Første mand på holdkortet bliver den 20 årige Aleksander Nedic, som kommer til fra BMS Wolfpack. Med Nedic’ rødder på Balkan, har det uden tvivl været en tunge på vægtskålen, at Arnel Dedic nu er træner i Næstved. Dedic ser da også et stort potentiale i den unge guard.
”Jeg ser et stort talent i Aleksander Nedic som vi skal have videreudviklet her hos os. Jeg vil gerne have bygget noget stamme på holdet. Det er meget positivt at vi har fået den første danske spiller på plads,” udtaler Arnel Dedic.
Det bliver på en to årig kontrakt, at Nedic kommer til Næstved på. Der er derfor lagt op til udvikling, og opbygning af holdet, omkring unge danskere. Aleksander Nedic har et hav af ungdomslandskampe på CV’et, og er fortsat aktuel på U20 landsholdet.
”Jeg har valgt at tage til Næstved, da der er de rigtige forudsætninger for min udvikling omkring holdet. Det har haft stor betydning for mit valg at jeg får Arnel Dedic som træner,” fortæller Aleksander Nedic.
Nedic snittede i sidste sæson for Wolfpack i Basketligaen knap 20 minutter, 6,3 point, 2,2 rebounds og knap 2 assist pr. kamp.
Team FOG Næstved er i øjeblikket i gang med en større oprydning i truppen, og de forventer således også at lave flere aftaler med nye spillere indenfor de næste par uger.
”Vi er i gang med at indgå aftaler med en del nye spillere. Vi regner derfor med at vi kan melde mere ud her i de kommende uger. Det ser spændende ud og vi glæder os til at komme i gang med den nye sæson,” siger Andreas Larsen.
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.









































































