I aften falder afgørelsen om hvem der tager tronen på det gamle kontinent. En hel sæson med sved, blod og tårer kulminerer i én enkelt kamp, hvor ”the winner takes it all” – En kamp, to hold, men kun et trofæ! Olympiacos mod Real Madrid.
Årets Euroleague finale er en gentagelse af 2012/2013 finalen mellem Real Madrid og Olympiacos – I dette scenarie er et af holdende dog på egen hjemmebane.
Når kampen i aftens sættes igang så har Real Madrid hjemmebane i Euroleague finalen, og har mulighed for at vinde trofæet for første gang i 20 år. En finale de ønsker at vinde mere end noget andet efter at de for tredje år i træk har spillet sig så langt.
Olympiacos derimod kan vinde deres tredje trofæ i Euroleague på bare 4 år. De har vundet turneringen i 2012 og 2013, og nu har de mulighed for at gentage succesen, som i 2013, hvor netop Real Madrid måtte bøje sig i knæ for de græske guder. Grækerne er desuden med ved Final Four for femte gang på bare 7 år.
Real Madrid pines stadigvæk af 2013-finalen
De to hold mødtes sidste gang i Euroleague finalen i 2013. En kamp som Real Madrid formentligt stadigvæk har mareridt om. Spanierne var foran med næsten 20 point efter første periode, og herefter vendte kampen.
Olympiacos egen stjerne, Vassilis Spanoulis, havde 0 point, 1 assist og hele 3 turnovers i første halvleg, men endte med 22 point og blev kampens topscorer. Dette viser, hvor farlige grækerne er, da de aldrig giver op, og at deres mentale styrker aldrig faldner.
Og netop den mentale styrke, fortæller Olympiacos træner, Giannis Sfairopoulos, er holdets allerstørste force. Endnu et eksempel på dette var, da Olympiacos var baggud med 61-52 med fire minutter igen af kampen mod CSKA Mosvka fredag aften i semifinaleopgøret ved Final Four, og hvor de efterfølgende vinder på en scoring med få sekunder igen af kampen.
Og hvem skulle det ellers være end Vasillis Spanoulis, der med sin kølighed sender et trepointsskud afsted og som går i, som sikrede grækerne en finaleplads (68-70).
”Det vi lærte fredag aften mod Mosvka var aldrig at give op, indtil det sidste sekund er forbi af kampen. At være bagud med så mange point i de sidste par minutter, men alligevel at kæmpe sig stærkt tilbage, det er vores holds ånd,” udtaler Vangelis Mantzaris og understreger igen den mentale styrke holdet har – Se situationen herunder, hvor Spanoulis afgører kampen.
Kampen i dag, og kampen i 2013 skal man dog passe på med at sammenligne for meget. På daværende tidspunkt havde Real Madrid et urutineret hold når det gjaldt Final Four, og finaler. Los Blancos var i finalen for første gang i 18 år, og ingen af spillerne havde altså den nødvendige erfaring – I dag er der dog nye boller på suppen.
Nyt hold med nyt blod, og masser af rutine
Real Madrid er i dag et helt andet hold, med nye spillere, og større erfaringer. Andres Nocioni og Ioannis Bouroursis er hentet ind som nye rutinerede kræfter, og det har altså hjulpet de kongehvide endnu en gang at nå til Finalen, og ikke mindst at spille en fantastisk sæson.
Ikke nok med det så har Felipe Reyes, Rudy Fernandez, Sergio Llull, Jaycee Caroll og Sergio Rodriguez nu prøvet at spille en finale i to år i træk, hvilket giver dem ekstra rutine når de i aften igen skal forsøge kræfter med Olympiacos.
”Vi har været i denne situation to gange før, og spillet mange vigtige kampe i karrieren efterhånden. Vi må forblive rolige, og fokusere, og have en god gameplan parat. Vi skal være bevidste om at tingene godt kan gå godt. Det hjælper desuden at have været en del af sådan nogle kampe før. At have været en del af finalerne to gange indtilvidere giver os det plus, vi ville ønske vi havde haft noget tidligere.” udtaler en selvsikker Sergio Rodriguez inden finalen.
I semifinalen fredag aften slog man sikkert tyrkiske Fenerbahce Ulker, og dermed besejrede Pablo Laso sin gamle træner fra midten af 90’erne da Laso spillede guard under Zeljko Obradovic, som i dag sidder som cheftræner i den tyrkiske topklub.
Det blev dog ikke den tætte kamp som alle havde regnet med. Ligesom Real Madrid tilbage i 2013 manglede erfaring, ligeledes gjaldt det tyrkerne fra Fenerbahce, der har et hold fuld af ”nye” spillere når det gælder Final Four, og vind eller forsvind kampe. Real Madrid var nemlig meget hurtigt foran med omkring 20 point, og vandt efterfølgende kampen 96-87.
Spændende opgør i vente
Efter en dårlig start på sæsonen hos grækerne fra Olympiacos, der var plaget af mange skader, har begge mandskaber dog alligevel i sidste ende haft en fantastisk sæson i Euroleague, men også i den regionale liga. I Euroleague er det blevet til 23 sejre og 6 nederlag til Real Madrid, imens Olympiacos har 22 sejre og 7 nederlag.
Favoritrollen i aften går dog definitivt til spanierne fra Real Madrid der spiller i egen hule og har dermed en ekstra motivation til at vinde turneringen. Men man skal som sagt aldrig undervurdere Olympiacos, og det bliver derfor et bestemt fantastisk finaleopgør, som traditionens tro altid byder på rigtig, rigtig tætte kampe.
Tidligere på dagen vandt Madrids junior hold deres første trofæ nogensinde i Adidas Next Generation Tournament, da de slog KK Crvena Zvezda med 73-70 i finalen. Er dette mon en indikation på at seniorholdet også kan gå i samme fodspor? Tiden på vise. Adidas Next Generation Tournament er desuden samme turnering som Værløse forsøgte at kvalificere sig til tidligere på året. Læs mere om det ved at klikke her.
De to holds veje har ikke krydset hinanden i denne sæson i Euroleague, og der er derfor en masse spænding i vente når de to hold kommer i aktion kl. 20.00 i aften i årets højdepunkt i Europa – Euroleague finalen.
Optakt til Finalen mellem Real Madrid og Olympiacos
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.