Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Basketligaen

Wolfpack sejrede efter overtid på Nørrebro

Der var lokalopgør i Nørrebrohallen søndag eftermiddag, da Stevnsgade SuperMen tog imod Wolfpack Basketball. Gæsterne træk det længste strå med en sejr på 83-87 efter overtid.

Søndag var der lokalopgør, da bundholdene Stevnsgade SuperMen og Wolfpack Basketball tørnede sammen. Det var rækkens nummer otte mod rækkens nummer syv, og inden dagens kamp var det kun Wolfpack, der havde smagt sejrens sødme i Basketligaen, da de tidligere på måneden besejrede Randers Cimbria med 78-77.

På trods af de manglende sejre var der optimisme hos hjemmeholdet, da topscoreren Filip Rajovic samt Stefan Jevric begge var tilbage efter skadesforløb. Førstnævnte var med i startopstillingen sammen med Frederic Filsoof, Boris Vukicevic, Mike Flowers og Mathias Seilund.

Wolfpacks startopstilling bestod af Michael Martin, Oliver Strøh, Edgaras Stanionis, Durell Vinson og den tidligere Stevnsgade-spiller Luciano de Souza, som skiftede til lokalrivalerne tidligere på sæsonen.

Gæsterne scorede kampens første fire point, hvorefter Stevnsgade scorede syv point i streg. Luciano de Souza gjorde efterfølgende det onde ved sine tidligere holdkammerater, da han udlignede til 7-7. Kampen fortsatte perioden ud helt tæt, og der stod derfor 14-14 efter første periode.

Anden periode fortsatte lige så tæt som første periode sluttede. Ingen af de to mandskaber kunne for alvor få afstand til modstanderen, og de to hold kunne derfor gå til pause helt lige ved stillingen 36-36. Tredje periode fulgte op på de to første med høj intensitet, og de to bundhold fulgtes pænt ad, indtil slutningen af perioden, hvor Wolfpack fik kampens hidtil største føring på 49-54. Mathias Seilund reducerede dog til en pauseføring på 51-54 inden fjerde periode.

Mike Flowers udlignede straks Wolfpack-føringen, men fem point fra de Souza sendte gæsterne tilbage i front med 56-59. Herefter scorede Stevnsgade igen syv ubesvarede point, men Wolfpack og særligt Oliver Strøh havde gang på gang et modsvar. Derfor førte Wolfpack 67-71 med to minutter igen, men Stevnsgade kæmpede sig tilbage i kampen.

Seilund scorede første to point, inden Boris Vukicevic blev fejlet med en usportslig fejl og sendt til straffekastlinjen med 24 sekunder tilbage af kampen. Han scorede det første, og havde dermed muligheden for at udligne kampen. Han brændte dog andet forsøg, men grundet den usportslige fejl var bolden fortsat hos Stevnsgade.

Efterfølgende blev Filip Rajovic fejlet og sendt til linjen, men som holdkammeraten formåede han også blot at score på det ene. Det udlignede dog kampen til 71-71. Wolfpack havde derfor chancen for at tage sejren, men et steal fra Vukicevic gav i stedet ham chancen på et trepointsforsøg i sidste sekund, der dog ikke gik i.

Det betød, at kampen skulle i overtid, og her viste gæsterne sig skarpest. Seilund scorede til 73-73, men herefter satte Wolfpack sig i den grad på kampen med tolv point i streg. Det lukkede reelt kampen, der sluttede 83-87 efter et lille Stevnsgade-comeback.

Kampens topscorer blev Stevnsgades Mathias Seilund, der scorede 28 point, mens Edgaras Stanionis blev topscorer for gæsterne med 21 point. Durell Vinson, der selv kalder sig Mr. Double Double, tegnede sig for endnu en double double med 18 point og ti rebounds, hvilket var samme statline som Luciano de Souza noterede sig for.

Skrevet af

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Andre artikler med dette emne

Basketligaen

Svendborg Rabbits trak det længste strå i kampen om metal torsdag eftermiddag.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.

Basketligaen

Basketball er ikke ens overalt, og det har Tony Wroten mærket på egen krop.

Basketligaen

Amerikanerens tid i Danmark gik næppe som ønsket, og den hårde start sætter han nu ord på.

Basketligaen

BMS Herlev var pisket til en sejr lørdag eftermiddag for at komme fri af bunden i Basketligaen, men BK Vejen viste sig at være...

Basketligaen

Horsens kom blæsende fra start, hvilket endte med at blive altafgørende i den vigtige kamp om fjerdepladsen.

Basketligaen

Steve Hanson har forvandlet BK Vejen, siden han trådte til som træner tilbage i januar, og nu håber han, at kunne fortsætte sit arbejde...

Basketligaen

Andrew Orr har for alvor trådt i karakter for oprykkerne, og det er der flere årsager til, ifølge ham selv.