De forsvarende danske mestre, Horsens IC, har ligesom alle andre i ligaen haft udskiftninger i deres spillertrup for den kommende sæson. Og nogle af de største profiler fra sidste sæson er altså væk.
De gule fra Horsens vandt sidste år det første danske mesterskab siden 2006, og dermed deres femte mesterskab nogensinde – Et mesterskab som de mere end gerne vil genvinde i år.
Lidt skuffende er det dog at klubben ikke har valgt at spille i Europa i år, men det er dog en forståelig beslutning af ledelsen der ikke vil sætte klubbens økonomi over styr. Derfor er fokus altså igen i år kun rettet mod det hjemlige mesterskab, og måske endnu et sæt sølvtøj.
Til det har klubben sørget for at den succesfulde cheftræner Arnel Dedic forbliver ved roret i yderligere to sæsoner. Det giver truppen masser af stabilitet og ro, eftersom mange af spillerne ved hvad Dedic forventer, og hvilken spillestil han ønsker at spille på banen.
Ikke nok med det så har spillerne, og den karismatiske træner en utrolig god kemi, som igen i år kan bære dem langt. Hør hvad Dedic havde at sige om sine drenge, da vi fangede ham efter sejren i finalen over Bakken Bears ved at klikke her.
Horsens IC må først og fremmest klare sig uden sidste års allerstørste profil, Skyler Bowlin, der er taget til Sverige, og Södertalje Kings. Skyler skal med sine 16.1 point, 6.3 assist, 3 rebounds og 2.41 steals pr. kamp have en stor del af fortjenesten for guldmedaljerne sidste år, og der ligger dermed et stor pres på klubbens nye erhvervelser på guardpladserne i Nimrod Hilliard og Gabriel Iffe Lundberg.
Begge spillere bliver nye mænd i truppen, men den ene er dog kendt af hele basketball Danmark på forhånd. I sidste sæson blev han nemlig kåret til årets unge spiller i Basketligaen, og det reagerede Horsens IC meget hurtigt på.
Gabriel Iffe Lundberg skal nemlig bære den gule trøje i denne sæson, til trods for at Bakken Bears i følge rygterne også var tæt på at få den unge spillers underskrift. Med Iffe i truppen får HIC en lidt anderledes spiller på guardpladsen, i og med at han er meget mere atletisk end Bowlin. Det giver ligeledes Arnel Dedic andre muligheder når angrebet skal koordineres.
Læs mange flere nyheder Horsens IC ved at klikke her
Sidste år var Iffe’s blot anden sæson i ligaen, hvor hans niveau blev hævet væsentligt. Den unge spiller endte med at snitte 17.7 point, 4.1 rebounds, 3.3 assists, og 2.3 steals pr. kamp for Copenhagen Wolfpack. Året før var Iffe Lundberg rent faktisk også ved at snuppe titlen i Falcon trøjen hvor han snittede 11.4 point, 3.7 rebounds, 1.6 assists, og 1.4 steals pr. kamp, men den stjal Peter Møller fra Værløse lige for næsen af ham.
Hilliard derimod kommer til Horsens med et meget flot CV fra USA. Han har spillet på højeste college-niveau, NCAA 1, hvor det i hans sidste sæson blev til imponerende 12 point pr. kamp og hele 6,3 assists i gennemsnit for North Carolina Central University.
De 6,3 assists pr. kamp gav ham en imponerende placering som nummer 10 på assist-listen i hele nationen. Både foran og lige bagved spillere, som i næste sæson spiller i NBA. Hilliard og Gabriel Iffe Lundberg skal dog ikke stå alene i og med at amerikanske, Marquis Addison, der udgjorde en farlig duo med Skyler Bowlin i sidste sæson stadigvæk er i truppen.
Inside virker de gule ikke til at være ligeså stærke som sidste år. Horsens IC’s, og ligaens bedste forsvarsspiller, Baye Keita, er ligeledes væk. Senegaleseren der snittede 10.3 point, 7.8 rebounds, 1.8 block, og 1.1 steal pr. kamp for de gule har valgt at fortsætte sin karriere i den bedste belgiske række for Leuven Bears.
Keita bliver utrolig svær at erstatte da han både var fysisk stærk, men samtidig utrolig atletisk. Alligevel har klubben dog formået at finde en ganske fornuftig erstatning til ham i Jyles Smith fra Copenhagen Wolfpack. Den 23-årige amerikaner snittede sidste sæson 12.5 point, 8.9 rebounds, og 2 blocks pr. kamp. I første omgang havde klubben hentet Jake Thelen, men han blev fritstillet kort tid efter, og efterfølgende faldt valget på Jyles Smith.
Jyles er hverken ligeså høj eller fysisk stærk som Keita var, og det kan måske give anledning til lidt problemer for Horsens IC under kurven mod hold, der har langt mere fysiske spillere i og med at store og stærke Ante Gospic rent faktisk også er tabt for de gule.
Læs også: Brian Fitzpatrick vil genvinde ”The Double”
Heldigvis for de gule har de sørget for at hente den unge center Lasse Elbæk fra Bakken Bears, og samtidigt beholdt Brian Fitzpatrick. Den irske forward/center blev finaleseriens MVP sidste år, og det var i særdeleshed vigtigt for klubben at sikre sig profilen i yderligere en sæson der giver stabilitet under kurven. Udover Fitzpatrick så er den stabile Vedran Borovcanin med sine 15.1 point, 6.3 rebounds, 3.6 assist og 2.2 steals i sidste sæson, også stadigvæk en del af de gules holdkort for tredje sæson i træk.
Horsens har ganske vidst mistet en række spillere, men har ligeledes forstærket sig på udemærket vis. Men om truppen er ligeså stærk som sidste år er svært at vurdere på nuværende tidspunkt.
Forventet starting 5
PG: Nimrod Hilliard
SG: Gabriel Iffe Lundberg
SF: Vedran Borovcanin
PF: Brian Fitzpatrick
C: Jyles Smith
[table id=40 /]
Foto: Boba Keseric
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.