CSKA Moscow, Fenerbahce, Olympiacos, Panathinaikos, Real Madrid, Zalgiris, Baskonia og BC Khimki er de otte hold i kvartfinalen, som skal kæmpe om en plads ved Final Four i Beograd, Serbien som afholdes fra den 18-20 maj.
Indtil den allersidste runde var der uklarhed om det endelige billede af tabellen, og ikke mindst kvartfinalerne. Nu er alt på plads, og kvartfinalerne skydes igang i næste uge tirsdag og onsdag. Kvartfinalerne spilles bedst ud af fem serier.
I en serie af fire artikler kigger vi nærmere på de otte hold som har nået kvartfinalen. Vi indleder med turneringens tophold CSKA Moscow, som møder by-rivalerne fra BC Khimki.
1. CSKA Moscow (24-6) vs. 8. Khimki Moscow Region (16-14)
CSKA Moscow har i mange år været fast inventar i den europæiske top, og i år er ingen undtagelse.
For andet år i træk sluttede russerne af på førstepladsen i grundspillet, og er igen store favoritter til at gå hele vejen endnu en gang. Kvalificerer de sig videre fra kvartfinalen vil de ende i deres 15. Final Four de seneste 16 år og deres 19. i alt.
Russerne er sultne efter at de sidste år ikke formåede at genvinde mesterskabet. CSKA vandt EuroLeague så sent som i 2015 i Berlin, Tyskland i en noget så vanvittigt overtids-drama mod Fenerbahce. Læs mere ved at klikke her.
CSKA har lidt af diverse skader i denne sæson, og senest er holdets profil Kyle Hines meldt ude i flere uger.
På trods af det har russerne formået at gå formidabelt igennem grundspillet med 24 sejre og blot 6 nederlag. Her har de været det mest scorende hold med 89.2 points pr. kamp. De har samtidigt blot tabt en enkelt kamp på hjemmebane ud af 15!
De største profiler hos russerne har blandt andet været franske Nando De Colo med sine 17.2 points pr. kamp. Den nytilkomne Sergio Rodriguez, som har erstattet Milos Teodosic, med 13.5 points og 4.8 assists pr. kamp, samt Cory Higgins med 13.6 points pr. kamp.
Will Clyburn, har sidst men ikke mindst også været rigtig god for russerne med sine 11.7 points og 5.7 rebounds pr. kamp.
CSKA Moscow skal i kvartfinalen møde deres rivaler fra VTB-Ligaen. De to har stået overfor hinanden to gange i denne sæson, og begge gange har CSKA vundet.
BC Khimki har langt fra haft en ligeså imponerende sæson som CSKA. Til trods for at de lagde stærkt ud med at vinde 5 ud af de første 6 kampe i turneringen, kom deres plads i slutspillet først i hus med ganske få runder tilbage af grundspillet, hvor de sluttede af på en ottendeplads med 16 sejre og 14 nederlag.
Det samme kan man ikke just sige om holdets helt store profil Alexey Shved. Russeren har været imponerende og dominerende. Shved er til dags dato turneringens topscorer med i alt 643 og 21,43 point pr. kamp.
Alt på holdet drejer sig omkring russeren, som dog har nogle gode profiler omkring sig. En af dem er Anthony Gill med sine 11.0 point og 4.6 rebounds pr. kamp. Andre profiler der har gjort sig bemærket er Malcolm Thomas, Thomas Robinson og Tyler Honeycutt.
Khimki har kun spillet med i turneringen i fem sæsoner, og er i deres første Playoff nogensinde i EuroLeague.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.











































































