Onsdag aften var Team FOG Næstved taget til Svendborg, for at afvikle de to holds andet indbyrdes opgør i sæsonen.
Første gang de to hold mødtes var tilbage i anden spillerunde, hvor Svendborg Rabbits kunne tage sejrsrigt hjem fra Næstved efter en neglebider af et opgør som sluttede 62-64.
Aftenens opgør blev ligeså tæt og interessant, hvor Svendborg med 6 sekunder tilbage af opgøret havde muligheden for at sende kampen ud i overtime med en 3-pointsscoring
Overraskelser i startopstillingen og højt tempo
Jimmy Moore havde lavet en mindre overraskelse i hjemmeholdets startopstilling, hvor Leonardo Carlino startede inde i stedet for Sebastian Åris, der den seneste uge har været med det danske landshold i Liatuen og spille.
Carlino takkede for tilliden ved at score kampens første point via en 3-pointsscoring, inden han dog efter få minutter måtte en tur ud på bænken at sidde til fordel for Sebastian Åris.
Kampen begyndte i et højt tempo, hvor begge hold var påpasselige defensivt, men efter et par minutter udnyttede Jarrell Spellmann en åbning i Svendborgs forsvar og kunne med et voldsomt to-hånds dunk bringe Næstved foran 5-7.
Omvendt var Spellmann aldeles passiv i egen forsvarsende, og havde store problemer med at kontrollere Jacob Enevold, der med ren og skær råstyrke rykkede rundt med Næstveds amerikanske center, og fik det til at se alt for nemt ud, da han to angrebsserier i træk lagde bolden i kurven.
Spellmanns defensive aktioner fik Arnel Dedic til at reagere ude på sidelinjen, hvorfra han satte den montenigrinske center Miki Novovic på banen til at holde styr på Jacob Enevold. Udskiftningen gav pote i det defensive og efter et par 3-pointsscoringer af Jahmal Jones mod slutningen af første quarter var kampen helt tæt inden Samuel Idowu swishede en 3’er til stillingen 20-23, før hjemmeholdets kaptajn, Mikkel Planthin reducerede til 22-23 efter to straffekast.
Fra starten af anden quarter blev der skruet op for intensitetten, hvor flere fede dunks og hårde fejl skabte verbale infights imellem spillerne. Særligt de mange fejl, gjorde det svært for de to hold at finde rytmen rent offensivt, og mange scoringer kom på baggrund af modstanderens turnovers.
Først udnyttede Oscar Jørgensen de mange chancer ved at udligne kampen med en 3-pointsscoring til 30-30 inden samme Oscar Jørgensen på det efterfølgende spil satte Durrell Vinson op til en scoring ved at opsnappe en dårlig aflevering fra Næstved.
Svendborg fik dog ikke lov til at stikke af og midtvejs i perioden leverede Samuel Idowu et block, der efterfølgende førte til 2 point af Philip Hertz og en helt lige kamp, inden Idowu kort før pausen igen fik en hovedrolle, da han scorede sit 15. point til pausestillingen 41-43, efter Sebastian Åris ellers havde bragt hjemmeholdet foran 41-40.
Næstved lige ved at smide kæmpe føring over styr
Svendborg Rabbits kom uden sammenligning bedst ud til anden halvlegs start, hvor Alante Fenner først blev blokeret af Rabbits-forsvaret inden Brandon Tabb sænkede en 3-pointsscoring, hvorefter Esben Reinholt begik en overlagt fejl på Brandon Tabb, før Mikkel Planthin scorede sin første 3’er og dermed gav hjemmeholdet en 49-43 føring få minutter inde i tredje quarter.
Derefter tog kampen en uventet drejning, hvor Alante Fenner, der ikke scorede i hele første halvleg, brændte varm. Næstveds topscorer sendte sit første point i kampen på tavlen via et straffekast, inden han scorede 2 3’ere og 3 layups, der var med til at bringe gæsterne fra Sydsjælland foran med 59-69.
I starten af fjerde quarter seå det for alvor ud til, at Svendborg havde mistet fatningen, og efter endnu en scoring af Alante Fenner kom Næstveds føring hurtigt op på 18 point inden fynboerne igen vågnede op til dåd.
Efter et par gode forsvarssekvenser, kunne Brandon Tabb og Oscar Jørgensen midtvejs i fjerde quarter reducere til stillingen 69-79. Lettere blev det for Svendborg, da Philip Hertz med 4:36 tilbage af kampen begik sin femte fejl, og dermed måtte se til fra sidelinjen i resten af opgøret. Fejlen sendte også Sydney Umude på sidelinjen, hvor den atletiske forward kunne reducere yderligere.
Fejlen til Hertz tvang Arnel Dedic til at tage en timeout, for at reorganisere, og få kontrol på kampen igen. Det lykkedes midlertidigt ikke for Næstved, der smed indspilningen væk efter timeouten og igen kunne se Sidney Umude reducere.
Næstved så ud til at være på renden til at sætte deres store føring over styr, da der først blev dømt en tynd fejl på Sebastian Åris, hvorefter der blev dømt en endnu mere tvivlsom overlagt fejl på Alante Fenner, der forsøgte at komme i vejen for en 3-pointsscoring fra Planthin. Det bragte kampen indenfor et point ved stillingen 82-83 til Næstved før et par straffekast til begge hold gav stillingen 83-86.
Det betød, at Svendborg, der fik kampens sidste boldbesiddelse kunne sende kampen i overtime. Det skete dog ikke, da Sebastian Åris blot ramte det forreste af kanten på ringen og tiden derefter løb ud.
Med sejren til Næstved er de to hold helt lige i Basketligaen med en 7-3 record og en indbyrdes record på 1-1.
Ærgerlig skade til Svendborg profil
Udover selve nederlaget, led Svendborg Rabbits et tab midtvejs i kampen, da Brandon Norfleet i slutningen af andet quarter landede uheldigt ned på sin ankel, og ikke selv kunne gå fra banen, men måtte have støtte af holdets fysioterapeut.
Skadens alvor er endnu uvist, men Norfleet var ude af stand til at spille kampen færdig, og kan risikere at misse Svendborgs kommende kampe.