Landsholdet er ankommet til Litauen, hvor de skal bo i en “boble”, mens landskampene skal afvikles. Der er nu kun fire og seks dage tilbage til de sidste EM-kvalifikationskampe, der skal afgøre landsholdets skæbne, og hvor en historisk EM-billet kan blive sikret. Vi tager et kig på de udtagne spilleres form op til kampene og dykker ned i statistikkerne.
• Adama Darboe (Bakken Bears)
Darboe havde en lille skade for et par uger siden, der gjorde, at han missede pokalsemifinalen mod Randers Cimbria. Han har dog været med i holdets seneste to kampe, hvor det blev til 19 point mod Randers (5/6 fra 3’eren) og 8 point mod Rabbits i to storsejre.
Landsholdets anfører, og mest rutinerede mand, snitter 10,5 point og 4,9 assists i ligaen, men det mest imponerende er hans procenter. Han skyder 51,2% fra gulvet, 46,9% fra 3’eren og 94,7% fra straffekastlinjen.
• August Haas (BMS Herlev Wolfpack)
Haas fik ikke noget spilletid i landsholdets seneste kampe, men med Iffe Lundberg ude ligner det, at der kan komme minutter til enten Haas eller Åris i denne omgang. Begge har været i forrygende form på det sidste, og Haas var også på Månedens Hold i Basketligaen for januar.
Haas snitter 15,4 point og 6,4 assists i Basketligaen for Wolfpack. Han har de seneste måneder taget mere ansvar scoringsmæssigt, og han kan sagtens få en rolle i denne omgang på landsholdet.
• Daniel Mortensen (Bakken Bears)
Ved sidste landsholdsudtagelse spillede Daniel Mortensen i Spanien, men han skiftede kort efter kampene til Bakken Bears. Her er det indtil videre blevet til otte kampe i Basketligaen, hvor præstationerne har været svingende. Det blev heller ikke til meget spilletid i Champions League kampene for Mortensen.
I ligaen snitter han 11 point og 6,8 rebounds pr kamp, hvilket er mere end respektabelt. Den eneste bekymring har været 3-pointskuddet, som Mortensen gennem sin karriere har været kendt for, men i Bakken skyder han ‘kun’ 33,3% fra distancen indtil videre.
• Darko Jukic (Bakken Bears)
Darko Jukic har døjet lidt med nogle små skader i løbet af sæsonen, og det betød også, at han missede landsholdets seneste kampe. Det ligner dog, at Jukic har fundet formen på det helt rette tidspunkt, og han kan blive afgørende i at erstatte Iffe Lundbergs point.
Over sæsonen snitter Jukic 8,8 point og 3,1 assists, men i 3 kampe i februar snitter han 13,6 point, 4 rebounds og 3,3 assists.
• Frederik Hougaard Nielsen (Team FOG Næstved)
Ligesom Daniel Mortensen så var Frederik H.N. i Spanien, da der sidst blev spillet landskampe. Nu er han så i Næstved, hvor det er blevet til mere spilletid og ansvar. Han har været med til at ændre Næstveds spil både i defensiven og offensiven, og han har en stor del af æren i, at Næstved har spillet sig tilbage i form med sejre over både Randers og Horsens.
Det er blevet til 5 kampe i Basketligaen, og en klassisk HN statline må man sige. 4,6 point, 2,6 rebounds, 7,6 assists og 2,6 steals pr kamp. Han er ikke nogen stor scorer, men HN kommer endnu engang til at være vigtig i at få Danmarks spil til at flyde i begge ender af banen.
• Frederik Rungby (Horsens IC)
Rungby startede inde i sejrene over Litauen og Belgien i Jukics fravær. Horsens-kaptajnen er garant for masser af energi, hustleplays og en helt masse ‘dirtywork’. Rungby gør mange af de små ting, som man ikke lægger mærke til i løbet af kampen, men som er afgørende for at vinde.
Over sæsonen snitter Rungby 5,8 point, 5,7 rebounds og 2,7 assists, og han har spillet samtlige af Horsens kampe i denne sæson. Han går indtil landskampene ovenpå sin vel nok bedste kamp i sæsonen, da han havde 11 point, 10 rebounds, 2 assists, 2 steals og 1 block i sejren over Randers Cimbria.
