Der var stor glæde i Luka Dončić’s ansigt efter sejren over Fenerbahce i EuroLeague-finalen søndag aften. Efter en EM-guldmedalje i sommers, er det nu også blevet til den første EuroLeague-titel i karrieren.
Hvad er der ikke at være glad over? Den unge slovener har fejet alle titlerne til sig i denne sæson. Først EuroLeague Rising Star, så en plads på All-EuroLeague First Team, dernæst turneringens MVP, og nu også Final Four MVP.
Efter kampen, var det dog en kortfattet, men samtidig glad Luka Dončić der mødte pressen.
”Jeg er uden ord lige nu. Det føles ubeskriveligt både for mig, og for mit hold at være EuroLeague-mester, og jeg synes at vi fortjente trofæet. Vi spillede både med hovedet og hjertet. Det føles uvirkeligt at vi har opnået dette,” indledte han med at fortælle.
I de døende sekunder af kampen måtte Dončić se med fra bænken på den dramatiske afslutning, eftersom han fik sin femte fejl med under et minut igen af fjerde periode. Sekunder, som næsten tog livet af ham.
”Det var svært at sidde på bænken, end at være på banen. Jeg ville bare ind spille,” understregede den unge slovener.
Under interviewet jokede Felipe Reyes med at Dončić er holdets nye anfører, og da Dončić endnu engang blev spurgt om sin fremtid, kom det eneste svar man kunne forvente.
”Jeg ved endnu ikke hvad jeg gør. Nu vil jeg bare gerne fejre mesterskabet med mit hold, og så skal jeg nok vende tilbage når jeg har taget beslutningen,” afsluttede han med at fortælle.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































