Sæsonens første sæt medaljer er i hus for den danske landsholdsstjerne Gabriel ´Iffe´ Lundberg og CSKA Moskva. Søndag aften besejrede den russiske mastodont Zenit Sankt Petersborg med cifrene 81-73 i VTB United League´s SuperCup-finale.
Moskva-klubbens første titel i sæson 2021/22 blev en realitet efter en kamp, hvor man var i front nærmest fra start til slut. Zenit-mandskabet fik nettet til at blafre for første gang i aftenens finale, men Zenit-føringen varede blot få minutter. Efter fire minutters spilletid kom CSKA i front, og resten af kampen forløb med CSKA i førersædet. Det var dog ikke fordi, at det var a walk in the park for Lundberg og kompagni.
Отличный уикэнд!
📸 Ира Сомова pic.twitter.com/E6GlgrIKd1
— CSKA Moscow (@cskabasket) September 19, 2021
Efter en flot første periode var de forsvarende VTB-mestre foran med 11 point, men Zenit kom bedre med og fik barberet seks point af føringen i anden periode. Anden halvleg var en tæt affære, men det blev for alvor aldrig helt tæt. Derfor kunne Iffe Lundberg og CSKA-holdkammeraterne løfte pokalen og fejre den første af forhåbentlig mange titler i sæson 2021/22.
Iffe Lundberg leverede 14 point, 6 rebounds, 2 assists og 2 steals. Den danske stjerne var desuden den spiller, der med sine 32 minutter fik mest tid på banen. Topscorer for Moskva-holdet var Will Clyburn med 18 point.
Næste gang Lundberg skal i aktion er torsdag den 23. september, hvor CSKA Moskva skyder VTB United League-sæsonen i gang på udebane mod Tsmoki-Minsk. CSKA spiller første kamp i Euroleague den 30. september mod AX Armani Exchange Milano, der har dansk-amerikanske Shavon Shields på holdkortet.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































