2 dage før sæsonstart runder vi vores tour i klubberne af med Hørsholm 79ers. Her har vi haft en snak med deres nyerhvervelse Mads Olesen, som er skiftet fra Aalborg Vikings. Han skal nu forsøge at gøre sig kunsten efter fra Aalborg, hvor han fik Aalborg hævet godt på sponsorsiden og ikke mindst tilskuermæssigt. Her kan du læse hvad han har af planer med Hørsholm 79ers.
Hørsholm meldte tidligere ud at de vil satse på at blive den førende klub på Sjælland, noget som i følge Mads Olesen tager tid, men man vil allerede i denne sæson kunne se forbedringer.
– Hørsholm 79ers er inde i en meget spændende proces, hvor vi går mod mere professionelle tilstande, på alle områder, samtidig med at vi engagerer de frivillige meget mere, starter Mads Olesen med at fortælle til Fullcourt.
– I år der derfor en overgangssæson, hvor vi skal have tingene til at fungere og vi ikke mindst skal evaluere tingene løbende. Der er ikke noget, der bliver perfekt i år, men vi kommer alligevel til at tage syvmileskridt hen mod en mere professionel oplevelse for tilskuere og sponsorer. Genererer vi positive følelser hos de to grupper, følger pengene med på lang sigt, hvilket gør os mere konkurrencedygtige på banen.
Bedre kampafvikling er vejen frem
Det hele starter i følge Mads Olesen ved kampafviklingen, her er det vigtigt at levere et uforglemmeligt show som folk husker, og det har han også store planer om at forbedre markant i den kommende sæson.
– Vores kampafvikling og vores sponsorpleje er de store mål rent organisatorisk, fordi det genererer økonomi til alle de andre ting, vi gerne vil gøre, eksempelvis for spillere og trænere.
– Vi har allerede arbejdet med de midler, vi har til rådighed. Vi har en storskærm, som vi kommer til at bruge rigtigt meget, både kommercielt og showmæssigt, mens vi eksempelvis endnu ikke har et lysshow, der kan konkurrere med de bedste. Derfor arbejder vi også med andre muligheder i forhold til kampafviklingen, så vi kommer tættere på vores mål om at have de mest underholdende kampe i Nordsjælland, i alle sportsgrene.
Hørsholm 79ers gik for ikke så lang tid siden, sammen med moderklubben Hørsholm Basketball om at lave en samlet organisation, der skal rykke klubberne tættere på hinanden. Det kan godt give lidt udfordringer nu og her, det fortæller Mads Olesen her hvor han forklare om hvad der bliver den største udfordring i denne sæson.
– Det bliver helt klart at få vores nye organisation til at fungere. Klubben har omorganiseret sig og har bragt ungdommen og eliteholdene meget tættere på hinanden. Der er opbygget 23 nye selvstyrende frivillige teams, hvoraf seks eller syv er målrettet eliten. De teams skal løbende plejes og evalueres. Der kommer helt sikkert til at gå ting galt og det er her, vi skal lære til fremtiden. Om et år, når vi er kommet gennem den første sæson, skulle vi gerne stå med en styrket organisation.
Næstved kan overraske
Vender vi øjnene mod ligaen i år, så tror Mads Olesen at Team FOG Næstved kan overraske, derudover så mener han at der komme en skuffelse i Østjylland som ikke kan undgås.
– Jeg tror Næstved kan komme til at overraske i forhold til tidligere sæsoner, fordi de har fået en god blanding af kontinuitet og talent. De flyver lidt under radaren, men kan godt overraske og komme i top tre.
– Der er vel kun to hold, som kan skuffe i mine øjne, og det er Randers og Bakken. Med den trup, Randers har samlet, må alt andet end et mesterskab vel være en skuffelse. De har handlet godt og stort ind, og det bliver spændende, om de kan få det til at fungere.
– På den anden side har det de senere år udviklet sig sådan, at det vil være en skuffelse hvis ikke Bakken tager titlen. De har den bedste organisation, en lang tradition og de har vundet de sidste mange år, så forventningen hos sponsorer, fans og medier vil altid være en titel.
Der er bare den ene ting, at mindst det ene af de to hold, vil stå tilbage efter sæsonen uden en guldmedalje, og det vil være en skuffelse.
