En ny måned i Kvindebasketligaen er slut, og derfor er det blevet tid til at kåre månedens spiller i landets bedste række. Efter en afstemningen på Fullcourt.dk. er månedens spiller i februar BMS Herlev-profilen Emilie Gudmand Larsen, der over tre kampe i den forgangne måned snittede flotte 18 point, 6,3 rebounds, 4 assists og 1 steal.
BMS Herlev trak sig sejrrigt ud af to af de tre kampe. Den ene sejr var mod AKS Falcon, der indtil mødet med Herlov-holdet i starten af februar var ubesejret i denne sæson. Den stime blev brudt af Gudmand Larsen og kompagni, der har sikret sig en plads i slutspillet foran Aabyhøj IF, der må gå på tidlig sommerferie, når grundspillet er slut om et par uger.
Månedens spiller for første gang i denne sæson
Du er blevet kåret som månedens spiller i Kvindebasketligaen. Hvad var det, der lykkedes for dig i den forgangne måned?
“Helt overordnet set var der bare flere der lykkedes, end ting der ikke fungerede. Vi er for alvor ved at “få spillet til” som hold, og det resulterer i, at de individuelle præstationer forbedres, og jeg har følt større frihed i mit spil, som har ført til højere procenter og større mulighed for at præstere all-around,” fortæller Emilie Gudmand Larsen til Fullcourt.dk.
Det er første gang i denne sæson, at du bliver kåret som månedens spiller. Hvad betyder sådan en pris for dig?
“Det betyder meget, jeg er stolt og glad for sådan en pris, og det er dejligt at blive anerkendt på et større plan,” siger hun.
Du leverede nogle flotte kampe i februar, og i vandt to ud af tre kampe. Hvad var februar for en måned for jer som hold?
“Vi har været rigtig gode til at spille for hinanden og finde de rigtige chancer – og tage dem, når vi fik dem. Vores spil har båret meget præg af enkelte spillere, der skulle bære det tunge læs, men vi har spillet med stor rotation og alle har leveret, når de har været på banen, som har skabt mere dynamik i vores spil,” siger hun videre.
Slutspillet venter lige rundt om hjørnet. Hvad har du af forventninger til slutspillet?
“Jeg forventer nogle rigtig fede og gode kampe. Det spidser til, og det er nu, vi rigtig ser, hvordan vi håndterer de mere vigtige kampe som hold. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at ende ud med det bedste resultat muligt,” afslutter hun.
De øvrige månedens spiller-priser i denne sæson er gået til: Emilie Hesseldal (2), Caroline Wich og Ena Viso.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































