Der var fredag aften to kampe i Basketligaen på menuen, da Bakken Bears gæstede Team FOG Næstved, mens Copenhagen Basketball tog imod BK Amager i Nørrebrohallen.
BK Amager var på jagt efter sæsonens blot anden sejr, men fredagens Pro B-opgør ændrede ikke på Amagerkanernes antal af sejre. Copenhagen Basketball kunne efter en helstøbt indsats tage deres fjerde sejr denne sæson. Kampen sluttede 90-74. Copenhagen er nu fire point bag Bears Academy på en tredjeplads i Pro B-rækken.
Det blev altså til en ganske komfortabel – og vigtig – sejr til Copenhagen Basketball, der er i en direkte kamp med Bears Academy om en slutsspilsplads. Første halvleg var langt hen ad vejen meget tæt, men Copenhagen, anført af amerikanske Patrick Burke, der blev kampens topscorer med 24 point, var hele kampen igennem foran, hvis man lige ser bort fra den korte føring BK Amager havde, efter de fik sat kampens første to point på tavlen efter et minuts spilletid.
Der var tryk på fra kampens første fløjt, hvor offensiven intet fejlede hos hverken Copenhagen eller Amager. Hjemmeholdet kom buldrende ud til kampen og var efter tre minutter foran med 15-6, men BK Amager fik sat en stopper for Copenhagen´s run og formåede at holde føringen under dobbelte cifre. Copenhagen var efter ti hæsblæsende minutter foran med tre point, 27-24.
Anden periode var på mange måder ligesom første, og perioden sluttede desuden med det samme udfald som første, hvor Copenhagen vandt perioden med tre point. Hjemmeholdet gik til pause foran med 49-43.
Copenhagen dominerede i fjerde periode
Copenhagen Basketball gik ind til anden halvleg foran med bare seks point, men man havde aldrig rigtigt et indtryk af, at gæsterne, der var uden stortalenterne Oscar Quackenbush og Jonathan Klussmann, var ved at tage over og for alvor presse Copenhagen til det yderste.
BK Amager-profilen Jordan Naughton leverede en pragtpræstation i sidste weekend mod Bears Academy, hvor han scorede 30 point og tog 16 rebounds, men det var ikke en så nær der dominerende Naughton, der stemplede ind i Nørrebrohallen fredag aften. Naughton scorede bare seks point og noterede sig for tre rebounds.
Copenhagen Basketball vandt kampen efter en komplet fjerde periode, hvor de formåede at holde BK Amager nede på kun ti point, mens de selv fik scoret 24 af slagsen. Halvvejs inde i fjerde periode havde gæsterne kun sat tre point på tavlen sammenlignet med Copenhagen´s 18 point.
Det endte dermed med en sikker 94-70-sejr til Copenhagen Basketball. Topscorer var Patrick med 24 point. Hos BK Amager blev Aske Boelt Bagge-Pedersen topscorer med 17 point. 15 af de 17 point kom fra distancen.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