Formlen er klar
Mads Olesen er en ambitiøs mand indenfor basketsporten i Danmark, og han har en lidt kontroversiel formel klar. Ligaen skal være delvist lukket for klubber der ikke lever op til kravene. Det kan give mere sikkerhed for klubberne i landets bedste række, så de ikke risikere nedrykning i en sæson hvor de har satset alt. Men han mener samtidig at ligaen bestemt er på rette vej.
– Basketligaen udvikler sig helt klart i den rigtige retning. Der er flere og flere klubber, der tager den kommercielle side yderst seriøst, også udover at spørge venner og bekendte om sponsorater. Der arbejdes med show og tilskueroplevelser og vi er ved at blive en seriøs udfordrer til nogle af de andre sportsligaer i Danmark.
– De fem klubber Bakken, Svendborg, Næstved, Horsens og Aalborg, som er de fem hold i Basketligaen med flest tilskuere, har flere tilskuere i gennemsnit til deres hjemmekampe end de seks nederste hold i både herrernes og damernes håndboldligaer, som alligevel genererer mange flere sponsorindtægter. Samtidig har Basketligaen på årsplan mange, mange flere TV-seere end ishockey, så vores produkt er bedre, end de fleste tror.
– Det, vi mangler, er at de sidste hold kommer med. At alle holdene, inkluderet mit eget, får en TV-egnet hal, hvor sponsorfaciliteterne er i orden og hvor tilskuerne får en god oplevelse. Når hele ligaen får et ensartet niveau, bliver vi en meget bedre samarbejdspartner for sponsorerne og så tror jeg Basketligaen for alvor eksploderer.
Synes godt om Fullcourt.dk på facebook og få nyhederne i din newsfeed
– Det, der i mine øjne mangler, er at vi får lukket ligaen delvist, så de nederste hold kan få ro til at opbygge noget organisatorisk. Lige nu er man i de fem nederste klubber nødt til at vælge mellem at ansætte endnu en amerikaner eller at lave et bedre kamparrangement og bedre sponsorfaciliteter. Det ene vil sikre klubben mod umiddelbar nedrykning, mens de andet vil fremtidssikre den. Problemet er bare, at der ikke er meget ved at være fremtidssikret i 1. division.
– Modellen i mine øjne kunne eksempelvis være, at hvis man opfylder en række objektive krav til organisation, kampafvikling og tilskuertal, kan man ikke rykke ned. Det vil give ro til at få alle tingene på plads. Frygten er på den anden side naturligvis, at nogle hold så stiller med et rent amatørhold, men den tror jeg ikke på, for så kan man alligevel ikke opfylde krav i forhold til sponsorer og tilskuere.
Som man kan hører så har han mange gode idéer til hvordan ligaen kan udvikle sig, men hvordan ser han udviklingen i sin egen klub?
– Vi har sat rigtigt mange kræfter ind på at få gennemført en ombygning af Hørsholm Hallen, så den bliver egnet som hjemmebane i det nu 14 år gamle nye årtusind. I forvejen har hallen nogle af de fordele, der kendetegner de bedste hjemmebaner i landet. Den er intim, den har historie og ikke mindst har den i den grad nogle akustiske fordele, som man i Basketligaen ellers kun ser i Aalborg. Det lyder simpelthen som om, der er 1000 mennesker, når der er 300, og når der er 1000, bliver det en svær hal at besøge.
– Med en mulig ombygning vil vi få plads til lige over 1200 tilskuere og det er en perfekt størrelse. Så vil målet være at spille for fyldte pladser og i en fantastisk atmosfære hver gang. Sker det, som vi håber, vil vi også blive meget mere interessante for sponsorerne om fem år – og er vi interessante for sponsorerne, har vi også økonomi til at hente gode spillere.
– Ikke mindst har vi et ønske om at hente nogle af de spillere Hørsholm selv har udviklet hjem til klubben igen. Lige nu spiller de alle mulige andre steder, men kunne de spille her, ville det være en kæmpe kilde til stolthed i hele klubben.
Det var den sidste artikel i vores optaktsserie. Aalborg Vikings har ikke haft tiden til at deltage, men vi håber at kunne bringe en artikel om dem snarest. Der er 2 dage til sæsonstart vi glæder os!
Besøg også Hørsholm 79ers’ nystartede Facebook-side her
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.









































































