Billede: 1st Down Photo
Da Copenhagen Basketball tirsdag aften gæstede Søndersø Hallen til en kamp mod Værløse BLue Hawks, lignede det for alvor, at udeholdet kunne hente en sjælden sejr.
Copenhagen var uden tvivl det skarpeste mandskab i første halvleg, men med slid og slæb, fik hjemmeholdet fra Værløse kæmpet sig tilbage, og kunne efter 5 minutters overtid sikre sig en smal sejr på 2 point. Kampen bød udover en spændende overtids afslutning også på et comeback til et af ligaens unge talenter.
En uskarp kamp, der endte til Værløses fordel
Opgøret startede langsomt ud, hvor begge hold manglede den afgørende skarphed fra kampens begyndelse. Det betød kampen bølgede frem og tilbage indtil Copenhagen blandt andet på baggrund af en 3-pointsscoring og flere gode drives mod kurven fra Nicklas Jønsson, fik opbygget et 11-pointsforspring.
På trods af flere åbne skud scorede Værløse på 0 af 6 3-pointsforsøg i første quarter, og først fem minutter før pausen ramte hjemmeholdet en 3’er, som fik reduceret Copenhagens forspring til 10 point. Nærmere kom de dog ikke, og fra anden halvleg skulle Værløse indhente en Copenhagen føring på 27-39.
Det startede ikke meget bedre fra anden halvlegs begyndelse, da først Patrick Burke scorede 2 point, der blev fuldt op med endnu 2 point fra Hannibal Salomon.
Derfra kom Værløse dog bedre med, hvor først Koch Bar leverede to and-1 spil i træk, og satte gang i et 8-0 run fra hjemmeholdet.
Efter en timeout af Værløse med 4:57 minutter tilbage af tredje quarter kom Mikkel Hauge på banen og gjorde comeback efter en lang skadesperiode på over 11 måneder. På trods af den lange skade, tog det kun den unge guard lidt over 2 minutter at lægge 4 point i kurven.
Det betød at Værløse nu kun var bagud med 5 point, og med 1 minut tilbage af tredje quarter, fik vi et føringsskift til hjemmeholdets fordel.
Føringen gav dog ikke det fornødne momentum til at trække yderligere fra og lukke kampen. Tværtimod skiftede føringen flere gange i løbet af fjerde quarter, og der skulle to straffekast fra Koch Bar til for at sende kampen i overtid.
Ligesom hele fjerde quarter, var overtidsperioden en tæt affære, og med fem sekunder tilbage, havde Copenhagen sågar muligheden for at sende kampen ud i dobbelt-overtid. Desværre kunne de københavnske gæster se bolden køre en hel runde på ringen inden Nicklas Jønssons afslutning til sidst faldt ned ved siden af nettet og tiden endegyldigt løb ud. Det gav Værløse en 77-75 sejr at lune sig på.
Dermed trækker Værløse sammen med BMS Herlev Wolfpack yderligere fra de resterende klubber i Basketligaens Pro B.
Kampens iøjnefaldende statistikker
Efter hjemkomsten fra Seattle University, kunne Mikkel Hauge i sin comebackkamp for Værløse Blue Hawks prale af at have kampens bedste +/- på 14, hvilket er 6 mere end den næsthøjeste i opgøret. Hauge var på skånekost i forhold til spilletid og fik kun 9 minutter på banen, men viste lovende takter.
Topscorerværdigheden gik til gengæld til Copenhagens Hannibal Salomon, der scorede 18 point, hvilket var 1 mere end både Martin Poulsen og Koch Bar.
Koch Bar havde ellers alle muligheder for blive kampens mest scorende spiller. Den store center spillede nemlig samtlige 45 minutter.









































































