Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Eurobasket

Slovenien er på den europæiske trone for første gang i landets historie!

Slovenien vandt søndag aften en historisk kamp mod Serbien ved EM-finalen i Istanbul i Sinan Erdem Arena, der sikrede dem de første guldmedaljer, og de første medaljer overhovedet ved en slutrunde.

Slovenien slog her til aften Serbien med 93-85 i landets første EM-finale, og sikrede sig samtidigt et sæt historiske guldmedaljer!

Både Serbien og Slovenien spillede bedre og bedre i løbet af hele turneringen, og alle forventede at netop Slovenien, på et eller andet tidspunkt ville falde i niveau. De afslutter derimod en fantastisk EM-slutrunde, med endnu en fantastisk præstation, hvor det istedet blev Serbien der fejlede, og Slovenien kan nu helt fortjent kalde sig for EM-mestre!

En brandvarm Goran Dragić med sine vanvittige 35 point, var med til at sikre Slovenien de første guldmedaljer i landets historie, og gøre finalen mere end uforglemmelig for seerne, og ikke mindst for sig selv, i sin sidste kamp for landsholdet.

Slovenien bliver samtidigt registreret som det mindste land befolkningsmæssigt, der vinder medaljer ved EM. En rekord som indtil i år, har tilhørt Litauen.

Serbien må i mellemtiden nøjes med sølvmedaljer, ved deres tredje slutrunde i træk, efter sølv ved både VM, og OL i hhv. 2014 og 2016. Medaljer, som de dog kan være mere end stolte over, eftersom de har opnået dette resultat uden markante profiler som Teodosić, Jokić, Bjelica, Raduljica, Kalinić, Simonović, Nedović.

I kampen skrev den serbiske landstræner Djordjević sig desuden i historiebøgerne, som den eneste person til at have deltaget i en OL, VM og EM-finale, som både spiller og træner.

Artiklen fortsætter under billedet

Over 5.500 slovenske tilskuere havde taget turen til Istanbul og Sinan Erdem Arena til EM-finalen mod Serbien – Foto: FIBA.com

Slovenien tog kontrollen over kampen i anden periode

Finalen ved EuroBasket denne aften, levede op til alle forventningerne i en propfyldt Sinan Erdem Arena i Istanbul, Tyrkiet. Det blev nemlig til et intenst opgør med masser af dramatik indtil de allersidste minutter af kampen. En kamp hvor føringen skiftede flere gange i løbet af kampen, hvor Slovenien i sidste ende stak af sted med sejren.

Første periode startede utrolig tæt, hvilket ikke var overraskende, eftersom begge mandskaber var utroligt effektive med deres skudforsøg.

Slovenien havde dog store vanskeligheder med at ramme deres trepointsforsøg (1/6), og det straffede Serbien, som kom foran 13-18 efter kampens første syv minutter med Kuzmić’s 8 point som topscorer. Jović startede på banen for serberne, og spillede på trods af sin skade fra kampen mod Rusland. Den serbiske guard fik dog kun 14 minutter, før han igen måtte udgå for resten af kampen.

Igor Kokoškov reagerede med en timeout, og det hjalp øjeblikketligt. Prepelič lagde en dæmper på serberne med en trepointsscoring til 16-18, og herefter fortsatte Slovenien med at lægge pres, i første periode som slutter helt tæt 20-22.

I anden periode begyndte Sloveniens skud endeligt at virke, og samtidigt lagde de et højt fuldbane forsvar mod modstanderen, hvilket gav dem et hurtigt 5-0 run efter kun et minuts spil. Dermed var de nu foran 25-22.

Herefter fulgte en serie af trepointsscoringer af Bogdanović, Randolph, Birčević og Prepelič, samt Dončić til 32-28, før Serbien og Đorđević denne gang reagerede med en timeout, fire minutter inde i anden periode.

Dette hjalp ikke på serbernes spil, som virkede til at været kommet i scoringskrise, som Slovenien udnyttede til fulde. Med en række scoringer og et 11-run bragte Prepelič med en laaaaang treer, Slovenien frem til deres største føring i kampen 41-30 halvvejs inde i perioden.

Gudurić forsøgte efterfølgende at afværge den dårlige stime for Serbien, men hans to trepointsscoringer hjalp ikke meget mod en fantastisk og brandvarm Goran Dragić. Sloveneren havde nemlig efter kampens første tyve minutter scoret 26 point, hvoraf de 20 havde været i anden periode! Slovenien er ved halvleg foran med 56-47.

Artiklen fortsætter under billedet

Serbien kom langsomt tilbage i opgøret i tredje periode, og kampen blev igen helt tæt – Foto: FIBA.com

Serbien kom tilbage, men Slovenien var bedst

Ved tredje periodes start fortsatte Dragić sit vanvid med hans 29’ point efter en trepointsscoring til 59-47. Slovenerne gik dog langsomt kolde i perioden, hvor de kun rammer 1/6 fra distancen. Samtidigt sker det værst tænkelige for Slovenien.

