Skrevet af Mads Olesen for Hørsholm 79’ers.
Danmarksmesterne fra Hørsholm 79ers har mistet masser af højde og drøjde under kurven under coronakrisen, med det har de ikke ladet stoppe dem. I stedet har træner Jesper Krone lagt spillet helt om, så det nu handler om hurtigt opspil og masser af afleveringer og det viste sig at være den helt rigtige recept i Aabyhallen onsdag aften, hvor gæsterne slog Aabyhøj 56-65.
-Vi har øvet os på at spille hurtigt, sagde træner Jesper Krone med et grin efter kampen, så det er rart, vi også gør det i kampene. Det er sjovt at spille på den måde, tror jeg. Men det kræver også at vi bliver ved med at turde det og det gjorde vi fint i starten.
Bolden fløj oftest fremad banen og alle spurtede villigt, hvor de blev fundet af Gritt Ryders afleveringer. Især nyerhvervelsen Elisabeth Brynaa var fremme som et lyn gennem hele kampen.
-Vi er små, så er er fart på, sagde anfører Gritt Ryder med et smil efter kampen. Jeg kan også mærke, jeg lige skal i kampform igen, jeg er træt nu. Men det er mega fedt at Elisabeth stikker og så jeg bare kan smide den langt. Nu skal vi så bare finde hinanden, så vi ikke smider bolde væk.
Fra kampens start lignede det rigtigt meget den første kamp i syv måneder, hvilket det jo også var. Begge hold manglede træfsikkerhed, både tæt på kurven og fra distancen, i en grad så der efter ti minutter kun var puttet 16 point i kurven i alt. Især hjemmeholdet havde svært ved at finde kurven, med kun en enkelt træffer på 14 forsøg. Derfor kunne Hørsholm, efter seks point fra en velspillende Anne Hee, kom bedst ud af det, med en 3-13 føring.
Aabyhøj kom ud med langt mere aggressivitet i anden periode og begge hold fik gang i scoringerne. Hjemmeholdet skar langsomt Hørsholms føring ned, så den kort inden pausen var nede på 23-28 efter en scoring fra Emily White, men to Hørsholmscoringer i sidste minut gjorde forskellen til 10 point ved pausen, 23-33.
Hjemmeholdet stoppede dog ikke med at vise tænder og fra starten af tredje periode satte Nikoline Sandbäck og Malene Lind udråbstegn over deres talent med tre scoringer hver, der gjorde det til 37-38.
Med Gritt Ryder som anfører ligger det dog ikke til Hørsholm at gå i panik og gæsterne fik da også stabiliseret spillet og fik gang i scoringerne ved Elisabeth Brynaa og Katrine Lassen. Udråbstegnet blev sat af Anne Hee otte minutter inde i perioden, med et layup til 39-49.
Aabyhøj stoppede aldrig med at søge sejren, men de kom aldrig tættere på end otte point gennem fjerde periode. Hver gang hjemmeholdet kom tæt på, kom der en tre’er fra Hørsholm, eller Anne Hee fandt kurven og kampen sluttede med en sikker Hørsholm sejr på 56-65.
Fire Hørsholmspillere scorede mere end 10 point og Anne Hee blev topscorer med 15. Efter kampen bed hun mærke i forsvaret:
-Vi har jo ikke den samme størrelse, som vi havde sidste år, så vi skal jo trække på nogle andre ting og det er blandt andet at komme op at presse og det er også det, vi gør i dag. At der så går lidt koks i det nogle gange, sådan er det tidligt på sæsonen. Det er noget, vi skal blive ved at arbejde med og blive ved med at gøre.
Også Katrine Horneman spillede en flot kamp med 13 point og trak rosende ord fra træneren:
-Det er en enormt god holdindsats, det kan man også se af statistikkerne, og alle, der kommer ind, bidrager. Og så vil jeg sige, at Katrine Horneman stepper op, især fra tre’eren i dag. Hun sætter tre af dem, men der er cadeau hele vejen rundt.
Hørholm var uden den nye islandske spiller Ástrós Ægisdóttir, som var syg, og stillede dermed med et rent dansk hold. Ægisdóttir ventes klar til næste uges kamp mod SISU
For Aabyhøj bar tilbagevendte Malene Lind Pedersen en stor del af arbejdslæsset med 23 point, mens Hørsholm formåede at holde alle andre spillere under 10. Det var især et resultat af værternes manglende træfsikkerhed fra distancen, hvor der kun blev ramt tre af 20 tre’er-forsøg.
Topscorere:
Aabyhøj: Malene Lind Pedersen 23, Nikoline Sandbäck 8, Caroline Wich 8
Hørsholm: Anne Hee 15,.
Det andet opgør i Dameligaen onsdag aften endte med en sejr til Wolfpack på 66-43 over SISU.
Hørsholms næste kamp er onsdag 28. oktober mod SISU i Hørsholmhallen, mens Aabyhøj spiller i weekenden mod BMS-Herlev Wolfpack.
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































