Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Basketligaen

Player of the Month i Basketligaen: Asbjørn Nerlov

Sæsonens fjerde udgave af Fullcourt Player of The Month er på banen, og vinderen af prisen for januar er Værløse Blue Hawks-spilleren Asbjørn Nerlov, der spillede tre flotte kampe i den forgangne måned.

At finde en Player of the Month for januar i Basketligaen var en svær opgave. Den seneste måned bød på en masse stærke aktioner, hvor mange spillere udmærkede sig, men efter en afstemning på Fullcourts Basketligaen-redaktion er valget faldet på Værløse Blue Hawks´ Asbjørn Nerlov, der tog prisen foran næsen på Horsens ICs Andy Cleaves og Randers Cimbrias Reginald Kissoonlal, der ligeledes spillede fremragende i januar-måned.

Det er første gang i karrieren, at Asbjørn Nerlov bliver kåret som Fullcourt Player of the Month i Basketligaen.

Tager man et kig på statistikkerne, har Værløses 23-årige dansker aldrig spillet så godt som i januar-måned. I sidste måned snittede danskeren 17,7 point, 9,3 rebounds og 2,7 assists per kamp, og for Nerlov er det snit i point og rebounds en personlig rekord set over en måned.

Værløse Blue Hawks gik gennem det nye kalenderårs første måned med to sejre i tre kampe. Sejrene fik de mod BMS Herlev og BK Amager, mens de lige nøjagtigt tabte til Horsens IC i sidste sekund, da De Gules Andy Cleaves ramte en vanvittig buzzer-beater. Læs om det her.

En stærk måned

Asbjørn Nerlov kåres derfor som sæsonens fjerde Player of the Month, men du spørger du ham selv, synes han ikke helt, at det er fortjent, at han nu kommer i selskab med Khalil Ahmad (Horsens IC), Reginald Kissoonlal (Randers Cimbria) og Sebastian Åris (Svendborg Rabbits), som er de foregående vindere.

“Jeg blev meget overrasket, da jeg hørte, jeg var blevet kåret til Player of the Month. Jeg føler ærligt, at det ikke er super fortjent, men jeg vil ikke lægge skjul på, at det er rart at blive anerkendt på denne måned, ” siger Asbjørn Nerlov til Fullcourt.dk og uddyber:

“Den forgangne måned var super vigtig for os med tre kampe, som vi vidste kunne gå hen og blive rigtig tætte. Jeg oplevede ikke sidste måned som noget anderledes, blot at jeg personligt, og at vi som hold, var meget sultne efter at få et par sejre efter en længere sejrstørke,” siger han videre.

Før sejren den 13. januar havde Værløse ikke vundet en kamp, siden mødet med BK Amager i slutningen af oktober sidste år.

Nerlov, der har gang i sin femte sæson i Basketligaen, peger dog på én ting, der kan have influeret hans spil positivt.

“Jeg synes, det er svært at pege på nogle helt konkrete ting og sige: ´Det her var jeg virkelig god til i sidste måned´. I virkeligheden tror jeg, at forskellen har været det mindset , jeg har mødt op med til kamp, hvor jeg været mere aggressiv i begge ender. Nu er jeg på mirakuløs vis begyndt at rebounde bolden, hvilket jeg lige nu ikke kan forstå, jeg ikke er begyndt med noget tidligere,” siger Værløse Blue Hawks´ topscorer.

“Vi sad med en følelse af, at vi havde fortjent en sejr”

Værløse og Nerlov fik to flotte sejre mod BMS Herlev og BK Amager i sidste måned. Mod Horsens IC tabte Blue Hawks med 95-92, og den danske point guard indrømmer, at de efter kampen sad med en følelse af, at de fortjente mere.

“Overordnet set er vi tilfredse med vores præstationer i januar. Vi havde selvfølgelig håbet på at have en sejr med hjem i bussen fra Horsens. Jeg tror også, at vi sad med en følelse af, at vi havde fortjent en sejr, men det er lidt svært at gøre noget ved sådan et skud, som Andy Cleaves sender afsted i kampens sidste sekund,” siger Nerlov.

Værløse Blue Hawks ligger på syvendepladsen i Basketligaen med fire point op til Bears Academy, der desuden har spillet to kampe færre end det nordsjællandske hold. Det ser derfor svært ud for Værløse at få sjettepladsen, der giver adgang til det forjættede land, også kaldet slutspillet.

I de resterende fire kampe i grundspillet skal Værløse møde Randers Cimbria og Bakken Bears på udebane, mens de har to kampe mod Svendborg Rabbits, en hjemme og en ude.

Måneden i tal

Værløse Blue Hawks 103 – 87 BMS Herlev

Asbjørn Nerlov: 12 point, 8 rebounds, 3 assists, 1 steal og 1 block.


Horsens IC 95 – 92 Værløse Blue Hawks 

Asbjørn Nerlov: 24 point (career high), 9 rebounds, 2 assists og 1 block.


Værløse Blue Hawks 98 – 88 BK Amager

Asbjørn Nerlov: 17 point, 11 rebounds (career high), 3 assists og 1 steal.

Skrevet af

Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)

Andre artikler med dette emne

Basketligaen

Efter en formidabel sæson for Værløse Blue Hawks i Basketligaen skifter han nu til Spanien.

Bakken Bears

De danske mestre har sikret sig underskriften fra endnu en profil til den kommende sæson.

Basketligaen

Svendborg Rabbits trak det længste strå i kampen om metal torsdag eftermiddag.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.

Basketligaen

Basketball er ikke ens overalt, og det har Tony Wroten mærket på egen krop.

Basketligaen

Amerikanerens tid i Danmark gik næppe som ønsket, og den hårde start sætter han nu ord på.

Basketligaen

BMS Herlev var pisket til en sejr lørdag eftermiddag for at komme fri af bunden i Basketligaen, men BK Vejen viste sig at være...

Basketligaen

Horsens kom blæsende fra start, hvilket endte med at blive altafgørende i den vigtige kamp om fjerdepladsen.