Med fire minutter igen røg Luka Dončić i gulvet med en utrolig grim skade i foden/anklen efter et reboundforsøg. På grund af faldet kom det unge fænomen heller aldrig ind igen i kampen.

Slovenerne virkede lige efter Dončić’s skade rystede, og Serbien udnyttede det til at komme tættere og tættere på igen i opgøret som slutter 71-67 inden kampens sidste ti minutter.

Efter fire minutter i fjerde periode snød serberne hele det slovenske hold, og Milan Mačvan kunne bringe Serbien foran for første gang i lang tid 77-78. Prepelič sørgede dog for at glæden ikke varede længe med endnu en trepointsscoring til 80-78.

Kampens sidste minutter blev utrolig dramatiske, hvor føringen skiftede side fra nærmest angreb til angreb.

Serbien og især Bogdanović prøvede i sidste ende at spille helt, og forsøgte desperat at søge svar fra trepointslinien, men fejlede gang på gang (2/11). En utrolig dum beslutning istedet for at føre kampen under kurven, som i første halvleg, eftersom Slovenien var i fejlproblemer tidligt i fjerde periode.

Slovenien trak istedet mere og mere fra i de sidste minutter, og kunne uden hjælp fra en tydelig træt Goran Dragić, sikre sig deres første guldmedalje i landets historie med en sejr på 93-85.

Artiklen fortsætter under billedet

Goran Dragić blev fortjent slutrundens MVP, efter store præstationer for det slovenske landshold ved EM – Foto: FIBA.com

Dragić fortjent EM-slutrundens MVP

Netop Dragić blev dagens helt store fornøjelse med sin fantastiske præstation. Den slovenske guard sluttede kampen og ikke mindst landsholdskarrieren af på den mest fornemeste vis med 35 point, 7 rebounds, 3 assists, og 2 steals med 55% fra gulvet (12/22).

Dermed fortsatte han sine fantastiske præstationer ved EM-turneringen, som i sidste ende resulterede i en fortjent MVP-titel. Samtidigt kom han også på turneringens hold sammen med Pau Gasol, Luka Dončić, Bogdan Bogdanović og Aleksei Shved.

Prepelič spillede ligeledes en stor kamp med sine 21 point, 4 rebounds og 3 assists, hvor han ramte 50% (4/8) fra trepointslinien. Luka Dončić nåede inden sin skade at bidrage med 8 point, 7 rebounds og 2 assists.

I den serbiske lejr blev Bogdan Bogdanović både skurken og helten. Den serbiske guard stod for 22 point, 5 assists og 4 rebounds. Han brændte dog utrolig mange forsøg fra trepointslinien (2/11), der i sidste ende var en af de store årsager til at Serbien missede sejren. 

Dermed formåede han ikke at redde sit landshold ligesom i de tidligere kapeninturneringen. Skuffelsen var da også tydelig at se i hans øjne efter kampen. Milan Mačvan blev den eneste serber der scorede to-cifrede point med sine 18 point.

Tidligere i dag spillede Spanien og Rusland om bronzemedaljerne, og her vandt Spanien med det akkurat samme resultat som Spanien 93-85, i Juan Carlos Navarro’s sidste kamp for det spanske landshold. Læs mere om opgøret ved at klikke her.

Foto: FIBA.com

Skrevet af

Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.

Andre artikler med dette emne

Eurobasket

Trods en vellykket operation er Victor Wembanyamas deltagelse til sommerens EM-slutrunde stadig i fare. Det fortæller han til det franske medie Le Monde.

Eurobasket

Victor Wembanyama har gennemgået en succesfuld operation og genoptræner nu frem mod sommeren EM-slutrunde.

EuroBasket

EuroBasket 2025: Her er grupperne: Fra den 27. august til den 14. september 2025 samles Europas bedste basketballnationer, når FIBA EuroBasket 2025 løber af...

Eurobasket

Landstræner Allan Foss ærgrer sig over den manglende billet til EM, men kvalifikationen som helhed skal ikke betragtes som en skuffelse, fortæller han i...

EuroBasket

Danmarks taber til Finland i Farum. Efter at EM-drømmen blev knust i fredags, led det danske herrelandshold endnu et nederlag mandag aften, hvor de...

EuroBasket

EuroBasket 2025 vil blive afholdt fra 27. august til 14. september 2025 i fire værtslande: Letland, Cypern, Finland og Polen. Disse værtslande er automatisk...

EuroBasket

Danmarks EM-drøm brast efter dramatisk nederlag til Georgien. Danmarks herrelandshold i basketball tabte fredag 62-60 til Georgien i en nervepirrende kamp i EM-kvalifikationen. Med...

Eurobasket

Danmark står foran to svære opgør mod Georgien og Finland i kvalifikationen til EuroBasket 2025, og begge nationer har et stærkt holdkort til rådighed,...