Sæsonstart
Med under en måned til sæsonstart er klubberne i den danske basketliga godt i gang med deres forberedelser til den kommende sæson. Onsdag den 8. oktober spilles de to første kampe – Team FOG Næstved tager hjemme imod Værløse, mens SISU skal til Fyn og besøge Svendborg Rabbits. Dagen efter, torsdag den 9. oktober, spilles de øvrige 3 kampe. Horsens har besøg af Aalborg Vikings, der er topbrag i Arena Randers hvor Randers Cimbria og Bakken Bears tørner sammen, og sidst, men ikke mindst, skal det nydannede Copenhagen Wolfpack møde Hørsholm i et rigtigt københavneropgør.
Allerede i weekenden efter første runde er et af dansk baskets helt store projekter klar til at blive sat i søen. I et forhåbentlig fyldt Boxen i Herning skal fire danske basketklubber stå hinanden stævne, hvor man håber på at kunne promovere dansk basket bredere ud i Danmark. Tre af de helt store; Svendborg Rabbits, Randers Cimbria og Bakken Bears samt Hørsholm 79’ers er en del af projektet, og derudover vil man kunne opleve underholdning i form af Djämes Braun, LIGA, Uffe Holm m. fl.
Træningskampe
Flere af de danske klubber har i løbet af de sidste par uger arrangeret forskellige træningskampe for at få testet formen. Blandt andet har flere klubber mødt svenske hold.
Bakken Bears har været i Tyskland og deltaget i en træningsturnering, hvor man i semifinalen mødte Oettinger Rockets Gotha, som i sidste sæson sikrede sig en plads i den bedste tyske række. Her sikrede man sig en snæver, men flot sejr på 77-75. Her markerede de to nye amerikanere Sallie og Inge sig med henholdsvis 17 og 16 point.
I finalen skulle man møde sidste sæson 5’er i grundspillet, som dog røg ud i kvartfinalen, Telekom Basket Bonn. Det var dog en for stor mundfuld for bjørnene, som måtte se sig besejret med 101-61. Igen var Sallie og Inge topscorere i kampen, denne gang med 11 point hver.
Efter træningsturneringen udtalte træner Ville Tuominen sig til klubbens egen side “Det var en virkelig god weekend, og jeg er overbevist om, at vi har taget endnu et skridt som hold. Vi spillede tre gode halvlege og var i stand til at konkurrere imod et EuroCup-hold (red: Telekom Baskets Bonn) inden vi løb fuldstændigt tør for brændstof i anden halvleg. Uagtet at det er langt til Gotha, var det bestemt turen værd igen i år.”
Team FOG Næstved var på besøg i Sverige, hvor man slog to fluer med et smæk, da træner Bogdan Karaicic under opholdet var foredragsholder til en svensk trænerkursus. Selve holdet skulle spille tre kampe, hvor første modstander var Malbas, et af sidste sæsons tophold fra den næstbedste svenske række. Her vandt man med 3 point i en kamp, hvor træner Bogdan Karaicic savnede mere modstand på trods af den snævre sejr.
Efterfølgende skulle man møde det svenske mesterhold Södertälje, hvor blandt andet den tidligere Horsens-profil Darko Jukic spiller. Her tabte man første kamp med 25 point, mens anden kamp “blot” blev tabt med 20 point. Man fik alle spillere i kamp, og selvom man måtte sende en spiller på skadestuen, så var Bogdan overordnet tilfreds.
“Den første kamp var ret nem at vinde. Der var jeg lidt overrasket over, at vi ikke blev mødt af mere modstand, end det var tilfældet. Södertälje har et anderledes stærkt hold. Der havde vi problemer med at følge med gennem alle 40 minutter. Vi havde vel luft til tre fjerdedele af kampene, men så faldt vi også mærkbart i niveau. Jeg havde forventet, at vi ville møde meget hård modstand, og jeg havde også forventet, at der ville være forskel på os og Södertälje. De er længere fremme i deres forberedelser, end vi er” udtalte hans til Sjællandske efter turen.
I næste uge skal man, ligesom Bakken Bears, til Tyskland og deltage i en træningsturnering, hvor man skal møde Rostock fra den tredjebedste række. Alt afhængig af udfaldet af den kamp skal man efterfølgende møde vinderen eller taberen af kampen mellem Chemnitz 99’ers fra den næstbedste tyske række eller polske King Wilki Morski Szczecin fra den bedste række.
Svendborg Rabbits har været uden sit normale trænerteam i dele af opstarten, da træner Craig Pedersen og assistent Arnar Gudjonsson har været med det islandske landshold – en oplevelse der i øvrigt er gået over alt forventning, da sikrede Island sin første kvalifikation til et EM nogensinde.
Svendborg Rabbits tog fredag aften imod svenske Sundsvall Dragons fra den bedste række. Et hold som røg ud i kvartfinalerne. Svendborg var godt med hele vejen, men tabte desværre med 91-93.
Hør den svenske træner og en af Sundsvall-spillerne fortælle om kampen (tryk på video-klippet over til højre inde på hjemmesiden)
Randers Cimbria har spillet mod selvsamme Sundsvall Dragons. Her vandt man overbevisende med 97-85, så det ser fornuftigt ud for kronjyderne, som har oprustet godt til den nye sæson.
Hør den svenske træner fortælle om kampen
Også Horsens IC har spillet mod Sundsvall Dragons – en af to kampe mod svenske hold – og her måtte man ud i to overtidsdramaer før kampen blev afgjort. 97-96 endte kampen til HIC efter en buzzerbeater fra guard-profilen Skyler Bowlin.
Hør den svenske træner og en af Sundsvall-spillerne fortælle om kampen
Dagen inden opgøret mod Sundsvall Dragons mødte man Borås Basket, som endte på 2. pladsen i det svenske grundspil i sidste sæson, og som skal møde Bakken Bears i den kommende EuroChallenge turnering. HIC tog en flot skalp, da man efter forlænget spilletid vandt med 82-78. Skyler Bowling og Marquis Addison markerede sig begge med 20 point.
Derudover spillede HIC en træningskamp mod 1. divisions holdet BMI Bloodhounds, der har fået tilgang af den netop tidligere spillere fra HIC, Keane Thomann. Her var der tale om ren sommerkamp, da HIC vandt med cifrene 101-58 i en kamp hvor flere af holdets profiler slet ikke var med.
Horsens møder i nærmeste fremtid SC Itzehoe Eagles fra 2. Bundesliga.
Værløse BBK har været i Tyskland for at møde tre 2. Bundesligahold. Første modstander var SC Itzehoe Eagles, som man desværre tabte med én til. Stillingen endte 72-71, men blev kun helt tæt fordi Værløse satte en buzzer 3’er.
2. kamp blev tabt lidt større. Her tabte man med 8 point, 64-56 til værterne fra SC Rist Wedel basket.
Også sidste kamp tabte man. Her stod man over for MTV Herzöge Wolfenbüttel, hvor kampens resultat blev 75-66 til tyskerne.
Er du god til tysk, kan du læse de tyske holds referater af kampene her
SISU har mødte svenske Malbas i en træningskamp. SISU vandt 82-80 i en kamp, hvor man førte med 18 point ved pausen.
SISU har desuden mødt Copenhagen Wolfpack, en kamp holdet fra Gentofte trak sig sejrsrigt ud af, da man vandt med 70-64, man har vundet overbevisende med 116-50 over BK Amager, 89-67 over Stevnsgade og 79-63 over Hørsholm.
(Det har ikke været muligt at finde noget om alle hold og deres træningskampe)
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.