• Jonas Zohore (HLA Alicante, Spanien)
Zohore steppede i den grad op i Kevin Larsens fravær i sidste landsholdsvindue. Især kampen mod Tjekkiet, hvor han havde 19 point og 10 rebounds var afgørende.
Zohore har også været en vigtig brik for Alicante, hvor han snitter 7,1 point og 3,6 rebounds pr kamp. Zohore spillede kun syv minutter i seneste kamp, men i de to opgør før det havde han henholdsvis 18 og 17 point, så formen er også på plads for den danske big-man. Holdet har også haft succes, hvor de i øjeblikket ligger på en andenplads i den ene halvdel af LEB Gold (den næstbedste spanske række) – Så det er meget muligt, at vi får Zohore at se i den bedste spanske række næste sæson.
• Kevin Larsen (Leche Rio Breogan, Spanien)
Kevin Larsen var ikke med mod Tjekkiet og Litauen, men er normalt en vigtig del af landsholdet. Han er faktisk den eneste, der har spillet flere minutter pr kamp end Iffe Lundberg indtil videre i EM-kvalifikation.
For klubholdet har Kevin Larsen nydt god succes i denne sæson. Han snitter 14,7 point og 5,5 rebounds for Breogan, der ligger på en førsteplads i den ene halvdel af LEB Gold (den modsatte halvdel af Zohore). Larsen har været utrolig stabil i løbet af sæsonen, hvor han kun har haft to kampe med under 10 point.
• Martin Poulsen (Værløse Blue Hawks)
Martin Poulsen er blevet hevet ind som reserven for Iffe Lundberg – I sidste omgang blev han det som reserve for Jukic. Han mangler stadig at få sin landsholdsdebut, og det er tvivlsomt, om det bliver i denne omgang.
Ikke desto mindre, så går Poulsen indtil kampene i topform. I februar snitter han 16,3 point (47,4% fra 3’eren), 4,3 rebounds, 4,6 assists, 2,3 steals og 1,3 blocks.
• Mathias Bak Christensen (Værløse Blue Hawks)
Mathias Bak var den store positive overraskelse i sidste landsholdspause. Han har en stor del af æren i, at landsholdet slog Litauen, da han leverede 13 point og skød 3/4 på 3’eren.
Mathias Bak har gang i en flot sæson, hvor han snitter 14,3 point og 7,5 rebounds pr kamp. Han spillede sæsonens måske bedste kamp i starten af februar, da han havde 27 point og 10 rebounds mod BK Amager.
• Philip Hertz (Team FOG Næstved)
Philip Hertz havde en lille down periode spillemæssigt i december, mens Næstved-kaptajnen har genfundet formen. Han leverede tocifret antal point i fem kamp i streg, inden han udgik af kampen mod Horsens efter ni minutter.
Hertz snitter over sæsonen 11,1 point og 4,1 rebounds, og så skyder han 38,6% fra 3’eren. Hvis Danmark skal tage endnu en sensationssejr, så kræver de sandsynligvis en Hertz, der rammer sine skud fra distancen.
• Sebastian Åris (Svendborg Rabbits)
Man kan skrive meget af det samme om Åris, som man kunne om Haas. Han kom ikke på banen i de seneste landskampe, men han kan få en større rolle i Lundbergs fravær.
Åris har også været i fremragende form på de sidste og blev kåret til Månedens Spiller i januar, hvor han snittede over 22 point pr kamp. Han har samtidig også kun haft under fem assists i én af Svendborgs seneste syv kampe.
• Sylvester Berg (Caceres Patrimonio De La Human, Spanien)
Sylvester Berg var også en af de positive overraskelse i de seneste landskampe, hvor han fik øget spilletid i Kevin Larsens fravær. Han bragte energi og gåpåmod og det skal der til i de her kampe mod på papiret bedre mandskaber.
Berg har også overrasket positivt for sit klubhold, hvor han er startet i 10 af holdets 14 kampe i den næstbedste spanske række, og han siger selv, at han er lagt foran sin plan. Han snitter 6,9 point og 3,7 rebounds pr kamp, mens han over 3 kampe i februar har snittet 12,3 point, 5,3 rebounds og 1 assists. Så det er også en Berg i topform, der møder op til landsholdets afgørende kampe.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































