I sidste kamp inden den nyligt afsluttede landskampspause fik Svendborg Rabbits hjemme i Kaninhulen, Rise Sparekasse Arena, besøg af BMS Herlev, og Kaninerne styrede helt og holdent kampens begivenheder. Sydfynboerne kørte BMS Herlev over og sejrede overlegent med 100-71. BMS Herlev var dengang uden en skadet Marqus Marion.
Torsdag aften havde Herlevvitterne chancen for at tage revanche mod sidste sæsons sølvvindere, da de på hjemmebane tog imod netop Svendborg Rabbits, men heller ikke denne gang endte det med to point til kontoen til BMS Herlev.
Svendborg Rabbits besejrede BMS Herlev med 77-81 og fik således en sublim start på slutspillet med en sejr mod et hårdtarbejde BMS Herlev-hold, der trods det bitre nederlag kunne være tilfredse med sin indsats.
Herlev spillede en flot kamp, hvor de gjorde det svært for gæsterne fra Fyn, og især Herlev-stjerneskuddet Marqus Marion spillede en fremragende kamp.
Marion, der efter denne sæson rykker teltpælene op og flytter til USA for at spille college-basket for Wake Forest University, leverede 28 point, ti rebounds, to assists og to blocks. De 28 point gjorde ham til opgørets mest scorende spiller.
Jævnbyrdig kamp
De to mandskaber fulgtes ad fra start til slut og var begge indstillet på sejr efter en lang landskampspause. BMS Herlev var holdet der kunne gå til pause i front, da de efter en Marqus Marion buzzer beater var foran med 43-40 efter de første 20 minutter. Det var dog ikke kun Marion, der havde gjort sig særligt bemærket af positive årsager hos BMS Herlev i løbet af de første to perioder.
Det samme havde den danske kollega Andreas Mortensen, der trådte i karakter i en kamp, hvor der var offensive kvaler hos August Haas, der inden kamp var meldt tvivlsom med en ankelskade, og Eamonn Joyce, der ellers har været garant for point hos Herlev.
Haas havde dog godt med succes i den assisterende rolle og gjorde også en fin figur i den defensive ende.
Kampen fortsatte med at være jævnbyrdig i anden halvleg, og med blot to minutter og 50 sekunder tilbage af slutspilbraget var stillingen helt lige, 72-72, men 40 sekunder senere havde Svendborg sat sig selv i en fordelagtig position takket være deres amerikanske profil Devin Whitfield, der scorede fem ubesvarede point.
Whitfield hjalp Rabbits til sejr
Kort efter blev Eamoon Joyce fejlet bag trepointslinjen, hvilket resulterede i tre straffekast, og BMS Herlev-profilen omdannede dem alle til point, hvilket reducerede Svendborg-føringen til 75-77.
Desværre for Herlev viste Devin Whitfield nok engang sine kvaliteter på en basketballbane frem og gav Rabbits en føring på fire point. Marqus Marion kom med et hurtigt modsvar med to point fra straffekastlinjen, men Devin Whitfield lukkede og slukkede med to point fra samme afstand i den efterfølgende boldbesiddelse.
Svendborg Rabbits slog BMS Herlev med 77-81.
Devin Whitfield, der stod for Svendborgs sidste ni point i kampen, var Svendborg-topscorer med 21 point. Andreas Mortensen scorede 21 point for værterne.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































