han scorer over 40 point. Det er første gang i hans karriere.
Pointene kom i en kamp, hvor Durant og Leonard var mand mod mand kampen igennem. Det blev et langt showdown mellem de to, og der var ingen af dem, der ville give op. Leonard bidrog med 37 point og tilføjede også otte rebounds.
Det var et brag af et opgør, som mange allerede har udråbt til at være årets kamp. Man må dog ikke glemme, at selvom man drømmer om en rematch lige så intens som denne, så manglede Warriors både Cousins og Curry. Med de to tilbage på holdet, bliver Warriors et andet mandskab, som Raptors utvivlsomt vil have sværere ved at slå.
Raptors endte med at vinde kampen 131-128, og du kan se højdepunkter fra kampen i videoen herunder:
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































